Der er helt stille i morgengryet, da jeg smyger mig ned af mellem birketræer og krat. Ikke en vind rør sig.    Det ville ikke gøre noget, hvis en elg ville krydse mit spor, men så heldig er jeg ikke. Rygsækken er let og maven helt tom. Det er 7 dage siden jeg startede ved den norsk-svensk-finske grænsemarkering “Treriksröset”. Egentligt skulle det være klaret på 6 dage, men vejret i søndags var ærlig talt ikke imponerende. Regnen silede ned og det betød høj vandstand i elvene. Så jeg delte en madration i to, accepterede at jeg skulle bruge en ekstra dag og gik så en kort dag uden vad der skulle passeres. En slags hviledag. Den dag havde jeg hytten helt for mig selv. Lige indtil kl 2 om natten, hvor jeg hørte yderdøren blive åbnet.. Jeg stod op, tændte pandelampen og trak i de lange uldne. Det er jo skønnest at møde natteravne med lidt tøj på! Jeg åbnede døren og der sad to drivvåde og udmattede ældre mennesker. De havde været undervejs siden kl. 10! De havde altså knoklet rundt i 16 timer, hvor af de sidste 4 var i mørke og tilbagelagt 25 km (som jeg næste dag tog på under 6 timer). Jeg sagde velkommen og gik i posen igen.
Jeg møder mennesker hver dag på min vej, men går altid alene. Denne første del af min tur går på den markerede rute der hedder Nordkalottleden. Stien er markeret med stenrøser og en rød klat maling eller et rødt T. Jeg ved godt, hvad t’et står for, men for mig står det for tryghed. Følger jeg t’et kommet jeg sikkert frem.

Ruten er bestemt ikke overrendt, men af og til krydser man hinanden. Nogen møder bliver til samtaler, andre bare et nik. I lørdags kom jeg frem til en lille fin hytte, hvor tre nordmænd sad og hyggede sig. Sødeste mennesker! Og de bød på rødvin, nyfanget  fisk stegt i smør og multebær. Og i går måtte jeg klemme en lille opstramner ned, for ikke at skuffe dem der bød i den hytte ? jo, tro det eller ej, der findes søde nordmænd.
Mine dage er ret simple og ens. Står op, taper fod, spiser mysli og drikker varm kakao. Læser lidt og pakker sammen. Så i gang. 6-8 timer i raskt trav. Jeg startede med 10 kg på ryggen. Nu er der ca. 7 kg. Jeg holder ikke rigtig nogen pauser. Vel fremme gør jeg alt i modsatte rækkefølge; pakker ud, spiser, læser, ordner fødder og sover. Ind imellem stikker jeg en pind i ovnen så jeg kan holde varmen. Jeg overnatter i Turistforeningens hytter som jeg har nøgle til. Her er senge, gasblus og brænde. Og lokum. Denne gang uden wc papir, hvilket har betydet at min ene pakke kleenex har været rationeret i urimelig grad!

Hvad går dagen så med? Jeg kan ikke bryste mig med, at jeg tænker store tanker. Eller finder svar på, hvorfor jeg ikke bare kan løbe DHL stafet lige som alle andre normale mennesker. Eller tage til Rhrodos og ligge ved en pool. Jeg har ikke fundet svaret, så indtil da fortsætter jeg. Når det bliver lidt tungt, begår jeg helligbrøde og fisker et headset frem og hører podcast. Eller synger med på ABBAs greatest på Ipod. Strøm er en mangelvare på lige fod med kleenex, så tiden med lyd i ørerne er også rationeret. Selvfølgelig nyder jeg naturen, men det er faktisk dejligt ind imellem at høre andre stemmer inde i sit hovedet end ens egen.
Ens egen stemme er nemlig ikke altid lige så fornuftig, rationel og positiv som den burde være. Den kan være så irriterende og i den grad trække en i den gale retning. Den kan virkelig have nej-hatten trukket godt ned over ørene! Det er her at en podcast fra Radio 247 bliver højaktuel. Når jeg jo ikke lige har dækning, så jeg kan ringe hjem og få lidt mental førstehjælp.
Turen er kun lige begyndt. Første del er ikke foregået i løb som planlagt, men jeg har besluttet, at det ikke er grund nok til at give op. Speed hiking er det nye sort ??‍♀️