Endelig skal grejet igen frem fra gemmerne, pakkelisten skal trimmes og maden pakkes. Det er tid til årets skitur i Lapland. Vejrudsigten er som altid blevet nærstuderet den sidste uges tid og det ser lidt skummelt ud
med plusgrader. Men det går jo sjældent helt så galt som YR forudsiger, så vi er fulde af fortrøstning og tro på, at påskevejret selvfølgelig bliver godt der, hvor vi skal hen. 

Vi er klar, ja faktisk i god form denne gang, hvor vi har besøgt det lokale fitnesscenter adskillige gange i vinterens løb. Desuden har vi fået lovning på at måtte låne en ekstra pulk, så vi forhåbentlig kan fordele
oppakningen lidt mere ligeligt denne gang.

Belært af sidste års erfaring med vores første skitur sammen, har jeg i år fokuseret på at planlægge en rigtig hyggetur. Så den står på korte dagsetaper, hytteovernatninger med sauna og den perfekte rute med solen i ansigtet. Pulkene vil være fyldt med hjemmelavet turmad, cognac til kakaoen og spritny dunsovepose til Lasse. Det kan kun blive godt!

Så vi drager mod nord til Riksgränsen. I Kiruna lufthavn
møder vi som aftalt Sven-Erik. Det var den rare mand der hjalp mig én af de sidste dage på Vita Bandet, da min nødsender ikke ville lade. Vi har holdt kontakten og denne gang har han skaffet en ekstra pulk som vi må låne. Jeg bliver som altid en smule forlegen og taknemmelig over, at der findes mennesker som ham, der bare gerne vil hjælpe uden at ville have andet igen end en
symbolsk flaske rom. Så vi bytter pulk og gas med rom og tager bussen videre til Riksgränsen.

Solen skinner og fjeldene åbner sig omkring os og sidst på
eftermiddagen tjekker vi ind på Hotel Riksgränsen. Vi lurer lidt på, hvor sporet mod Kattejokk er, handler til grænsepriser i den lille lokale ICA og nyder en pizza og et glas rødvin alt imens solen går ned og fjeldene bliver lyserøde i tusmørket. Det er den perfekte start på en uges fjeldtur.

Riksgränsen – Stour Kärpel vindskydd (15 km)

Efter en solid morgenbuffet, pakker vi pulkene, så vægten
bliver nogenlunde ligeligt fordelt med ca. 30 kg i hver. Den pulk som Lasse har lånt, er den store model af Fjellpulken på 168 cm. Det betyder dog blot, at vi
undgår, at pulkene er højt lastede. Vi vender hotellet og de mange mennesker i kulørt alpinudstyr ryggen og begiver os af sted. Jeg har glædet mig så meget til denne tur. En uge alene med Lasse 24-7 – bare os to, fjeldene og ingenting vi skal. Det er luksus for mig.

Vejret er gråt, føret er fint og det går jævnt op ad. Kroppen skal lige vænne sig til belastningen, men vi kommer støt og rolig frem. Som altid har jeg undervurderet, hvor mange højdemeter vi skal op. Det er det sædvanlige – jeg lider af en slags højdekurve optimisme. Målet for dagens etape er et lille vindskydd der ligger godt 13  km oppe i terrænet. Solen kommer frem. Vi følger de røde kryds der markerer vinterruten, men afviger til sidst og følger snescootersporet. Efter et stykke tid bliver vi usikre. Der er noget der ikke stemmer. Jeg kigger på min kortapp og kan godt se, at vi ikke følger sporet, men vi fortsætter alligevel lidt længere frem og tager endnu en god stigning indtil det går op for os, at den er gal. Vi går jo ikke syd som vi skal! En klassik fejl. At følge et kørt spor i stedet for at tage sit fysiske kort frem og få den vendt rigtigt. Jeg knorer indeni, da vi må vende om og køre hele vejen ned igen og finde det sted, hvor vi slap krydsene. 

Vindskyddet ligger så fint og ødet. Selvom vi kun har gået 15 km, kan det godt mærkes, at det er første dag på ski og vi beslutter os for at sove indendørs i stedet for at slå teltet op. Vi kaster længselsfulde blikke efter det halvfyldte brændeskur, men brændet må kun benyttes i nødsituation og det er det jo ikke lige frem. Så vi tager vores store dunjakker på, varmer vand og drikker lun skinny Lumumba alt imens solen går ned bag fjeldet. I vindskyddet er der to brikse og et lille bord. Enkelt, primitivt, men jeg elsker det. Vi lægger liggeunderlag på gulvet, tager duntøfler på og pakker vores store soveposer ud og snart er det vores suite for natten. Det blæser koldt uden for og i løbet af natten tager vinden til. Jeg ligger nede i soveposen og glæder mig over, at vi ikke ligger ude i teltet i nat.

Stuor Kärpel – Unna Allakas stugan (17 km)

Da vi vågner, er der varmt indenfor. Eller der er i hvert fald ikke minusgrader. Vi spiser morgenmaden og pakker stille og rolig sammen. Jeg glæder mig til dagens etape, fordi jeg ikke før har gået ruten og fordi der nok ikke vil være ret mange der har fået samme idé som os. Men der skal vise sig at være lidt malurt i bægeret. Det går igen støt op ad. Jeg har intet imod en solid stigning, men det der med jævne stigninger, det synes jeg er træls. Lasse tager sine ski af og går, når det går op ad. Jeg sætter mine skins på, men konstaterer til stor irritation, at de driller. Skiene er kolde og så sidder mine lange skins ikke godt fast. Der kommer sne i limen og så er løbet kørt. Jeg bliver frustreret. Lasse må have sovet godt i på briksen for han virker ret overskudsagtig og tager føringen. 

Efter godt 4 km flader det ud og landskabet åbner sig. Vi er på godt 1000 højdemeter og landskabet er smukt. Vi krydser små søer og efter yderligere 5 km holder vi pause og spiser frokost i en lille rasthytte. Her fra kan vi se dagens sidste korte, men kraftige stigning, men med depoterne fyldt op og udsigt til en lang nedkørsel, betyder det ingenting. Vi bliver heller ikke skuffede, da vi endelig er oppe. Landskabet åbner sig med dramatiske skyer inde over Norge og solstrejf på vores næser. Sidst på eftermiddagen er vi fremme ved Unna Allakas stugan, hvor der venter en varm sauna senere på aftenen. I hytten møder vi Anders fra Stockholm som er endnu et af de skønne mennesker man nogle gange er så heldig at møde på sin vej i fjeldet og som man kan lære meget af.

Jeg kan i år faktisk fejre en slags jubilæum i Lapland. Det er i år 40 år siden jeg var på ski for første gang heroppe. Noget har forandret sig. Andre ting er præcis som den gang og det føles på forunderlig vis, rart at have en sådan tidslomme at vende tilbage til.

Unna Allakas – Alesjaure (15 km)

Vi vågner til solskin og ingen vind. Perfekt vejr til de tre solide stigninger og det relativ åbne terræn som vi i dag skal igennem. Anders har rådet mig til at tage mine ski indenfor og sætte skins på i varmen. Så for en gangs skyld sidder de fast, da vi starter, men de skal jo af, da vi efter en kort stigning er oppe. Og ganske rigtigt, kniber det med at få dem på igen. Vi gnider mine ski med hænderne, sætter skins på og trykker skiene mod min lår. Det virker heldigvis for det næste stykke er stejlt og uden skins og stålkanter på skiene er det ikke let at komme op med en pulk på slæb. Da vi lige skal have pusten, får vi selskab af en fin ræv som snuser rundt på fjeldsiden.

Jeg føler mig ikke i topform, da vi sidder og spiser frokost nedenfor den sidste stigning. Men nødder, madder og suppe har en effekt og inden længe er vi oppe og belønnes med en fantastisk udsigt….. til en helikopter som netop kommer brølende op lige foran os som i en anden filmscene. Jeg bliver irriteret, da det går op for mig, at den er oppe og hente folk der er ude og køre offpiste. Vi står midt ude i vildmarken, omgivet af nogen af Sveriges smukkeste fjelde, hvor der end ikke må køre snescootere og hvor du ikke må efterlade andet bag dig end dit eget skispor. Man kan frygte, at sådanne tiltag vil betyde at det med tiden ikke mere vil være muligt at finde ægte, uberørt vildmark og dermed har vi mistet muligheden for at opleve noget helt særligt og unikt.

Nå, men helikopteren flyver sin vej og med storslået udsigt
til Kebnekaisefjeldene glider vi ned i retning af Alesjaure. Vi tager et enkelt
pitstop og Lasse får en powernap inden vi krydser ned af fjeldsiden i fin stil
selvom det kræver lidt koncentration at holde balancen med pulkene. Vel fremme
ved Alesjaure stugorna møder vi igen Anders og vi sidder i solen med en øl og
en cola og nyder bare at vi er så heldige at være netop her. Igen byder aftenen
på hygge, madlavning og en tur i en utrolig varm sauna. Vandet koger i kedlen
der fyres op med brænde og dampen er så tæt, at det føles som en sand befrielse
at åbne døren ud til mørket og mærke kulden på vores varme hud. Månen kryber
frem og himlen er helt blå, da vi går til ro.

Alesjaure – Vistas (16 km)

Der er udsigt til plusgrader, da vi vågner og vi skal ind på
den del af turen som jeg har glæder mig mest til. Vi skal op i Vistasdalen og
følge den hele vejen ned til slutdestinationen. Men der er et men. Vistasdalen
er kendt for at være en af de dalgange, hvor sneen forsvinder først. Det vil
unægtelig være en udfordring med to pulke og Anders beslutter sig da også for
at han ikke tør binde an på, at der er sne nok. Jeg overvejer et øjeblik, men
beslutter så, at vi tager chancen. Er det helt galt, må vi jo bære pulkene
eller vende om og gå en anden vej.

Vi glider ned på søen og går over mod det lille sameviste
der ligger nedenfor den korte stigning op mod Vistasdalen. Det er dag 4 og
kroppen har nu vænnet sig til belastningen og nydelsen er derfor endnu større,
da dalgangen åbner sig foran os. Himlen er bragende blå og solen skinner. Vi
ser spor af järv og jeg sakker lidt bagud og prøver at gemme dette fantastiske
panoramabillede på mit indre hukommelseskort. Det er lige præcis det her, jeg
elsker og som jeg altid længes efter. Det der får mig til gang på gang at vende
tilbage til Lapland. 

Lige da vi skal til at køre ned i dalen dukker der to snescootere op som viser sig at være Sven-Eriks kollegaer fra Fjällrädningen som er ude på patrulje. Okay, det job lader til at være verdens bedste netop i dag! De stopper, vi sludrer og så vinker vi farvel igen.

Med pulken som rygstøtte, spiser vi frokost og sover middagslur i solskinnet, fordi vi ikke har travlt med at være andre steder end lige netop her, hvor vi er nu.

Der er rigtignok ikke meget sne de sidste kilometer og det er tydeligt, at foråret står på spring og snart vil elven bryde op. Indimellem går vi på græsset, men det er ingen hindring for at komme frem med pulkene. Snart er vi fremme ved Vistas stugan – min absolut ynglings hytte i hele den svenske fjeldverden. Her sidder vi op ad gavlen med udsigt til Nallo og drikker cognac i kakao og spiser hjemmebragt mazarinkage. Vi snakker med hytteværten, hugger brænde og henter vand. Snart er den lille fine sauna varm og vi har den helt for os selv. Jeg er så glad for at kunne vise Lasse denne fine lille fjeldperle. 

Vistas – telt (15 km)

Men ingenting varer ved – heller ikke solskin i fjeldet. Så
vi vågner til gråvejr og en vejrudsigt som bebuder storm. Heldigvis er vi nu
nede i læ og vi skal ikke så langt i dag. Vi hygger os derfor ekstra længe
indendørs og tager en formiddagslur i køjen inden vi pakker sammen og begiver
os mod Lisa stugan – et stykke klenodie som har ligget her i 90 år. Vi åbner
døren og mødes af en lugt af frilandsmuseum. På knagerne hænger skårede kopper
og køjen er så kort, at selv jeg ville skulle bukke benene, hvis jeg skulle
sove her. Vi giver det et forsøg med at tænde op i den lille kamin imens vi
spiser lidt frokost og taler om historien og livet i sådan en lille hytte før i
tiden. Vi lukker døren pænt efter os og jeg tænker på, at det er 40 år siden
jeg sov i køjen sammen med min storebror på vores første skitur i Lapland.

Idag har vi besluttet, at teltet skal frem og vi begynder at holde øje med en god teltplads. Den finder vi på elvens bred, i læ mellem birketræer og selvom sneen er gammel og vi synker i, lykkedes det os at få teltet sat op og gravet ud i apsis, så vi kan sidde behageligt og lave mad på vores primus. Lasse er fast besluttet på, at der også skal laves bål og snart lykkedes det ham at få ild og vi kan varme os ved bålet inden vi kryber ind i teltet og sætter mad over. Det er naturligvis lidt besværligt at sove i telt om vinteren, men det har også sin charme at kunne kravle ned i sin store dunsovepose, lukke den tæt til og bare lukke øjnene og tænke: Her bliver jeg liggende de næste 12 timer, fordi jeg skal ingenting overhovedet andet end at slappe af. Lasse snorker og jeg tager min nye Mobifo læseplade med ned i dybet. Det er nok på top 5 over de ting jeg elsker allermest ved at være ude på tur. At læse en god bog nede i soveposen. Det er luksus for mig.

Telt – Nikkaluokta (14 km + 10 km)

Vi kommer på højkant efter 12 timer og tager en endnu en stille og rolig morgen uden hastværk. Den sidste bacon bliver stegt på panden i teltet. Bacon, ost og smør er nu godt med en varm kop kaffe eller kakao. Vi har på denne tur haft en klods bacon med som vi hver dag har skåret 4 gode skiver af og stegt. Det kan varmt anbefales. 

Vi skal kun gå de sidste 14 km ned til Nikkaluokta, hvor der venter en god middag inden vi i morgen drager hjem. Teltet pakkes sammen og vi er ganske tilfredse med vores lejr. Langsomt bliver dalen bredere, da vi nærmer os civilisationen. Snescootere kommer os i møde og vi snakker med et par stykker inden vi over middag kan sætte skiene ved den lille hytte som vi har booket.

Men bedst som vi har sat os på hver vores seng og vores telefoner igen har dækning, kigger vi ud ad vinduet og på hinanden. Vi er ikke færdige med at stå på ski! Så vi spænder skiene og uden oppakning kan vi i god fart bevæge os ind til søen Láddjujárvi som ligger på vej ind til Kebnekaise fjeldstation. Vi finder en lille bakketop, hvor vi har den mest vidunderlige udsigt til Kebnekaisemassivet som står knivskarpt i solskinnet. Her sidder vi på en træstamme med forår under vores støvler og suger fjeldet til os en sidste gang inden vi må erkende, at det er tid til at finde tilbage.

Vi nyder middagen med nordsvenske delikatesser i den lille restaurant inden vi går til ro. Sjælendt har en skitur i Lapland været så perfekt og jeg må erkende og anerkende, at velafmålte dagsetaper på 15 km og en lidt lettere pulk, helt klar øger fornøjelsen ved at være ude på ski. Så da vi sidder i bussen tilbage til Kiruna, er jeg i tankerne allerede i gang med at planlægge et nyt lille eventyr.