Dag 31. Gäddede – Munsvattnet 36 km
Morgenstunden går med at få pakket alt for meget i alt for lille rygsæk. Jeg går med en Osprey rygsæk 48 liter og den er bedst egnet til maksimalt 12 kg. Bæresystemet er ganske enkelt ikke godt, hvis den er meget tungere. Men det bliver den desværre nu, fordi jeg skal have proviant med til 8 dage herfra. De to købmænd der er på næste strækning har lukket fra lørdag kl. 14 og søndag. Det passer præcis med at  jeg ikke kan handle, når jeg passerer. Desuden har jeg ændret lidt på ruten. Alt i alt betyder det, at jeg nu har frysetørret og mad fra det lokale supermarked samt telt, liggeunderlag, gas, ekstra varm trøje og tape som skal i rygsækken. Ved et lille lokalt byggefirma har jeg skaffet to pakremme for at jeg kan montere soveposen uden på rygsækken sammen med teltet.

Hvis jeg dagen før havde en følelse af at rygsækken var fjerlet (8-9 kg), så føles den nu som bly. Den vejer 20 kg og fra første skridt tænker jeg kun på én ting: Hvad kan jeg undvære? Hvad skal smides væk?

De første 24 km går ad grusveje som strækker sig i uendelighed frem for mig. Solen varmer samtidig med at regnen kommer og går. Jeg kan mærke at den tunge rygsæk tager på mine kræfter. At bære mere end 1/3 af sin egen kropsvægt slider.

Jeg følger grusvejen frem til Hallingsåfallet, hvor jeg spiser frokost imens jeg venter på de to grönabandar Emma & Kajsa som jeg delte hytte med. Vi har aftalt at følges ad resten af dagen. Da de dukker op, går vi frem til selve vandfaldet. Det er faktisk ret imponerende og den slugt det falder ned i, skærer sig 800 meter ned gennem skoven. Vi krydser broen og det giver en skrækkeligt sug i maven at gå få meter fra kanten af det 42 meter dybe fald.

(Notat til andre Grönabandare: Umiddelbart efter broen finder vi den lille smalle sti. Den er her markeret med en rød ring på træerne. Efter 2 km slutter stien ved en gammel grusvej. Vi har heldigvis dækning og kan konsultere Fjällsäkerhets appen, hvor man får sin position direkte på fjeldkortet. Vi skal gå 100 meter til venstre og så følge en tydelig grusvej til højre endnu 1 km frem. Her går der en lille sti ind i skoven på venstre side. Den er lidt utydeligt markeret med gamle røde ringe på træerne, men den kan ses. Godt 5 km efter Hallingsåfallet deler stien sig lige inden et stort område med sump/myr. Det er meget svært at opdage, fordi skiltet står godt 25 meter til højre for stien. Den sti der går til Munsvattnet går til højre i kanten af skoven, så man har myren/sumpen på venstre side. Stien er lidt utydelig med få gamle røde markeringer på træerne. Ca 500 m inden Munsvattnet løber stien ud i en tydelig to sporet sti. Gå til højre for at komme frem til broen. Afstanden fra Hallingsåfallet til Munsvattnet er 12 km).

Efter godt 36 km er vi fremme og leder efter teltplads tæt på broen. Der er ikke lige frem meget og vælge i mellem, men vi får da sat vores to telte op i skumringen inden det begynder at regne. Jeg får skiftet tøj og varmet vand til en portion frysetørret.

Jeg er rigtig træt efter denne dag med for tung rygsæk, men inden jeg lægger mig i soveposen, må jeg i gang med øvelsen “need to have/ Nice to have”. Jeg kigger på min ruteplan, tæller måltider og lægger maden op. Herefter fjerner jeg det jeg kan undvære – og sjovt nok blivet der ikke kasseret chokolade i denne omgang. Jeg får reduceret med 1.5 kg og har jo også spist ca 0.5 kg i løbet af dagen. Så nu burde rygsækken være til at løfte i morgen.

Dag 32. Munsvattnet – Valsjöbyn 39 km
Jeg vågner til en lidt grå og diset morgen. Spiser et par madder med Nutella og ost og smører madpakke  med ost og Nutella… Det er nemlig vigtigt med varieret kost.

Pakker sammen og løfter på rygsækken, jo den er blevet mere rimelig. Lidt over 8 er vi på vej. Stien er tydelig – samerne har kørt med 4-hjuls køretøj her og det er dejligt nemt. Jeg mente umiddelbart at denne etape skulle være ret lige ud, men allerede inden for den første times tid er vi kommet godt op i terrænet og skov bliver til fjeld.

(Notat til andre Grönabandare: Ved samevistet/Lobbersjön er det lidt svært at følge sporet, fordi der er mange spor. Følg søen og sigt derefter efter rengærdet. Der er dækning så brug app. Lige inden rengærdet krydser man en elv og så ser man stien langs rengærdet. Følg den herfra).

Det er regnfuldt og koldt, da vi fortsætter over fjeldet. Først efter frokostpausen kommer der sprækker i skydækket og solen giver fjeldet farverne tilbage. Til gengæld er der igen godt sumpet resten af vejen til Vinklumpen. En knold i landskabet på 672 meter som faktisk belønner os med en storslået udsigt til alle verdenshjørner. Det sidste stykke frem til grusvejen er ved at tage pippet fra mig. Det er sump og mudder og klokken nærmer sig fire.

Da vi når grusvejen har vi gået 28 km og Team Rigmor vil se sig om efter en teltplad, imens jeg vil forsøge at tage mig yderligere 11 km frem til næste flække, hvor jeg har hørt, at der findes en hytte jeg kan låne. Jeg siger farvel og trasker af sted. Hører podcast, spiser chokolade og synes efterhånden at det er synd for mig.

Halvvejs tilbydes jeg et lift at en venlig mand med en stor bandage om venstre hånd. Jeg forklarer ham, hvorfor det ikke går, men spørger til hytten i Valsjöbyn. Jo, det er en slægtning – en dame der har Forsstugan – og nu vil han køre i forvejen og sige at jeg er på vej. Jeg spørger til hånden. Han har været ved at hakke elgkød og kødhakkeren tog lige tre fingre med købet. Men det afholder altså ikke den flinke mand fra at skulle på fjeldet og samle kantareller…

Jeg føler nærmest, at jeg går i slowmotion, da jeg endelig kommer ind i Valsjöbyn. Jeg ser to mennesker som viser mig på vej til det hus, hvor den ældre dame Verna bor. Jeg ringer på og den sødeste ældre dame åbner. Forsstugan ligger lige ved siden af hendes eget hus og hun har tændt varmen på 20 grader. Jeg skal ikke betale for at bo der!

Da jeg åbner døren til hytten føler jeg mig så taknemmelig. Varmeblæseren kører og der er rent og pænt. Jeg sidder længe på slagbænken uden at gøre andet. Drikker en kop the og spiser nødder. Langsomt kommer jeg i gang igen, får et bad, ringer hjem og spiser aftensmad. Jeg forelsker mig på stedet i den lille gamle mormor hytte og lægger mig i den bløde seng og prøver at overbevise kroppen om at den skal sove, så den kan komme sig oven på de 39 km og mere end 900 højdemeter.

Dag 33. Valsjöbyn  – Rörvattnet 22 km
Der er bare nogen dage, hvor det er svært at komme videre. Sådan er dag har jeg, da jeg trisser rundt i den lune hytte her på skrænten oven for elven. Det er som at være i en tryg tidslomme og trangen til at forlade  den, kan næsten ikke spores.
Men det kan jo ikke hjælpe noget. Jeg må videre.

Dagens etape er mildest talt død kedelig. Vej, skov og sø. Den venlige mand fra dagen før stopper igen to gange og anden gang fortæller han mig, at han er film fotograf og af samisk oprindelse, hvilket jeg godt ksn se. Han hedder Dan Jåma. Bor i Luleå og har en gård i Valsjöbyn, hvor han stammer fra. Han er meget sympatisk og umiddelbar. Jeg noterer mig hans navn.

Spiser frokost – en med ost og en ned Nutella, skyldet ned med en kop knorr suppe – ved en søbred.

De sidste 6 km er seje. Jeg har en tå der gør ret ondt og jeg gider ikke gå mere. Snart kan jeg ikke gå mere.

Rörvattnet består af ca. 20 hytter og ingen mennesker. Jeg ringer forgæves på hos ham der lejer hytter ud. Derefter forsøger jeg mig hos det lille fjeldhotel. Efter godt en time dukker ejeren op og jeg får et værelse.

Til middag bliver der serveret elgbøffer. Vi er kun tre gæster – de to andre er jægere der skal være her en uge på elgjagt. Vi snakker lidt, inden jeg går på rummet.

Jeg kigger på kort og morgendagens etape og bliver usikker på om jeg kan finde vej. Efter megen overvejelse beslutter jeg mig for den sikre omvej, i stedet for den usikre genvej. Det koster mig 25 ekstra km, men sådan må det være. De andre svenske Grönabandare har en app som viser deres placering på kort, også når de er offline. Appen virker ikke på min telefon. Det gør det vanskeligt at orientere sig i tæt skov og jeg føler mig utryg.

Inden jeg sover, googler jeg naturligvis Dan Jåma.  Hold da op! Han er faktisk kendt filmdokumentar fotograf i Sverige. Når jeg kommer hjem, vil jeg se, hvad han har fået Stora journalistpriset for. Og tænke på om hans fingre kom til at virke igen.