Dag 6 / 27 Km / Lappjordhytten – Abisko

Afgang kl 7:15. Sol over fjeldet og lidt gryn i maven. Det går kraftigt ned fra hytten i morgenstilheden. Så op, så ned. Ikke nemt og fødderne skal hele tiden være under opsyn. Når ned til søbredden og forbi nedslidt hytte. Vi kommer forbi multebær og finder et enkelt modent bær så Smadar kan forestille sig lun multebærsauce på vanilje is.

Så når vi hovedvejen, krydser og løber forkert. Tilbage igen men smutter ned på vejen så vi kan finde den gamle Rallaväg ved kapellet. Vi har kun løbet 1 km på vejen inden første bil stopper og tilbyder at vi kan køre med. Nej tak! Vi løber gerne? Vi kigger ind i det fine lille kapel og løber på stien til Björkliden. Det er en god løbesti og det går rigtig godt.

På trinbrættet ved Björkliden er en lille butik. Vi dribler ind. Sultne. Køber brød, cola, æble og ost og nyder maden på bænken inden vi løber videre. Smadar har ondt i maven, men kl 13:30 er vi fremme i Abisko. 180 km igennem det vildeste område på blot 6 dage. Vi smider rygsækken og tager liften op til sky cafeen og nyder udsigten.

Vi er lettede og Smadar er glad for at hun skal hjem. Vi springer i sauna, skrubber skidtet af og dufter godt da vi indtager rensdyrgryde og vaniljeis med lun multebærsauce. Slapper af i pejsestuen og kryber i seng. Jeg har fået sponsoreret overnatning i Svenske Turistforenings hytter og nyder at der hører rigtig linned med og gratis morgenmad.