Dag 24: 20 km Valsjöbyn – Jule (Norge)

Vågner kl. 5 fordi min mave knorrer af mig. Jeg er så sulten og får hældt den obligatoriske dobbelt kakao i mig og en portion øllebrød. Det mad jeg nu har tilbage, er ikke noget jeg har lyst til overhovedet.

Venter tålmodigt på at den lille butik åbner og jeg kan få hentet min 2. Depotpakke. Jeg bliver så lettet over at se, at den er der. Hvilke herligheder den gemmer på! Mazarinkage, Marabou chokolade og ikke at forglemme, en kvart liter cognac…

Jeg køber brød, skinke, leverpostej og cola går igang med at spise imens jeg pakker tingene over i pulken udenfor. Damerne i butikken fortæller mig, at jeg kan gå på vejen ind i Norge og efter ca 20-25 km komme på norsk scooterspor.

Jeg beslutter mig for dette sikre valg. Den direkte rute over fjeldet er jeg for usikker på, fordi elve og søer i år er luskede og uforudsigelige pga manglende hård frost inden store mængder sne. Det betyder; at man let kan komme i farlige situationer, hvor man går igennem sneen og falder i vandet, fordi det umiddelbart virker tilforladeligt.

Så jeg skal til Norge. Når pulken nu er fuld lastet, er det nu ganske rart, at den i dag kan glide let på vejen, som hverken er gruset eller saltet. Blot skrabet.

Solen skinner og jeg slår autopiloten til. Holder en enkelt spisepause i vejkanten inden jeg efter 20 km kommer til Jule. I den lille butik spørger jeg om der findes nogen overnatningsmulighed. Jo, en kilometer længere fremme er der vist noget … lidt primitivt, siger damen bag disken undskyldende.

Hun har lidt ret. Eller lad mig sige det sådan, det er vist ikke helt klar til sæsonstart! Det er et hus med små værelser. Nøglerne sidder i døren, men der er ingen. Jeg banker på nabohuset og det er ejeren af stedet som tydeligvis ikke er helt forberedt på at få gæster, men jeg tager det som det er og graver sneen væk fra døren.

Jeg har efterhånden overnattet mange forskellige steder og bare jeg har min egen sovepose og min dunjakke, så kan jeg føle mig tilpas de mærkeligste steder. De to ting føles som tryg havn. Som en snegl med sit hus på ryggen. Og er der strøm, så det jo nærmest 5 stjernet… (husk altid 3 meter ledning til ladning af mobil, når du er ude og rejse. Stikkontakten er altid for langt væk fra soveposen!)

Sætter mig på sengekanten med en skinny (flødeskummet må man tænke sig til) lumumba a la Mette (varm kakao med cognac) og finder den nye neglelak fra depot kassen frem. Fjerner omhyggeligt den gamle farve “Anything goes ” og lægger ny “Do you speak love” farve på, så man igen ikke kan se de blå negle på tæerne. Nu er jeg klædt fornuftigt på til endnu en del etape!

Dag 25: 24 km Jule (Norge) – telt

Solskin på min venstre kind hele dagen. Et tegn på at jeg stadig går mod vest og endnu ikke er på kurs mod nord. Men ad omveje kommer man også frem.

Jeg fortsætter på vejen indtil jeg kan komme ned på et scooterspor på søen Lenglingen. En uendelig lang sø. Sporet er træls at køre i og jeg vender tilbage til vejen efter en times tid. Der er jo ingen grund til at gøre livet mere besværligt end højst nødvendigt. I vejkanten holder jeg pause og en kvinde på sparkstøtte kommer forbi og snakker med mig.

Ved enden af søen går jeg ind i skyggen af fjeldene og det kan mærkes på temperaturen. Jeg har besluttet mig for at telte efter godt 25 km, men det er lidt svært at finde en passende teltplads. Sneen ligger højt i kanten af vejen, men ved en frossen elv er der en lille vigeplads, hvor jeg kan få bakset pulken op over og trukket godt 50 meter ind. Jeg stamper teltpladsen og sætter telt op imens solen forsvinder. Jeg har tjekket vejrudsigten. Det ser ud til at temperaturen skal ned på -15° i nattens løb. Det er til at håndtere.

Jeg har på denne tur valgt at bruge kogegrej med vintergas, fordi jeg simpelthen ikke føler mig tryg med multifuel. Det driller mig og jeg ved, at jeg ikke selv vil kunne reparere det, hvis det stopper til. Ulempen er bare, at vintergas ikke fungerer under -22°. Derfor har jeg spritblus og sprit med i reserve. Det brænder ineffektivt i kulde, men det kan til nød bruges, hvis gassen giver op.

Da jeg smelter sne inde i teltet, undrer det mig lidt, at gassen brænder så dårligt, men det lykkedes mig at fylde mine to termoflasker og vandflasken som ryger ned mellem benene inden gassen giver op. Jeg tager derfor den ene gasflaske med ned i soveposen sammen med powerbanks, telefon, Kindle og mit tøj.

Langsomt får jeg varmen og og falder i søvn. Vågner naturligvis mange gange i nattens løb. Kondens i teltet gør, at der af og til drysser snekrystaller ned på mit ansigt. Klokken fire skifter jeg vandet i vanddunken, så jeg igen kan holde varmen, men søvnen kommer ikke tilbage.

Dag 26: 18 km Telt (Norge) – Holand (Norge)

Det er godt nok køligt, da jeg går i gang med at skifte tøj. Heldigvis starter gassen som jeg har haft nær kroppen og jeg får hældt varm kakao i mig og tøet et stykke brød med smør op oven på låget til kogegrejet. Jeg har vanter på hele tiden for ikke at få frostskader, når jeg rører ved metal.

Kulden er massiv og jeg kan mærke, at jeg skal tage mig sammen for at ikke bare at blive siddende stille og holde varmen. Kulde kan gøre en nærmest apatisk.

Det bliver en langsommelig proces at pakke sammen. Bare det at rulle mit oppustelige liggeunderlag sammen kræver tre runder med opvarmning af fingrene mellem benene ind imellem. Så soveposen. Kogegrejet og resten af mit grej. Ligger alt sammen uden for teltet. På mine fødder har jeg mine dunsko. Ud over mit tøj har jeg min store dunjakke og mine dunbukser. Jeg sender en taknemmelig tanke til Jan Lundhag som fortalte mig om det uundværlige ved dunbukser, når man fryser som jeg. Jeg stiller mig på mit liggeunderlag og begynder at tage teltet ned. Alt foregår med luffer på. Alligevel må jeg hele tiden holde pauser for at bevare varmen i tæer og fingre.

Jeg er dybt koncentreret om opgaven, da jeg hører en råbe til mig. Ude på vejen holder en bil og en kvinde er steget ud. Hun vil vide om jeg er ok. Jo, får jeg fremstammet, men det er jo koldt. Ja, -30° nu og endnu koldere var det i nat, svarer hun. Så tror da pokker, at jeg kæmper med mig selv. Hun kører igen og jeg tænker, at det er rart at vide, at der findes mennesker som hende.

Jeg slæber pulken ud på vejen og skal nu til det uundgåelige. Støvlerne skal på. Problemet er bare, at læderstøvlen er dybfrossen og foden kan ikke komme ned i den! Jeg prøver at tage den ene sok af, men det hjælper intet. Jeg kan ikke se anden udvej end at hælde lidt varmt vand fra thermokanden hen over støvlen og forsøge at manipulere læderet til det giver efter. Det virker. Om det er den rigtige løsning, aner jeg intet om.

Og så er det ellers bare at spurte af sted til varmen indfinder sig i kroppen. Da solens stråler rammer mig i ryggen  kommer smilet tilbage. Så er jeg på vej nord på igen.

Følger vejen og efter en lidt langtrukken stigning, går det i fuld fart ned ad. Jeg overser scootersporet, men det gør vist kun tingene lettere. Endelig kan jeg skifte kurs og gå stik øst tilbage i retning af Sverige – og et yderst lovende skilt med teksten: Gjestegård.

Fantaserer om varmt bad og mad. Hvidt lagen og cola. Mine drømme går i opfyldelse i Holand. Tjekker ind. Selv Lars Monsen har overnattet her da han gik Norge på langs, så det må være godt!

Spiser elg pizza og drikker cola med cognac… Alt imens temperaturen falder udenfor.

Dag 27: 27 km Holand (Norge) – Gäddede 

Termometeret viser -27° og jeg er super glad for at jeg ikke skal pakke et telt sammen her til morgen.

Men det er køligt selvom solen skinner, da jeg glider af sted. Af og til passerer en bil og folk vinker og smiler til mig. Jeg smiler også. Den ene time tager den anden og jeg kommer vel nærmest i en meditativ tilstand, fordi jeg ikke skal anstrenge mig for at komme frem. Blot bevæge arme og ben og finde rytmen. De sidste par dage på vej har gjort godt for kroppen og jeg har fået nok energi indenbords.

Jeg spiser frokost i solen med ryggen op imod pulken. Hvilken skøn dag og snart er jeg retur i Sverige og på helt ret kurs igen.

Krydser grænsen i fin stil og uden at blive tjekket. Det manglede da også bare, at de emsige grænsevagter skulle fratage mig min cognac…

Efter godt fem timer er jeg i Gäddede, hvor jeg jo har været på Gröna Bandet. Møder en anden der er ude på Vita Bandet med hundeslæde. Svinger inden om apoteket og får købt diverse plaster og genkender kvinden bag skranken fra sidst. Hun hjælper mig med et telefonnummer til en der vist har en hytte længere fremme og vi griner af mit behov for at købe mere neglelakfjerner.

Det allerbedste ved Gäddede er Gäddede Camping og Lili-Mari. Hun er vores alle sammen  trail angel. Hun opbevarer vores tilsendte depotpakker og giver os gratis overnatning i fine store hytter! Det er simpelthen så flot gjort og jeg har næsten lyst til at springe over disken og give hende et stort kram. Hvilken luksus. Varmt vand og tørreskab. Pizzaria rundt om hjørnet. Hvad mere kan man ønske sig?

Lili-Mari ringer også lige til sin bror for at undersøge isforholdene herfra. De er desværre dårlige og jeg må derfor fortsætte på vej lidt endnu til jeg kan dreje ind over fjeldene i retning af næste delmål – Klimpfjeld.

Med min tredje depotpakke under armen og en ekstra pakke med en ny bindning, smider jeg mig i soveposen og konstaterer, at jeg er ved at være kommet til det punkt, hvor det her er min hverdag. Spise, stå på ski, sove. Simpelt, men rart – altså det meste af tiden!