Så er der fuld gang i forberedelserne til dette års ski-eventyr som denne gang starter i det sydlige Lapland, hvor den helt nye Lapplandsleden skal indvies.
Selvom jeg egentlig havde drømt om at gå fra nord til syd med solen i ansigtet, så må jeg igen i år erkende, at logistikken spænder ben, når rejsepuslespillet skal lægges. Når jeg rejser med pulken, kan jeg simpelthen ikke overskue at benytte mig af tog og jeg skal i stedet have flyforbindelser og bus til at passe sammen. Så turen er vendt om og jeg starter i syd.
Lapplandsleden er en helt ny markeret vandre- og skirute på ca. 180 km i det sydlige Lapland. Den ligger i naturlig forlængelse af Sveriges nok mest kendte rute – Kungsleden som går fra Abisko til Hemavan. Da jeg gik Gröna Bandet, fulgte jeg egentlig store dele af ruten og jeg huske området som smukt og øde – og tilstrækkeligt umarkeret til, at jeg fór vild og havnede i et tomandstelt med to skønne fremmede mennesker!
Lapplandsleden går altså fra Hemavan til Borgafjäll. Jeg starter i syd (Borgafjäll) og har afsat en uges tid til at komme op til Hemavan, hvor fra jeg fortsætter af Kungsleden videre nord på til Kvikkjokk. Samlet set er turen ca. 440 km og da der ikke er hytter, vil det blive en tur med en god blanding af nætter i både telt, hytter og vandrerhjem – lige præcis den cocktail jeg synes er bedst.
Ruten er meget varieret og mere end halvdelen af den er på fjeldet. Den snor sig igennem birkeskov, smalle dalgange, åbne fjeldområder og der er også indimellem stejle stigninger. Den passerer Klimpfjäll, hvor der er en hyggelig fjällgård, hvor man kan overnatte og spise og hvor der er supermarked. Derefter kommer der et par af Länsstyrelsens små, ret primitive hytter, men pga. afstanden mellem hytterne vil der også være brug for at telte undervejs og have proviant med til minimum 5 dage.
Forberedelserne er i fuld gang. Tørremaskinen har kørt i ugevis, fordi jeg har besluttet mig for ikke at købe færdigretter til en formue som jeg alligevel bliver træt af efter en uges tid. I år er det således blevet til 8 forskellige middagsretter som jeg glæder mig til at nyde i teltet og i de små hytter jeg skal overnatte i undervejs.
Men nu handler alt jo ikke kun om mad. Der er meget andet der skal være tjek på inden jeg er klar til skitur. Ski skal klargøres, udstyr skal tjekkes, teknisk grej skal afprøves, logistik skal på plads og så skal fysikken jo også lige være i orden. Det sidste har ikke været så let – ryggen har drillet, men i går fik jeg endelig testet om den kunne holde, da jeg fik slæbt et solidt dæk en tur rundt i skoven uden problemer. Bevares – jeg er ikke i topform, men jeg føler mig nu klar nok til at tage af sted og så må jeg gå mig stærk undervejs og nyde, at jeg har sat 3 uger af til turen, så jeg har lidt ekstra tid til at nyde udsigten og følelsen af frihed.