Der var vabler. De er helet. Næsten. Der er lagt et solidt lag mørk pink neglelak – også på de blå negle. Og så er der vilje.
Alt imens jeg har trippet rundt på bare tæer de sidste knapt to uger og plejet mine sår, har pulken stået pakket og klar. For selvfølgelig skal jeg da afsted på ski igen.
Benspænd og svensk hjælpsomhed
Klikker mine støvler i bindingerne og kigger mig over skulderen. Endelig klar til vintereventyr på ski. For anden gang indenfor få uger.
Dette års skitur har været en lang forhindringsbane og benspænd. Ingenting er gået efter planen og hver gang jeg har fået løst ét problem, er der opstået to nye.
Først afbrydelse af skitur på grund at hidsige vabler, hvilket føltes som en virkelig nedtur. Store udgifter til en ekstra hjemrejse, tilbage på job, pleje fødder og så finde ud af at komme op igen til Lapland.
Så ski der var for lange til at kunne komme med fly, ski der blev væk med Ups, pulk der ikke kunne komme med fly. Køb af nye skistøvler der måske, måske ikke gnaver. Pulk der ikke kunne komme med taxi og dermed manglende mulighed for at komme ud til startstedet, hvor skiene endelig var fundet. Kort sagt, ikke verdens bedste start på en tur og havde jeg været overtroisk og knapt så vedholdende, havde jeg nok afblæst hele turen og booket all inclusive under varme himmelstrøg. Nu skal det vise sig om det havde været det bedste at gøre.
Men her er jeg så. Eller vi, for vi er to. I Adolfström som ligger, hvor vejen ender og fjeldet begynder. Godt to timers kørsel fra den lille lufthavn i Arvidsjaur i hjertet af Lapland.
At komme her til har faktisk krævet en solid evne til at tænke ud af boksen og finde en løsning, hvor ingen er. For vi havde som nævnt ikke kunnet få tilsagn om at få pulken med taxien fra lufthavnen til Arjeplog, hvor vi skulle fange skolebussen til slutdestinationen. Så dagen før afrejse var det et seriøst problem! Løsning: Gik på Facebook og søgte på grupper i Arjeplog og fandt “det händer i Arjeplog “. Beskrev mit problem og ventede på om nogen havde gode forslag som jeg endnu ikke havde afprøvet.
Pludselig skriver en dame, at hende og manden da kan hente os i lufthavnen og køre os hele vejen til Adolfström! De kører med trailer og pulken kan sagens stå ved siden af deres 140 heste snescooter.
Jeg bli’r rørt ved tanken om, at Annika, mand og barnebarn i går stod klar i ankomsthallen i Arvidsjaur. Spiste frokost med os på vejen, snakkede og fortalte og kørte os til dørtrinnet ved Handelsboden i Adolfström. Hvor møder man ellers så søde og hjælpsomme mennesker? Ja, jeg spørger bare!
Efter et hyggeligt gensyn med Marianne der ejer handelsboden OG som fandt vores ski, indkvarterede vi os i én af hendes hytter og gik en runde på skiene.
En hyggelig aften med min hjemmelavede (tørrede) spaghetti bolognese som får 4♡♡♡♡, GT og en god nats søvn. Nu er vi endelig klar.
Dag 1: Pieljekaise nationalpark venter
Solen skinner mellem træerne, da vi snegler os op gennem skoven. Min testkører Lasse, er nu på sin første fjeldtur med oppakning. Alt grej er nyt og han har ikke haft ski på de sidste 10 år. Men han ser sund og rask ud, men er nok lidt uvidende om, hvad han præcis har sagt ja til. Man kan vel sige, at han har booket uspecificeret all inclusive med personlig guide.
Men humøret er højt og vi har aftalt, at vi også er venner om 6 dage, når vi når Kvikkjokk!
Dagens etape er på 13 km. Vi starter blidt ud. Vi skal ind i Pieljekaise nationalpark, hvor der ligger en lille hytte som vi har lånt nøglen til. Lasse bekendtgører relativ hurtigt, at det her simpelthen er hans element. Puddersne, solskin og langrend.
Vi spiser frokost i sporet og Lasse overtager pulken som jeg allerede nu er evig træt af. Jeg får rygsækken og nyder at kunne mærke skiene glide uden trækket bagfra. Tænk at det skulle føles så godt med 14 kg på ryggen!
Hytten ligger midt på en lidt stejl skråning i skoven. Jeg når først op. Hører nu Lasse råbe og ser derefter en ski komme flyvende som et projektil op mellem birketræerne. Hold da op, hvor der er temperament i ham! Hvis man overskud til den slags hysteriske udbrud over en bukket skistav, så er man jo ikke træt! I øvrigt har jeg naturligvis en ekstra skistav med, men det vidste han jo ikke.
Klokken er tre da vi er fremme. Her er ingen lokum og luksus. Men der er brænde og rendyrket bjælkehus-idyl og den fineste stilhed, da mørket falder på. En kilde løber ved hytten og vi slipper for at tø sne op.
Vi trækker pulken ind og fyrer op. Sidder foran kaminen og kigger ind i flammerne. Spiser hjemmelavet gullasch som dog kun får 2 ♡♡ men til gengæld er der mazarinkage til dessert, den bedste fra Netto til 8,95.
Dag 2: Dyb sne, selverkendelse og træthed
Der ligger en lang dagsetape foran os og det skal også vise sig, at den er alt for lang.
Det sneer fra morgenstunden af og vi tager tidligt af sted. Vi skal op over fjeldet og ned i læ igen ved Jäkkvikk. Derefter videre ad Kungsleden til Vounatjviken. Selv i Excel er det udtryk for optimistisk planlægning at trække en novice indenfor vinterfjeld ud på en etape på 31 km….
Vi kommer hurtigt ned til Jäkkvikk, handler i ICA og spiser lidt frokost inden vi begiver os ud igen. Det sneer meget og konstant. Dyb sne, ingen spor og tung pulk. På de 8 km over søen Hornevan, når jeg at sige til mig selv mindst 100 gange: Jeg er færdig med at køre med pulk. Jeg orker det ikke. Jeg lover, at jeg aldrig igen planlægger skitur med pulk! 100 gange! Det blæser og det er overhovedet ikke sjovt vejr at være ude i.
Vi bytter og jeg får rygsækken, med det resultat, at jeg går og har uendelig dårlig samvittighed over at en anden nu bogstaveligt talt skal trækkes med 40 kg dødvægt. Jeg kan jo se, at det kræver al hans energi, selvom han har 90 kg at trække med mod mine 60. Men det må alt andet lige være nemmere for en på 90 at trække 40 kg, når tyngdekraften trækker ved øget hældning. Så jeg finder mig tilrette bag ved og nyder synet af arbejdshesten!
Da vi har godt 10 km tilbage går han dog helt kold og vi gør fuldt stop. På med varmt tøj og så ellers påfyldning i form af varm suppe og kakao, brød, skinke og ost, nødder, electrolyter, chokolade og kiks. Man skal passe på med at gå planken ud på den måde. Er man alene skal man jo have energi nok til at klare sig selv og det kan man ikke, hvis man går ned pga for lidt mad. Det er farligt, fordi man bliver apatisk og irrationel. Men lige i det her tilfældet er det nu også lidt skønt, fordi Mr. L gør lige præcis det der bliver sagt…
Nåh, men chokolade er gud herude og snart er vi køreklar igen. Vi går ud på Riebnes og kører de sidste 8 km på autopilot. Jeg er træt, da vi når frem. De nye støvler har resulteret i ny variant over temaet “Vabler ” idet jeg nu har vabler på 6 af mine tæer! Det er tydeligvis syningerne i støvlerne der igen forudsager det. Hvad er det der er så vanskeligt ved at producere skistøvler der ikke ødelægger ens fødder! Vi kan flyve til Månen, men vi kan ikke lave skistøvler der duer til at stå på ski i! Imponerende, intet mindre!
Godt trætte bliver vi indkvarteret i en lille hytte med køkken og strøm. Tager et varmt bad og indtager derefter en uovertruffen to retters i den lille perle af en fjeld restaurant som ægteparret her driver. Fiskesuppe og elgsteg smager bare helt fantastisk med denne udsigt og efter en utrolig lang dag på ski.
Men der er et hår i suppen. Vi må erkende, at vi ikke kan klare 35 km på ski næste dag. Vi snakker frem og tilbage om problemet. Skal vi slå telt op på halvvejen og forlænge turen med en dag? Skal vi vende om? Eller skal vi tage en taxa? Det sidste ville måske være en udemærket løsning.
Vounatjviken stugby ejes af parret Eva og Jan. Jan har jeg nu truffet fire gange. Altid i ført lange underbukser.
Men det vigtigste er, at han har en god solid snescooter. Det skal vise sig, at Jan godt vil tjene 1500 skr på et par danskere med en alt for optimistisk turplanlægning. For de penge vil han køre os 15 km frem, hvilket jo er helt ideelt.
Oven ud tilfredse med vores løsning, krybber vi i soveposerne og glæder os til endnu en dag på ski.
Dag 3: Det skal åbenbart ikke være let!
Vi er simpelthen så klar næste morgen. Nu kører det! Idag skal vi krydse Polarcirklen. Tror vi.
Jan kommer og foreslår, at vi skal vente til klokken 11 før han kører os ud. Det blæser 11-18 s/m fra nordvest oppe på fjeldet som vi skal op over. Så vi venter en time og bliver nu pakket ned i en lukket slæde med alt vores grej og så går det ellers over stok og sten.
Efter 4 km stopper Jan op. Han synes, at det blæser for meget selv her under trægrænsen. Vi vælger at fortsætte. Efter 7 km stopper han igen. Jeg stiger ud og skal træffe en beslutning. Blæser det for meget? Kan vi klare at komme op over fjeldet , dvs op på godt 850 m.o.h.? Alternativt skal vi slå telt op og afvente, men er Mr. L. klar til den øvelse? Jeg kigger over på Jan. Han er opvokset her. Han har fløjet som pilot for Laplandsfly i 20 år og han ved, hvad dårligt vejr er. Han kigger på mig og siger: Jag släpper for fand ingen skiåkera uppe på fjällen under såna förhållande.
Jeg giver ham ret og vi krybber slukørede op i slæden igen og bliver returneret til hytten.
Så hvad gør vi nu?
Vejrudsigten for næste dag lover igen 11 m/s, men ingen sne. Mr. L har ondt i sine knæ og han tommelfinger er hævet (på guitarhånden!!!). Han er bekymret for om han kan klare at fortsætte. Jeg er træt af pulken og har vabler på tæerne, men ellers ok. Jeg vil gerne fortsætte, men jeg er også meget bevidst om, at det her ikke skal være min beslutning.
Solen skinner hernede i birkeskoven og vi klikker skiene på og kører halvanden time ud. Fri for oppakning.
Det er unægteligt en noget andet oplevelse og jeg tænker på, hvorfor jeg altid skal gå efter ture der er krævende i stedet for at være mere nydende? Hvad er formålet med hele tiden at skulle præstere? Jeg har jo iøvrigt også bevist, at jeg kan gå solen sort med en tung pulk. Så hvorfor ikke bare slappe lidt mere af og nogen gange hoppe over den lave ende af gærdet?
Landskabet åbner sig foran os som et stort hvidt uberørt hav. Et sted er elven åben og vandet flyder glitrende forbi. Det er magisk.
Efter 14 skønne kilometer ude, er vi retur og vi har besluttet os. Vi kører tilbage til Jäkkvikk i morgen. Booker flybilletter om, finder taxa og overnatning. Kort sagt, rendyrket øv!
Det sidste måltid indtages i den lille restaurant. En velvoksen elgburger
Dag 4: Man har et standpunkt til man tager et nyt
Hvorfor skinner solen altid på hjemrejsedagen? Er det for at slette alle spor af uheldige ferieminder og overbevise én om, at det slet ikke var så slemt og at man selvfølgelig skal komme igen?
Jeg er trist. Turen er gået i vasken og jeg hader at gå baglæns. Vi tager et bad og spiser morgenmad. Det er dag 4 og jeg har ingen ømhed i kroppen.
Mr. L kigger ud på solen og siger: Altså hvis Jan vil køre os 15 km, så kan vi vel godt gå de 20 km frem til næste lille hytte! Vi kender ikke hinanden godt nok til at jeg kan afkode den udmelding. Er det noget han mener eller siger han det for min skyld? Men jeg er ikke svær at overtale… og jeg lover, at jeg nok skal tage pulken hele dagen.
Så jeg går op til Jan, lægger igen 1500 på disken og beder om lift klokken 10.
Så snart drøner vi op over Polarcirklen, sidder fast i snedriverne for en stund, for endelig at stige ud helt oppe på fjeldkanten. Glade og lettede. Det blæser godt og vel 11 s/m, men fin sigt og lidt sol, da vi begiver os af sted mod nord.
Vi spiser frokost i læ og solskin. Efter godt 13 km kører vi ned på søen, hvor Västerfjäll ligger i den nordlige ende. Der er scooterspor, men det blæser en strid modvind de sidste 7 km. Vi har blikket stift rettet med den lille hvide trækirke og jeg glæder mig til at få fyret op i det lille anneks som jeg har fået lov at låne. Mr. L er træt og stille. Jeg tænker, at han vil bestemme, hvor sommerferien går hen i år.
De 20 km har taget 5 timer og det er faktisk lige tilpas.
Vi har fundet hytte rutinen. Vi får fyret op og tager tørt tøj på. Mr L kommer dybt ned i soveposen med en pose nødder og en kop the. Jeg tøer sne op – det tager altid lidt tid før alle tre termokander er fyldt. Den står på hjemmelavet wokret som får 4 ♡♡♡♡.
Solen forsvinder bag fjeldet og vi sidder bare og kigger ud af vinduet som om det er pausebilledet på tv før verden gik af lave. I mine øjne har dagen været perfekt.
Dag 5: En kold øl kan flytte bjerge
Hytten eller annekset som vi har sovet i, er 10 kvm med en seng, en brændeovn og et bord. Altså rendyrket luksus på de her breddegrader. Vi nyder varmen, spiser morgenmad og pakker sammen.
Vi har en plan A og en plan B for dagen.
Enten går vi 20 km frem til et lille vindskydd uden varme og sover der, booker nye flybilletter og kommer en dag senere hjem.
Eller vi fortsætter videre. Forsøger at nå Kvikkjokk, en kold øl, et varmt bad, en god middag og bussen til lufthavnen som planlagt.
Jeg er helt ok med en ekstra overnatning under primitive forhold, men Mr. L er vist mere til kold øl end kolde tæer. Så må vi se, hvor meget det betyder for ham. Der er immervæk 38 km til en kold Mariestad Export.
Jeg har igen pulken fra starten af men sporet er meget bulet efter snescootere og det er mega enerverende at gå i. Efter 3 km er jeg allerede træt og vi bytter og jeg får rygsækken.
Dagens program er følgende.
10 km i irriterende scooterspor med jævn stigning.
2 km på sø
2 km ret stejl opstigning op på åbent fjeld
1 km nedstigning med lavinefare
4 km lige ud til vindskydd
….måske 18 km efter øl!
Jeg får overskuddet tilbage og vi spiser frokost inden den stejle opstigning. Jeg ved, hvad der venter, da jeg spænder pulken på. Og jeg ved, hvordan det klares. 30 skridt af gangen. Puste ud. Repeat. Slå hjernen fra og fokuser på opgaven.
Vi når toppen efter halvanden time og de lange skins kan tages af skiene for sidste gang. Udsigten er mageløs til alle verdenshjørner. Vinden fyger omkring os, men det gør det blot endnu mere råt og smukt.
Jeg føler mig stærk, men tænker også på, hvordan jeg bar mig ad med at gå 1365 km på ski i 66 dage. Det er stadig en vanvittig præstation som de færreste vil og kan klare. Det går måske først rigtig op for mig nu 2 år efter, hvor jeg står her igen.
Mr L har nu gået med på 5 dage af min daværende tur og han siger: Altså hvis du har gået i 66 dage under disse forhold, så er det vildt. Det kan ikke lade sig gøre! …. jeg retter ham. Det hedder ikke “hvis” men “at du har gået…..”.
Vi snegler os ned mod vindskyddet. Sidder lidt indenfor. Mr L er mere til god mad og øl end romantisk overnatning under primitive forhold. Vi aftaler, at vi går til vi ikke kan mere og så satser vi på, at vi kan nå Björn der kører scootertransport. Så må han hente os det sidste stykke. Kald os bare magelige.
Jeg er træt. Pulken skifter trækæsel og var det ikke fordi udsigten ned mod Kvikkjokk er så fin, så ville jeg synes det var nok nu. Eller det er faktisk ret meget nok og vi snakker ikke specielt meget. Et enkelt udbrud fra Mr. L tilkendegiver med alt tydelighed at dette bestemt ikke er han element alligevel. Eller som han tørt konstaterer: Fosvald, der fik du mig godt nok trukket igennem tyrens røvfuld!”
Der venter os en gedigen nedkørsel igennem skoven. Jeg tager mig selv i at ønske, at jeg må tage pulken, da den giver en form for stabilitet, men Mr L vil altså ikke køre nedad med rygsæk!
Efter 33 km er vi nede og vi er så trætte, at vi ringer efter transport. Solen er gået ned og vi har ikke en dråbe vand tilbage og al chokolade er indtaget. Vi sætter os ned og lader dagen synke igennem filtret inden Björn kommer fræsende imod os. Mr L læner sig over mod mig og siger tak fordi du tog mig med.
Vi laster i Björns hjemmebyggede slæde og krybber på plads. Det skal vise sig, at blive en tur på scooter der vækkede minder om vores Vespa tur gennem Roms gader i myldretid. Ren dødskørsel! Over deltaet og så ind gennem birketræer og krat. Grenene pisker imod os og vi må koncentrere os for at holde ansigtet beskyttet og hænderne indenbords. Man kan vel sige, at vi fik spænding for de 300 skr og at det er med en vis lettelse at vi siger farvel til Björn og åbner døren til Kvikkjokk fjällstation.
Indenfor venter grillet rødding med kantareller, asparges, ærteskud og kartoffelmos med græskar. Kold øl! Cola. Vi giver ♡♡♡♡♡ for den middag!
Et varmt bad og vi er grydeklare. Vi kom til målet. 110 km på ski, 5 stigninger tilbagelagt på kun 5 dage med fuldt lastet pulk. Sår på fødder og ømme lemmer. Stilhed og larmende blæst. Møder med skønne, hjælpsomme lokale og lidt lift. Vi gjorde dette sammen og blev lidt klogere på, hvordan næste tur skal være. Jeg tænker max 12 kg oppakning, max dagsetape på 15 km, max på alt det fede – sauna, hygge og flotte udsigter. Pulk er “so last year “, men jeg er nok nødt til at sælge den, så jeg ikke i et svagt øjeblik får skøre ideer til nye eventyr….
