Dag 41. Helags – Ramundberget.  30 km
Jeg har bestemt ikke travlt med at komme af sted i dag og da jeg kun skal gå 30 km, tager jeg mig god tid.

Vejret ser lovende ud. Der er udsigt til Helags massivet og gårsdagens tætte tåge er væk. Men blot 10 minutter efter jeg har forladt fjeldstationen, har tågen igen lagt sig som en tung dyne over landskabet. Det påvirker i den grad fornøjelsen ved at vandre, at jeg ikke kan se ret meget mere end 25-50 meter frem. Det er som om jeg går inde i en klokke og ikke kommer ud af stedet, men pludselig dukker Fjältjären stugan op. Den er lukket for sæsonen, hvilket vil sige, at der ikke er nogen hyttevært, men den ene halvdel af hytten er åben for benyttelse. I midtergangen sidder to unge tyskere og jeg spiser min mad sammen med dem.

Turen ned til Ramundberget er ligeledes præget af den tætte tåge og jeg synes ærlig talt, at dagen tangerer en reel øv-dag, men visheden om at jeg i Ramundberget skal overnatte på vandrehjemmet, handle mad hos den lokale købmand, ja måske skal jeg også en tur i sauna, holder humøret oppe.

Jeg blev godt nok klogere! Vandrehjemmet er lukket. Det samme er købmanden. Jeg ringer til det nødnummer der står på døren og forklarer mit ærinde. Straks efter kommer der en mand og viser mig, hvor der er en ekstra nøgle til et vandrehjemsrum i en separat fløj. Efter et varmt bad og en pose frysetørret, har jeg fortrængt skuffelsen og er bare glad for at sove indendørs.

Dag 42. Ramundberget  – Myskelvadet. 38 km
Jeg forlader Ramundberget ad skisporet mod Bruksvallana. Et asfalteret spor der bare står klar til den første sne falder om blot 3 uger. Det klarer op og snart er der sol og blå himmel så langt øjet rækker.

I Bruksvallana skal jeg have handlet lidt mad til de sidste 3 dage og klokken 9.30 står jeg så klar ved ICA blot for at konstatere, at den først åbner kl. 11. Det er træls. Jeg sætter mig på bænken og venter. I luften omkring mig flyver tusindvis af grå natsværmere. Jeg så det også igår oppe på fjeldet, men her er det ekstremt. Helt levende.

Pludselig går døren til ICA op og købmanden stikker hovedet ud og spørger om jeg vil ind og handle så jeg kan komme videre. Hvilken kundeservice!

Ulempen ved at jeg har lagt ruten via skisport stederne Ramundberget og Tänndalen er, at jeg skal ned i dalene, blot for at skulle knokle op igen på den anden side. Godt med højdemeter og sved på panden. Turen op fra Bruksvallana går nu fint og snart er jeg oppe på fjeldet igen og kan nyde en flot udsigt til alle verdenshjørner. Det er varmt og solen står lige i ansigtet. Netop som jeg kommer frem til det lille vindskjud, ser jeg to elge på afstand.

Vandringen ned mod Tänndalen er ganske fin, selvom der er noget vådt. Stien er godt markeret og ved halv tre tiden er jeg fremme ved campingpladsen som ligger ved skiliften. Campingmutter hedder Gunilla og hun dukker snart op og snakker imens jeg spiser min frokost.

Oprindelig havde jeg planlagt at overnatte her, men vejret er fint og jeg vil godt udnytte det og nå længere frem. Jeg ved fra andre, at der venter mig en del krævende kilometer igennem Rogen Nationalpark.
Så der er ingen vej uden om. Jeg skal op ad skibakken og op på fjeldet igen.

Belønningen er en fantastisk fin udsigt over Rogen Nationalpark, da jeg krydser Rödfjället. Jeg når lige at tænke, at det sikkert er vildt overdrevet det der med at Rogen skulle være så svært fremkommelig på grund af sten. Så skal jeg ellers lige love for at terrænet ændrer sig. Jeg har før gået i områder med stenhav eller blokmark, hvor man kilometer efter kilometer går oven på store sten. Det er ikke så svært. Man skal bare slå hjernen fra og holde sig i bevægelse. Det her er noget andet.

Området er kuperet og overalt ligger der sten i alle størrelser som jeg skal over og rundt om. Hvert skridt kræver energi og opmærksomhed. Det ville være umuligt at se stien, hvis ikke der var malet små orange pletter på stenene for hver 10-15 meter. Jeg kommer ned gennem en gammel fjeldskov og går efter at slå lejr ved Broktjärnskojan, et lille vindskjud. Jeg er træt i ryggen og trænger til hvile. Det bliver dog ikke der. Der er ikke en eneste kvadratmeter jeg kan sætte telt op på, så jeg fortsætter godt tre kilometer frem til Myskelvadet.

Her er der en fin lejrplads ved elven. Klokken er snart seks og imens solen forsvinder i horisonten, får jeg slået telt op, skiftet tøj og varmet mad. Inden klokken otte er jeg i soveposen.

Dag 43. Myskelvadet  – Storrödtjänstugan. 38 km
Efter 12 timers hvile er jeg klar igen. Klar til at indtage Rogen – enhver vandrers mareridt.

Landskabet i Rogen Nationalpark er et morænelandskab skabt under istiden. Da isen forsvandt var der sten og grus tilbage i en syndig forvirring. Som jeg står der mellem de store stenblokke, er det unægtelig et stykke unik natur som er svært at holde af. På sin vis smukt og anderledes, men også uoverskueligt og fjendtligt.

I det der føles som sneglefart, bevæger jeg mig frem i terrænet. Op og ned, rundt og over. Efter 16 km ser jeg én foran mig. Det er også en grönabandar. Leif. Han er 70 år og han har nu været undervejs i 70 dage. Vi hilser, inden jeg stavrer videre ned mod Käringsjön, hvor jeg sludrer lidt med en der bor der.  Han har en hund som lige har fået et ben.

Stien fortsætter videre ned mod Rogen stugan, men jeg har besluttet mig for at fortsætte frem til næste hytte, Storrödtjänstugan. Der er ca. 15 km, hvilket er rigeligt i det her terræn. Stien går op over Tandsjövålen på knapt 1000 m.o.h. Herfra er der en fremragende udsigt over søen Rogen og til de norske fjelde. Jeg er træt, da jeg nærmer mig sydspidsen af Rogen sø og overvejer om jeg skal slå lejr, men der er kun 4 km mere frem til hytten.

De sidste kilometer gennemføres på ren viljestyrke.  Da jeg passerer skiltet der angiver, at jeg nu er i Dalarna, kan jeg mærke en overvældende lettelse. Jeg har gået fra det nordligste Sverige, via Norge gennnem Nordbottens, Västerbottens og Jämtlands län og nu til Dalarna. Mere end 1300 km. Alene.

Da hytten dukker op, er jeg helt færdig. Hytten er lukket for sæsonen og der er naturligvis ikke andre her. Til min store skuffelse ser jeg, at den store jernstang er sat foran døren. Der er mildest talt ikke mange kvadratmeter her som ville egne sig som teltplads og det er kun et par grader varmt. Men så opdager jeg til min store glæde, at jernstangen kun er sat på, ikke låst.

Jeg skynder mig at hente vand og tænde op i kaminen. Snart koger vandet og jeg råhygger i tusmørket og stearinlysets skær med fodbad og lidt aftensmad. Det er min allersidste aften på denne lange rejse og den er perfekt. Indbegrebet af det jeg elsker allermest ved at være på fjeldet. At komme ind efter en lang dag ude og langsomt komme til kræfter igen alt imens mørket falder på og eneste lyd er kaminens knistren. Det er stærkt vanedannende og burde være flere forundt at få lov at opleve. Jeg gemmer denne stund allerinderst inde.

Dag 44. Storrödtjänstugan  – Grövelsjön 20 km
Jeg er klar langt før daggry. Klar til allersidste dag.
Alle løse negle tapes fast og jeg småhygger med morgenmaden. Snart er alle spor efter mig slettet og jeg går ud i morgengryet.

Jeg er virkelig oven på. Hvilken fantastisk dag! Hvad betyder gråvejr, når solen skinner i hjertet?
Der er sten så langt øjet rækker, men det kan umuligt slå mig ud af kurs i dag. Med ABBA ‘s Eagle som soundtrack flyver jeg frem.

And I dream I’m an eagle
And I dream I can spread my wings
Flying high, high, I’m a bird in the sky
I’m an eagle that rides on the breeze
High, high, what a feeling to fly
Over mountains and forests and seas
And to go anywhere that I please

Jeg spreder mine arme ud, lukker mine øjne og mærker vinden i ansigtet. Hvilken vidunderlig følelse af frihed!

Solens stråler trænger af og til igennem og jeg sætter tempoet ned og prøver at fastholde øjeblikket. Snart er rejsen forbi. Jeg er stolt, men også taknemmelig for at jeg fik denne chance for at leve min store drøm ud.

Da jeg nærmer mig Grövelsjön hører jeg pludselig nogen råbe. Ole vifter med Dannebrog flere hundrede meter væk. Hvis han var gået meget længere, var han faret vild! Jeg er så lykkelig i dette øjeblik!

Vi følges ad de sidste par kilometer ned til fjeldstationen, hvor jeg traditionen tro, ligger hånden på døren. 1335 km, 44 dage og ca. 33.000 højdemeter, solo hiking gennem Sverige er ved vejs ende. Nu er jeg grönabandar! Hvilken fantastisk følelse.