Årets eventyr går til Nordkalottleden i det allernordligste Skandinavien. Denne vandringsrute strækker sig over knapt 800 km i Norge, Finland og Sverige. Dette er beretningen om anden del fra Kilpisjärvi til Abisko.
Støvlerne og knækbrød spændes uden på rygsækken og Lasse foreslår, at jeg beder Jacob bære kogegrej og min ekstra powerbank. Det hele tager pippet fra mig og jeg vil allerhelst hjem. Det virker helt uoverskueligt at skulle gå yderligere knapt 200 kilometer lige nu. Jeg er udmattet, træt, pylret og falder endelig i søvn tæt op af Lasse.
Vi spiser indenfor i cafeteriaet alt imens vi ud af vinduet kan se rensdyrene gå upåvirket rundt på vejen og p-pladsen.
Endelig går båden klokken to norsk tid. Vi er mange der skal med, men de fleste er turister der skal ud til Treriksrøset – grænsemærket mellem Norge, Sverige og Finland som er en turistattraktion på de her kanter.
Grövelsjön 1300 km med skisymbol.
Det er så meget mit skilt og jeg bliver stadigvæk følelsesmæssigt dybt berørt, når jeg ser det selvom det nu er 3 år siden jeg gennemførte Vita Bandet og 5 år siden Gröna Bandet.
Anden aftale er, at det er helt i orden, at gå med noget i ørerne. Jeg er ret glad for at høre lydbog eller podcast, når jeg er ude. Den ene time tager den anden og det er en luksus for mig, at kunne tilbringe timevis med læsning uden afbrydelse.
Vi er kommet sent afsted pga båden, men det har vi mentalt forberedt os på og vi kommer stille og roligt op i terrænet og kan nyde en formidabel udsigt.
Terrænet er let vandret og af og til er det tørvejr. Efter middag letter skyerne en anelse og vi drikker varm suppe inden vi gå ind i Rostadalen og kan fornemme de høje bjerge omkring os. Som forventet hælder jeg til plan A jo tættere jeg kommer på hyttens lokkende varme, men heller ikke Jacob har udpræget lyst til at tilbringe natten i sit telt. Så vi låser os ind og jeg falder omkuld i soveposen et par timer.
.
Dag 11: 31 km – Rostahytta – telt ved Sturo Nanna – 31 km
Vi har talt om det. Den berygtede tredje dag. Forberedt os. Vi har døbt dagens etape for Kongeetapen og snakket om, hvordan vi skal komme igennem de godt 30 km der ligger foran os.
Vi starter ud i solskin med en god portion højdemeter fra begyndelsen af. Men alting lykkes i solskin og humøret er i top.
Min øllebrød indtages i teltåbningen og jeg prøver at høre om der er liv ovre i Jacobs telt. Da han er stille, lader jeg mig i stedet falde tilbage i soveposens dun og blunder. Men det bliver en kort lur – Jacob er klar!
Det er surt, men ved frokosttid, kan vi komme indendørs i Dividalhytten. Vi bliver hængende lidt. Det frister ikke rigtigt at begive sig ud i regnen, men der venter yderligere 17 km under trægrænsen. Heldigvis er der ingen myg, men det er nok også det eneste positive der er sige. Jeg ærgrer mig over, at Jacob ikke får fornøjelsen af at se den dramatiske canyon vi følger, men vi må nøjes med det brusende lydspor.
Dagen har været hård, men nu er alt godt og så står min livret på menuen – hjemmelavet bolognese med ris til. Det smager himmelsk! Vi har fået selskab af to Gröna Band herrer og de konsumerer hurtigt resterne af vores middag.
Vi spiser pulversuppe og knækbrød og hviler vores trætte ben. Jacob har problemer med venstre ankel og jeg får den fikseret stabilt med kraftigt sportstape. Hans Ecco sko har sparet ham for vabler, men til gengæld beskytter de ikke ankler og de er nærmest umulige at tørre over natten.
Dag 14: 24 km – Altavashytta – Lappjordhytta
Det går nemmere med at blive klar og få pakket om morgenen. Måske fordi vi nu snart har spist al dem proviant der fyldte for blot 5 dage siden.
Dag 15: 25 km – Lappjordhytta (Norge) – Abisko (Sverige)
Jeg har egentlig slet ikke lyst til at gå fra hytten. Jeg ved jo godt, at så snart vi om få timer står dernede i civilisationen, så er magien væk. Den stilhed vi her nyder vil blive skiftet ud med et mylder af mennesker og en masse at forholde sig til.
Denne del af Nordkalottleden er ca. 185 km. Det er en meget smuk og varieret strækning med omkring 5.000 højdemeter. Vi gik turen på 7 dage, men 8 dage vil nok være mere passende. Der er delstrækninger med stenet underlagt, men det meste af vandringen er på en fin, smal sti.
Den første hytte tilhører Svensk Turistforening. De andre tilhører Norsk Turistforening og kræver DNT nøgle eller forhåndsbooking. Der er ikke telefon/internetdækning på store dele af ruten, men i nogle af hytterne kan man oplade sin telefon.
Markeringen er fin på hele strækningen og man har ikke brug for gps for at finde vej. Jeg er bevidst om, at jeg har sprunget nogle kilometer over af Nordkalottleden, idet jeg tog båden fra vandrerhjemmet i Kilpisjärvi over søen.
Del 1 af Nordkalottleden – Kautokeino – Kilpisjärvi 2023 ligger som separat indlæg.