Dag 21: 33 km Jänsmansholmen – Rörvattnet

Jeg kan tydeligt mærke forskel i kroppen, da jeg vågner den her morgen. Jeg fik så meget rigtig mad dagen før og efter en solidt morgenmåltid, er jeg så klar!

Thomas der har Jänsmansholmen stiller morgenmad an og giver mig lov til at smøre et par madder til frokost også. Imens jeg gør mig færdig, forsvinder han og da jeg skal gå, forstår jeg, hvor han har været. Han har lige kørt 2 km ud med sin snescooter for at lave et spor til mig, så jeg ikke skulle starte så hårdt ud! Jeg er hermed officielt nød til at fremover at heppe på Sverige i alle sportslige sammenhænge! De er verdensklasse ?

I skønt solskin lægger jeg Jänsmansholmen bag mig. Der er vindstille og utrolig smukt. Jeg nyder sporet og beder en stille bøn om at flere vil ud og køre på snescooter i dag, så jeg ikke selv skal spore i den dybe sne. I løbet af natten er der lige faldet yderligere 10 cm sne.

Sporet slutter og jeg kommer nu igen på arbejde de næste 6 km, hvor efter mine bønner bliver hørt. Stilheden brydes af motorstøj, men det er musik i mine ører. Det er stadig tungt, men scootersporet skaber en fast bund under skiene og pulken.

Jeg møder et par nysgerrige rensdyr som pifter efter mig… Jeg lugter nok lige så meget af dyr som dem!

Jeg har logisk set indset, at jeg ikke kan klare hele etapen frem til næste indendørs overnatning i et hug. 33 km er for langt. Absolut! Så planen er at telte efter 15 km… men dybt inde i mit sind, har jeg en lille stemme som hvisker: Du går sgu hele vejen….bare for at se at du kan.

Jeg holder en enkelt spisepause på et kvarter, men er ellers igang hele dagen. Kroppen arbejder stødt og roligt alt imens jeg lytter til podcast. Timerne går.

Midt på eftermiddagen konstaterer jeg pludseligt, at min ene bindning er defekt. Der sidder to metalstykker som griber om den stang jeg har under støvlen. Den ene er knækket! Det er skidt. Jeg har en ekstra binding med, men jeg har aldrig prøvet at skifte den. Jeg får drejet det løse stykke metal, så jeg kan få støvlen ned i hak igen. Bindingen sidder altså fast i den ene side og jeg fortsætter selvom stabiliteten mangler. Der er 18 km tilbage. Så må jeg bare lade være med at tage skien af før jeg er fremme. Holder den ikke, må jeg slå telt op.

Men det går frem ad og efter en fin nedkørsel i skoven, når jeg kl.17 ned til søen Rörvattnet. Nu er jeg jo lidt af en kilometer-optimist, så jeg har sat mig selv i hovedet, at nu skal jeg bare et smut over søen, og så er den ged barberet. Et skilt får mig tilbage til virkeligheden. 8 km. Det er 2 timer. Det er mørkt. Det begynder at sne og det viser sig, at der ikke er sat markering ud på søen. Altså ingen reflekser at gå efter.

Jeg tænder pandelampen og koncentrerer mig om at se snescooter sporet. Går i min egen lille verden indenfor lyskeglen og lytter til Mørkeland. Glidet er dårligt, fordi sneen er omkring plusgrader. Men jeg vil frem. Af og til tager jeg min kort app frem og ser min placering. Jeg undgår at kigge på min tracker. Vil helst ikke vide, hvor langt jeg har gået. Vil bare holde fokus på at komme sikkert frem.

Da jeg når enden af søen, kan jeg ikke finde sporet i den rigtige retning. Kort app stemmer ikke med virkeligheden. Jeg beslutter mig for at gå tilbage ved at følge søbredden. Et eller andet sted må der være et spor som fører op til Rörvattnet by. Jeg ved faktisk ikke, hvor jeg får roen fra, men den er der. Da jeg runder en lille odde, rammer mit lys en refleks som viser sporet videre. De har altså lagt sporet om. Sandsynligvis på grund af åbent vand, hvor den lå før. Jeg aner et par lys fra de små gadelamper og føler mig ekstrem stærk. 33 km på 9 timer. Det kunne altså godt lade sig gøre!

Der lille fjeldhotel har åbent og værtsparret er så imødekommende. Jeg har været her før, men det føles endnu dejligere den her aften. Jeg er kommet tids nok til elg roastbeef med rodfrugter og flødesauce. Vi spiser sammen og Stig lover at hjælpe mig med min binding i morgen og jeg beslutter med det samme, at jeg vil tage en ekstra dag her. Alt andet vil være at snyde sig selv for noget utroligt rart og det er jeg blevet for gammel til at gøre.

Dag 22: Rörvattnet 

Hviledag er ikke værst. Der skal spises og stængerne skal hvile. Stig hjælper med at skifte min binding og næste gang kan jeg selv. Teltet tørres og skins bestilles.

Jeg får kontakt til én der har en hytte i næste lille by, hvor jeg også (forhåbentlig) kan hente min depotpakke nr. 2 og købe en bunke marcipanbrød! Jeg er løbet tør for chokolade og guf, hvilket er altødelæggende for min diæt. Desværre åbner den lille butik først mandag kl.10, så søndag må jeg nøjes med resterne  i pulken.

Jeg er meget i tvivl om, hvilken vej jeg skal vælge at gå fra mandag. Skal jeg fortsætte i Sverige med risiko for at jeg kommer til at spore selv, da der ikke må køre snescooter og risiko for at der er elve som er åbne? Eller skal jeg køre via Norge, hvor der er norske scooterspor? En omvej på ca. 2 dage? Stig giver mig nummer på en samisk mand som måske kan hjælpe mig med mine spørgsmål i morgen.

Bruger ellers min dag på absolut ingenting. Spiser stort varmt måltid til frokost sammen med et hold scoterfolk. De er ved at falde ned af stolen over at jeg skal gå yderligere 1000 km.

Til aften spiser jeg sammen med Stig og hans søde kone. Vi får stor bøf med grøntsager og pommes frites og bearnaise og jeg topper det med en gang flødesauce og runder af med en halv liter cola med sukker! Så er der vist benzin i tanken ?

Dag 23: 21 km Rörvattnet – Valsjöbyn

Sneen vælter ned, da jeg lægger fra land i Rörvattnet. Det er lige omkring frysepunktet og sneen klamper under mine ski. Pakker til sidst skiene på pulken og går indtil jeg er i Rötviken, hvor jeg drejer fra og krydser op i terrænet i retning af næste lille landsby.

Snebygerne kommer og går, men jeg går i læ for vestenvinden. Jeg har en såkaldt øv dag. Sådan en dag, hvor jeg ikke lige kan få øje på det fantastiske i at være mutters alene langt væk hjemmefra. Fælder et par tårer og tænder en podcast.

Ude på Sausjön blæser det frisk og jeg er ekstra glad for at jeg har fået sat prærieulv (bare rolig, den er certificeret efter gældende eu-regler) på min skaljakke, så jeg kan beskytte mit ansigt. På modsatte bred sidder jeg en stund på pulken og nyder solen og fantasere om det chokolade jeg ikke har mere af!

Alt i mens jeg går i mine egne tanker dukker to elge op. En ko og en stor kalv. De vender om på hælene og forsvinder og har altså ikke tid til en fotosesession med mig.

Da jeg nærmer mig Valsjöbyn, slår vejret om igen og en frisk vind og snebyger fyger ind fra Norge, da jeg krydser Rengen. Heldigvis er der rusk markering på søen og snart glider jeg ind i den lille landsby. Jeg sender lange længselsfulde blikke i retning af den lille butik som forhåbentlig har min næste pakke med mad liggende og ringer derefter til manden jeg har lånt en hytte af. Jo, nøglen sidder i døren i det lille røde hus til højre….

Varmen er tændt og jeg sidder en stund og falder i staver. Orker ikke rigtigt at pakke ud og skifte tøj. Nervøsiteten for morgendagen kan mærkes. Hvilken vej skal jeg gå? Er min pakke kommet frem? Er der mon nogen jeg kan få lidt gode råd af? Har det bare bedst med at have styr på næste dagsetape inden jeg skal sove, men det er bare ikke muligt lige nu.