Dag 21. Hviledag Hemavan. Det går sjælden som præsten prædiker og min hviledag er langt fra afslappende. Jeg føler mig nærmest som ramt af granatchock da det går op for mig, at min depotpakke ikke er på den adresse den er sendt til og i følge sporing på postnord er den sidst set i Umeå for en uge siden… Jeg ringer både til postnord i Danmark og Sverige i flere omgange. Ingenting! Det er mig fuldstændig ubegribeligt at en så ringe kundeservice kan være statsfinansieret. Tårerne står i kø for at få frit løb af bare frustration. Men lige meget hjælper det. I pakken var mit kogegrej, tape til min skøre ankel, frysetørret, kontaktlinse væske og mine uundværlige kort til næste strækning. Min migrænemedicin er heller ikke kommet i det separate brev. Jeg bruger dagen på at få indkøbt det jeg nu mangler inklusiv nye trailsko. Medicin og tape kan jeg ikke skaffe. Langt om længe får jeg fundet et landkort så jeg har til 4 dage frem. Jeg er helt udkørt og spiser lidt brød mm på fjeldstationen sammen med grönabandare Frida & Mathias og et par andre vandrere. I sidste time kommer brevet med migrænemedicin.

Dag 22. Hemavan  – Joesjö 34 km
Jeg pakker rygsækken, løfter på den og må konstatere at mine mad indkøb fra dagen før har været for omfattende. Jeg pakker alt ud igen og går I gang med øvelsen “nice to have, need to have”. Brutalt, men nødvendigt. Jeg spiser det jeg kan og efterlader resten.
Foran mig ligger 34 km vejstrækning. Jeg fravælger at skrå over fjeldet, fordi elgjagten lige er startet og jeg nødig vil forveksles med en elg i jægernes eufori.
Det er hårdt at gå på asfalt. Kedeligt og hårdt. Eneste positive er vel at jeg for første gang ikke har våde fødder og at det ikke regner.

Det skal vise sig at Jöesjö i virkeligheden ikke er noget som helst. Der er lidt lige som Egense en kold novemberdag! Det jeg troede skulle være en campingplads, er blot en plads til campingvogne, en lille butik (grænsebutik) og et lille slagteri, hvor der indleveres elge. Det er koldt og blæsende. Jeg spørger i butikken efter overnatningssted og får at vide, at der blot er én mulighed: en privat lejlighed bag ved butikken. Hende der har den er lige ude at køre, men kommer snart.
Lad mig sige det sådan. Det er ikke det mest appetitlige jeg har opholdt mig i. Lejligheden ligger i enden af en garage ved ejerens beboelse. Den lugter af røg og kattetis. Jeg er så langt fra sart man kan være, men det kræver en dyb indånding at tage ophold her. Jeg er taknemmelig for at jeg har min sovepose, som her føles som et lille helle jeg kan krybe ind i. Jeg sætter min ømme storetå i sæbevand, men tager ikke penicillin. Ejeren af lejligheden banker på og byder mig indenfor på stegt sourvas (røget rensdyrkød) og tunnbröd. Jeg kan ikke få mig selv til at sige nej. I øvrigt sparer jeg en pakke frysetørret (Det skulle senere vise sig at blive ganske vigtigt).
Jeg lægger mig og venter på næste dag. Jeg har lagt en plan for næste dag og jeg skal tidligt op.

Dag 23. Joesjö  – Arevattnet 25 km
Jeg kan se på oversigten over andre grönabandares spotsignal, at der er et svensk par med hund blot 4 km foran mig. De sover i telt. Min plan er at indhente dem. Jeg føler mig usikker på den etape som er næste dag og det ville være optimalt ikke at skulle gå alene.

Klokken 8 finder jeg dem og spiser min morgenmad ved deres telt. De hedder Johanna & Rasmus og deres skønne border collie hedder Yip Yap. De vil godt følges ad og i solskin finder vi den lidt usynlige sti som dog er fint markeret med sten på højkant. Snart er vi over trægrænsen og har fin sigt. Landskabet er sværere at orientere sig i, fordi fjeldene ikke er markante og forskellige, men når solen skinner og man kan se de små stenmarkeringer, er det let at vandre her.

Vi spiser frokost i solen, men derefter er jeg så våd og kold om fødderne at jeg går i forvejen. De går lidt langsommere end mig og jeg beslutter mig for at gå i forvejen og få gang i brændeovnen og få hentet vand.

Inden jeg går ned mod hytten, møder jeg ca. 50 rener på et stort snefelt. De stirrer på mig og jeg på dem.

Efter 25 km kommer jeg frem til hytten som er en ulåst Länsstyrelsen hytte. Arevattnetstugan. Der er brænde og ét rum med køjesenge og så den uundværlige brændeovn. Da jeg har hentet vand og tændt op kommer de andre og snart er der varmt og dejligt indenfor. Mine nye trailsko er drivvåde og min storetå øm. Den dunker. Jeg sætter den i sæbevand og håber, at den vil falde til ro.
Vi småsnakker i hytten og aftaler at gå tidligt næste dag. De vil også forsøge at gå hele vejen til næste hytte, hvilket er ca. 38 km.

Dag 24. Arevattnet – telt 40 km
Det skal vise sig at blive turens hidtil mest oplevelsesrige, uforudsigelige og ikke mindst krævende dag. Men det vidste jeg heldigvis ikke, da vi gik lidt i 8. Den stenmarkerede rute rundede Arevattnets vestlige ende. Herefter forsvinder markeringen i høje vidjer (buskads).

Ruten fortsætter relativ stejlt op, skyerne hænger lavt og der er regn i luften. Over ca. 2 km skal vi ca. 500 højdemeter op. Snart er vi oppe, hvor sigtbarheden er lav, men vi kan hele tiden se næste sten. Her er ingen sti. Vi runder Stoere Tjahke og skal så godt 300 højdemeter ned, hvor vi passerer Skalvattnet på afstand. Jeg må sige, at denne del af turen faktisk er den med den største følelse af vildmark. Her er øde og barsk i forhold til Nordkalottleden og Kungsleden. Ingen tegn på at der er mange der går den her rute.

Vinden kommer fra stik øst og er kold. Den rute vi følger slutter oppe på fjeldet, fordi en del af den stejle fjeldside er skredet ned. Der er derfor nu to muligheder for at komme ned i Skalmodalen. Enten skal vi fortsætte op på fjeldet Aamere og holde kammen til den østlige ende af Skalvattnet, hvor vi så skal finde en sti ned i dalen. Alternativt skal vi sigte mod grænsemarkeringen til Norge og gå lidt sydvest ned i retning af Nybrot og så gå 12 km på vej. Pga den kolde vind og vejret beslutter vi os for det mest sikre valg – at gå mod Nybrot. Vi passerer to grænsemarkeringer og holder ca 200 meter til højre for dem ned gennem krat, birkeskov og tæt skov. Det er uvejsomt terræn, men vi ved at vi ikke kan gå forkert, fordi vejen er i bunden af Skalmodalen. Pludselig rammer vi et firhjulsspor og vi snart er ved nede. De første 12.5 km er klaret på 4 timer.
Efter en kort pause går turen videre af vejen, hvor vi efter 1 km krydser grænsen og er tilbage i Sverige.

Herefter følger godt 11 km vej. Vi spiser frokost ved rastepladsen og jeg glæder mig over at jeg nu har kogegrej så jeg kan få lidt varm suppe.

Klokken 15 er vi ved broen over Vapstälven som er den eneste elv i Sverige som løber ud i Atlanterhavet.

Nu skal vi “bare” over Västra Vardofjället og frem til Åtnikstugan. En strækning på 15 km.
Ruten vi vil følge står som en ikke markeret sti, men vi ser stien ganske tydeligt og der er også sten markering. Efter 5 km krydser vi en bro og skal godt 200 hm op på fjeldet. Her har samerne kørt med firhjulede så sporet er fint og tydeligt helt frem til rengærdet. Vi kravler under. Jeg fryser om fingerene, men luner mig ved tanken om hytten der venter os.

Da der er godt 2 km tilbage er klokken halv syv. Stien er ikke mere markeret i birkeskoven og snart er det svært at skelne eventuel sti fra de spor rensdyr og elg efterlader sig. Lige efter de to små søer mister vi sporet. Det er ved at være skumring og vi bliver usikre alle tre. Vi kontrollerer kompasset og prøver at holde en retning ned gennem skoven. Ingen hytte at se.

Jeg har ingen telt med og jeg kan ikke overnatte under åben himmel. Det er vådt. Vi står i sump til langt op på benene (myrer) med birkeskoven i ryggen. Vi ved reelt set ikke, hvor vi er. Vi er gået vild. Vi går mod øst i kanten af sumpen, men klokken 20.30 indser vi, at vi må give op for i dag. Vi er trætte og kolde og det er snart helt mørkt. Jeg føler mig lidt fortabt og uendelig lille, men vi bevarer alle roen. Johanna og Rasmus skal nu have en fremmed til at sove i deres telt, men de tager det i stiv arm.
Jeg henter vand og de sætter teltet op. Rasmus koger vand imens Johanna rigger til i teltet. Vi får varmt mad indenbords alle tre og lægger os. Yip Yap må ligge i apsis. Heldigvis er der et liggeunderlag jeg kan ligge på og jeg er igen taknemmelig for at jeg har sovepose med og at jeg valgte at følges med disse to skønne mennesker. Teltet er til to personer, men de rykker sammen og gør plads i mere end én forstand. Jeg tager alt det tøj på, jeg har med. Jeg tør næsten ikke kigge på min storetå. Den dunker og er rød og hævet. Der er gået betændelse i den ved neglen. Den er så øm, så selv det at have strømper på gør ondt. Jeg finder mit penicillin frem. Det må være det rigtige at gøre.
Natten er lang. Jeg kan høre regnen på teltdugen. Jeg indser, at jeg ikke har sendt ok signal på spot til Ole. Men hvis jeg havde, ville han jo blive urolig, når han så at jeg ikke er ved en hytte. Men han ved jo, at jeg ville gå sammen med det svenske par og at de har telt med. Måske er det kun mig der sover uroligt.

Dag 25. Telt ved Åtnikstugan /hviledag

Jeg beslutter mig for at se på uret og klokken er 7 og får sendt et ok spot signal til Ole. Vi kigger alle tre på kortet igen og lægger en plan. Vi tror, at vi er ca. 1 km vest for hytten, men det er sindssygt svært at fin orientere sig på et kort med målestok 1:100.000. Vi ved at der syd for hytten skal være en tydeligt, vintermarkeret sti (røde træ kryds på pæle) en større elv og derefter skal der være en langt rengærde. Vi er 100 % sikre på at vi ikke har krydset nogen af de dele. Vi kan enten forsøge at gå tilbage op igennem skoven for at se om vi kan finde de to små søer, hvor vi tabte stien. Eller vi kan gå syd, ud over sumpen og forsøge at finde sti, elv eller rengærdet for på den måde vide, hvor vi er. Vi gør det sidste. Terrænet er det rene sump og vidjer. Jeg har mudder til knæene. Jeg er fattet, men absolut ikke i min comfortzone.

Efter godt 500 meter kan jeg pludselig se noget lyst mellem træerne på vores højre hånd (vest). Samtidig kan Johanne se et rødt kryds. De har en lille kikkert med. Det er et rødt kryds! Vi tager sigte på det og snart kan jeg se, at det lyse mellem træerne er taget på hytten, ca. 100 meter nord for krydset. Jeg har kun få gange i mit liv oplevet en så befriende og stor glæde ved at se et lille rødt træhus. Alle gange har været her i Lapland i pressede situationer.

870 meter var vi fra hytten! Men vi var altså ikke på vestsiden af den som vi troede, men på østsiden. Vi kan nu se, at vi må være kommet ned ca 200 meter øst for hytten, og så er vi gået yderligere 600 meter øst på, dvs i forkert retning. Vores held var sluppet op i går, men jeg er helt overbevist om at min stille bøn til Pippi Langstrømpe her til morgen, har hjulpet. Jeg kiggede hende dybt i øjnene.

Vi tager ét sejrsfoto og jeg trykker endnu et ok signal til Ole og vi får varmet hytten op. Vi hælder vand og mudder ud af skoene, tørrer telt og hund og koger vand. Tænk at en gammel, lille og simpel hytte kan give én følelsen af femstjernet luksus. Jeg kommer nok aldrig til at glemme Åtnikstugan. Endnu et ulåst stykke himmerige i vildmarken. Og så koster det kun 100 sek pr. Nat!

Jeg skal ihvertfald ikke gå mere end de 870 meter i dag. Regnen siler og selv om jeg nu er en dag bagud i forhold til min plan, så vil jeg slappe af og pleje min betændte tå alt i mens jeg skriver disse ord. Dagen må indhentes senere. Jeg takker Johanna og Rasmus for deres gæstfrihed.

Dag 26. Åtnikstugan  – Klimpfjäll 40 km
Efter en hviledag skal det nu blive godt at komme ud i regnen! Efter mange dage på tur sidder morgens rutiner på rygraden. Min madration er ved at være brugt op, så det bliver bare to stykker knækbrød og 2 skiver ost til morgenmad. Klokken 7 siger jeg farvel til Johanna & Rasmus og begiver mig af sted.

Først skal jeg følge vinterleden 9 km til Remdalen. Det regner, men regn findes i mange varianter. Støvregn. Finregn. Regn. Vedvarende regn. Silende regn. Styrtregn, Skomagerdrenge og skybrud. Tror jeg i dag stifter bekendtskab med alle slags undtagen den sidste.

Så det støvregner her fra morgenstunden. Jeg sætter et godt tempo og kommer hurtigt til Remdalen. Jeg finder starten af sommerstien som i følge kortet skulle være markeret. Det er den ikke og nu regner det. Jeg går på kanten af skrænt og har elven på min venstre side. Stien er svær at se. Jeg bliver i tvivl. Skal jeg over på modsatte side? Efter en kilometer krydser jeg over og forsøger at finde stien, men den er der ikke. Jeg opgiver og krydser elven tilbage og følger er svagt spor der kan være en sti. Det kan også bare være spor fra rensdyr. Efter godt 3 km i tvivlens tegn, lidt frustreret, kommer jeg op på selve skrænten og kan konstatere at stien er der og oveni købet tosporet.

Jeg går nu på Norgefararleden og passerer den meget mystiske og ikke mindst meget fotograferede  cykel som står parkeret her midt i ingenting.

Herfra er stien fint markeret og meget let vandret. Landskabet er smukt og nu farvet i rødlige og gule nuancer. Efteråret er kommet.

Regnen er nu vedvarende og jeg føler mig våd til skindet. Siden Joesjö for 3 dage siden har jeg ikke mødt nogen. Af hytternes gæstebøger fremgår det og så med al tydelighed, at det primært er de få grönabandar som går denne strækning.

Efter 19 km er jeg klokken 12 fremme ved Tjåkkelestugan som også er lille stykke ulåst paradis i rødt træ.
Jeg beslutter mig for at holde en times hvil. Får tændt op i den lille kamin, smider det våde tøj og varmer vand til en kop suppe og varm kakao. Mine regnbukser er overhovedet ikke vandtætte og min skaljakke kan heller ikke hamle op med disse vejrforhold og jeg har intense fantasier om mine dejlige gummistøvler som står derhjemme. Jeg tager tørre ski underbukser på og tørre strømper og så alt det våde tøj uden på. Tænker på om jeg skal pakke ud og blive i stedet for. Regnen siler ned.

Jeg går selvfølgelig videre. Jeg må gå mig varm. Stien er her let at følge og og jeg kan vagt ane at fjeldene omkring mig er smukke. Ikke mindst passagen gennem Durrenskalet er spetakulært selv om det er blæsende. Jeg stopper kort op for at tilfredstille min knurrende mave med et stykke knækbrød. De sidste 8 km er virkelig ikke i den sjove ende. Jeg er drivvåd. De store mængder regn får alting til at sejle. Jeg har en plade Kex tilbage som indtages i små stykker efter hver kilometer. Jeg hader at have for lidt snold!

Endelig står jeg på asfalten i Klimpfjäll. Jeg har de sidste 4 dage ikke haft signal på telefonen. Jeg får den pakket ud af plastposen og der tikker en besked ind fra grönabandare Frida & Mathias. De har holdt en hviledag og tilbyder mig at sove i den lille lejlighed de har lejet på Klimpfjäll Gaarden. Skønt! Varmt bad og hyggelig middag hos italieneren på gaarden. To andre grönabandare spiser og så med. Det er disse møder der gør det hele meningsfuldt igen.