Dag 38: Hviledag i Hemavan 

Jeg trænger virkelig til en fridag fra skiene og det skal vise sig, at det er den helt rigtige dag.

Vågner til seriøst tøvejr. Plusgrader og sjap. Mine negle er nylakerede i farven “Heatwave”, men jeg håber ikke det får permanent indflydelse på vejrfronten! Håret er nyvasket og det samme er mit tøj. Nu er der så skienes tur til at blive frisket op, så jeg trasker et par kilometer med dem på nakken for at finde nogen der kan hjælpe med det. De er godt ridset og medtaget på for- og bagski af små sten der har sat sig og de hårde isede underlag på vejstrækningerne.

Jeg får handlet de småting jeg mangler og pakket om, så jeg er klar til næste deletape på omkring 10-12 dage. Desværre er mine nye skins ikke dukket op i posten og jeg kan mærke, at det går mig på, at jeg kun har et par nu.

Resten af dagen går med at ligge ned og så kommer tur-kulleren snigende ind på mig. Det er svært at forklare, hvad der gør det,  men der kommer højvande i tårekanalenerne. Det er trættende at gøre alt i eget selskab hele tiden. Især at spise alle måltider alene. At skulle håndtere alle beslutninger selv. Måske savner jeg ganske enkelt bare en stor krammer. Jeg ved det ikke.

Hviledage er nok bare ikke lige super godt for min psyke lige nu. Så hellere være igang og have blikket stift rettet mod nord.

Dag 39: 24 km Hemavan – Syterstugan
Det svenske ord for vejret i dag er “mulet” og jeg synes godt man kan fornemme på det ord, at det er træls vejr. Det sner vådt og klamt.

Jeg prøver igen ved postudleveringen at få en pakke fundet frem med nye skins, men den har Postf…. nord smidt væk! Pakker min pulk og spiser morgenmad. Det er svært at komme videre. Savner dem der hjemme, men ved også, at det hjælper, når jeg igen er igang.

Jeg spørger én af de unge der arbejder på fjällstationen om, hvordan jeg finder Kungsledens start i skibakken, hvor til han spørger om jeg da ikke har liftkort! Nej, her gælder det egen motor – også på slalombakken!

Så jeg må på den igen. Foran mig ligger tre timers op ad. Men jeg har faktisk efterhånden vænnet mig til det. Det går jo altid over. Er faktisk begyndt at inddele en stigning i antal podcast der skal til. Det står først rigtig slemt til, hvis jeg er nød til at høre to gange Mads & Monopolet. Så er det i mere end en forstand op ad bakke!

Da jeg kommer over trægrænsen er der ikke noget spor, men det slår mig nu heller ikke ud. Det kommer jo, når jeg rammer scootersporet som fører op til Viterskalstugan som ligger efter godt 12 km. Jeg når til den ved et tiden og glæder mig allerede på afstand til de varme vafler med flødeskum og multebærsyltetøj som jeg ved at hytten er kendt for.

Ved hytten er der en del aktivitet, fordi noget teknisk fly personale og en gruppe unge mennesker er på kursus i bivuak og vinterteltning. Lige inden jeg kommer til hytten, ser jeg to foran med store pulke. Jeg har fulgt deres spor og kan se, at ihvertfald den ene, tager skiene af, når det går op ad… Hytteværten fortæller mig, at det er en dansk og en tysk mand og at deres pulke vejer 70-80 kg! Hold da op, at de orker!

Jeg sludrer med vaffel-damen og spiser resten af gårsdagens kolde pizza. Solen skinner nu og udsigten til Syterskalet – en smal dalgang med fine toppe på hver side, er formidabel. Jeg er lettet over at vejret er med mig. Netop Syterskalet kan være meget blæsende og hårdt at komme igennem.

På et par timer er Syterskalet klaret og jeg går forbi vindskydet og kan se at de to med de tunge pulke har valgt at blive der. Jeg vil nu hellere lige tage den næste stigning med og sove i Syterstugan.

Solen går ned, da jeg holder ved døren. Jeg har selskab i hytten af et ungt par, hvor han er ude på Sverige rundt – et projekt på et år med vandring, ski og padling. Respekt! Hytteværten er en sød ældre dame som tydeligvis er glad for selskab, så vi tilbringer aftenen sammen alle fire. Det er skønt at være kommet på Kungsleden og møde andre på ski. Det er der en vis charme ved.

Dag 40: 13 km Syter – Tärnasjö
Det ser ud til, at jeg godt kan begynde at vænne mig til “mulet” vejr. Våd sne i store fnug daler ned. Jeg tøver. Gider faktisk ikke rigtig den slags vejr og overvejer at blive nede i soveposen og tage en slapper.

Spiser morgenmad og ser at de to med de store pulke holder udenfor. Dem må jeg da lige snakke med. Den ene er dansk og forklarer pulkens vægt med at de er ude på langtur. De skal køre 650 km og har alt med. Også mad til hele turen. Danskeren har været i dansk tv i forbindelse med sine forberedelser til turen. Han har ikke lange skins med og jeg foreslår, at han bestiller dem med det samme og får dem sendt til næste by, men det forslag er vist ikke aktuelt… Jeg forstår ikke helt pointet i den slags, men der er jo så meget vi kvinder ikke forstår! I mine øjne svarer det til at køre med firkantede hjul på bilen OG binde en betonklods bag på. Men på den anden side, hvem gider modtage råd fra en kvinde med fletninger og skrig orange neglelak her ude midt i fjeldet?

Så jeg kryber ned i min sovepose og ser vejret lidt an. Jeg har dækning og sammenligner med udsigten for næste dag – Mulet! Så er der jo intet vundet ved at udsætte det.

Så på med plankerne, Abba i ørerne og så fuld ild!. Henter de to og fortsætter ud på Tärnasjö, hvor jeg i det fjerne kan se en til med pulk. Han holder pause og jeg når op til ham og han har faktisk en fin husky med til at trække. Han er fra Schweiz og vi følges ad resten af turen frem til Tärnasjöstugan og snakker hele vejen.

Hytteværten byder velkommen og vi får varm saft og jeg får mit eget rum. Det har kun taget tre timer i dag, så klokken er jo bare to. Men satser på en lang dag i morgen, så lidt afslapning er ingen skade til. Der kommer flere folk til – også de to fra tidligere, men de skal jo videre og telte.

Sidst på dagen er saunaen varm og det er jo svært at sige nej tak til. Jeg laver en kæmpe portion af mit eget tørrede mad og spiser tre dybe tallerkenfulde med top! Så slipper jeg nok for at skulle op klokken fire i nat for at spise…

Dag 41: 39 km Tärnasjö – Ammarnäs

Jeg er tidligt på benene i dag. Jeg har besluttet, at jeg vil hele vejen til Ammarnäs. En lidt stor mundfuld, men mon ikke det går?

Gæt et vejr… mulet! Men det blæser ikke. Fra Tärnasjö hytten er der en pæn stigning fra starten og uden spor de første kilometer, men så fryser man jo ikke! Jeg klør på og glæder mig blot til jeg rammer scootersporet. Som sædvanligt. Det er dog kun lige omkring frysepunktet, så glidet er ikke fantastisk.

Efter en time indhenter jeg de to tunge pulke. De slider i det, men de har jo 40 kg mad at tage af, så de kan sagens tillade sig at fråse med kalorierne.

Det sner og frem til Servestugan ser jeg ikke ret meget andet end mine egne skispidser. Det går jævnt op og det er tungt føre. Jeg skal være ved hytten senest ved et tiden for at det er fornuftigt at fortsætte yderligere 22 km.

Jeg må have et indre ur som er fuldstændig finstillet  – er ved hytten kl. 13. Jeg er gennemblødt af sved og bliver hurtig kold, så jeg holder under en halv times pause inden jeg fortsætter.

Jeg er efterhånden blevet klar over forskellen på scooterspor. De hurtiggående scootertyper har en bred og grov profil under så de kan race og køre i dyb sne. De pulveriserer sporet og gør det anstrengende at gå i med ski, fordi sneen bliver pløjet op og det bliver blødt. De mere rolige modeller har smal profil og efterlader et langt bedre spor – især hvis lillemor er med på bagsmækken og de har en anhænger med. Så er dagen reddet for mig! Fladt og fast spor.

Jeg får netop sidstnævnte spor efter frokost og en skøn nedfart til søen. Søer skal man sætte pris på, fordi de er så jævne, men de er også lidt uendelige at gå på. Kilometer efter kilometer. Solen prøver at kaste et par strejf efter mig og jeg går og glæder mig til den burger jeg skal have til aften.

De sidste 8 km tager jeg på vejen og det går jo glat. Jeg sigter efter at nå den lokale butik inden klokken seks, så jeg kan få frisk brød med videre. Jeg når det lige akkurat. Inden i den lille butik har de et par ski stående til udlejning med samme skinsystem som mine. Jeg spørger om de sælger korte skins, da jeg jo nu kører på mit nr to par og dermed ingen ekstra har. Først tøver han, men da jeg siger at jeg er Vita Bandara, vil han naturligvis hjælpe. Og hvis jeg ikke for brug for dem, skal jeg bare sende den retur, så fprcjeh pengene tilbage. Hvilken super hjælpsomhed!

Godt træt, men fornøjet over at have klaret 39 km og nået Ammarnäs, styrer jeg mod Ammarnäs Wärdshus og tjekker ind på vandrerhjem med bad og skøn burger (kunne faktisk godt have spist to hovedretter, men kunne ikke få mig til at bestille igen).

Så nu ligger jeg med benene oppe og håber på godt vejr og perfekt føre i morgen alt imens jeg glæder mig over, at coronapanikken ikke er kommet til mig. Jeg ovenikøbet beskidte fingre og kun en halv rulle wcpapir til de næste 5 dage…bare jeg overlever!