Dag 49: 16 km Kvikkjokk – Pårte
Da jeg vågner på fjällstationen, kan jeg mærke, at jeg skal videre. Pludselig føler jeg mig for tæt på folk og dermed i risiko for at blive smittet med Corona virus. Ikke så meget fordi det i sig selv skræmmer mig, men mere tanken om konsekvenserne for min mulighed for at nå i mål. Jeg vil hele vejen! Jeg tror dog, at jeg er alene på stedet her til morgen – hende der driver det siger, at 50 % indtil videre har afbestilt. Men altså ingen hviledag her for mig.

Jeg havde nu i øvrigt svoret, at jeg skulle komme der til, hvor jeg ville betegne en dagsetape på 16 km som en halv hviledag, men efter så mange dage på ski, er det realiteten. Så jeg pakker sammen, sætter en podcast på og tager bakken op fra Kvikkjokk i raskt tempo. Solen skinner ned mellem granerne og sporet er fint.

Turen op til Pårte er lige så kedelig om vinteren som om sommeren og det giver for en gangs skyld plads til lidt konkret tankevirksomhed. Nogen tror, at når man sådan trækker stikket til sin normale tilværelse derhjemme og rejser ud, så går man rundt derude og får tid til finde ind til sig selv. Finde ud af, hvad man skal og hvad man drømmer om. Hvilken forandringer der skal ske, når man kommer tilbage. De store spørgsmål i livet så at sige.

Faktum er, (jeg tror ikke jeg er den eneste der oplever det) at man overhovedet ikke tænker store eksistentielle tanker. Ja, nogen dage tænker man ikke på en skid! Man er bare i nuet og når det så lakker mod enden og tilværelsen banker på igen, opdager man til sin skræk, at man ikke er kommet i mål med den del. Men måske har hjernen bare haft utrolig godt af at have fri fra kontrollerede tanker? Måske frigører det ubevidst plads til at vi på et senere tidspunkt rent faktisk “ser lyset” og finder ind til noget vi vil gøre anderledes? Frigører RAM på harddisken så der bliver plads til nye idéer? Men man bliver skuffet, hvis man tror man har færdige løsninger på livets store spørgsmål med hjem.

Mine tanker kredser mest om målet i nord. Jeg er nu på vej op til mit sidste depot. Pludselig er det inden for rækkevidde og jeg bliver bevidst om, at der bare ikke er noget der må gå skævt nu. Jeg er for tæt på og det gør mig nervøs. Som det sidste straffespark der afgør kampen. Men jeg er nød til at fortsætte med kun at se én dag frem af gangen for ikke at blive småneurotisk og bange for min egen og nu også andres skygge.

Så jeg sænker blikket og kigger på mine skispidser i stedet for. Overvejer nøje, om jeg skal drikke kakao cognac som det første, når jeg kommer frem eller starte med lidt suppe. Se det er beslutninger man kan forholde sig til!

Hytteværten har ikke set gæster i tre dage og skynder sig at fyre op for mig i den iskolde hytte. Pårte hytten ligger så fint og sneen daler sagte ned, da jeg lyner soveposen op og falder i dyb søvn. Hvilken luksus det er at sove til middag!

Dag 50: 25 km Pårte – Aktse
50 dage! Det føles som en evighed siden jeg forlod udgangspunktet. Ting jeg oplevede i starten, mennesker jeg mødte og modgang jeg følte, alt er så lang tid siden. Hver dag har jeg pakket min pulk på præcis samme måde. Hver enkelt ting har sin plads i farvede poser. Rutiner er blevet indarbejdet, dagene er blevet til uger og nu snart måneder, uden at jeg tænker over det.

Jeg forlader Pårte hytten i strålende sol og -20°. Hvilken herlig dag at være ude i! Jeg skal bare følge de røde kryds og nyde hvert minut. Ved middagstid krydser jeg den regulerede sø Tjaktjajaure og forundres igen over det mærkelige landskab. Vandstanden er godt 25 meter lavere end normalt og det efterlader et månelandskab som jeg kører ned i. På den anden side holder jeg kort spisepause og kan se de mange snescootere som kører rundt ude på bunden af søen for at fiske. De ligner små fortravlede myrer.

Kort tid efter får jeg lidt dækning på telefonen og kan se, at den finske grænse nu er lukket. Det meddeles, at hvis vi som Vita Bandara krydser grænsen, når vi skal hjem fra Treriksrösat, så diskvalificeres vi af organisationen. Hvis vi stopper i Abisko og undlader at køre de sidste 170 km, bliver vi godkendt alligevel. Men jeg vil til Treriksrösat! Jeg taler med Ole om problemet. Jeg må finde en på snescooter med vogn som vil køre op og hente mig den dag jeg når målet, så jeg kommer retur gennem Sverige. Jeg har ingen andre muligheder. At gå retur går ikke, da jeg ikke kan have mad med til dobbelt strækning.
Det sætter tanker igang som jeg ikke burde skulle slås med nu.

I princippet er det vanvittigt, at vi der kommer ude fra fjeldet ikke må gå ud til vejen i Finland og tage en taxi direkte ned til svensk/finske grænse, gå tilbage over grænsen til Sverige og tage bussen til Kiruna. Det er jo en enkelt time i transit! Jeg har været ude siden 1. Februar og dermed inden nogen overhovedet talte om corona.

Kort tid efter går jeg forbi en lille gruppe på snescooter som sidder i solen og laver kaffe på bål. De er fra Jokkmokk og vi sludrer en stund. Den ene giver mig navnet på én fra Abisko som måske kan hjælpe mig med transport. Jeg må bruge min hviledag i Abisko til at finde en løsning. Jeg vil ikke kunne forlade Abisko og gå nord på uden at have en klar aftale med nogen. Målet ligger ude i ingenting og jeg vil ikke selv kunne komme tilbage uden ekstra mad. Jeg kan mærke, at situationen stresser mig.

På søen over til Aktse møder jeg endnu en herre på snescooter som er meget snakkesalig. Han synes, at jeg skal have hans madpakke og jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at sige nej, men tør omvendt ikke spise den. Det føles som helligbrøde at smide den ud, da jeg kommer frem, men risikoen er for stor og jeg hader, at jeg skal tænke sådan! Især herude.

Fremme ved Aktse er der endnu et hold snescooter folk som er ude og fiske og jage. Den ene har faktisk en hytte oppe ved Torneträsk som jeg må overnatte i, hvis jeg altså vil kunne finde den. Han giver mig et par tips til strækningen fra Abisko og tilbyder at hente mig på snescooter på nordsiden af Torneträsk og efterfølgende køre mig til Kiruna i bil.  Hvilken hjælpsomhed! Endnu en gang er jeg taknemmelig for, at jeg har lært mig selv tilstrækkeligt svensk til at de sødeste og mest hjælpsomme svenskere kan forstå mig.

Dag 51: 13 km Aktse – Sitojaure

Vejrudsigten lover hård vind over middag og jeg forlader derfor Aktse kl. 6.30. Aktse ligger meget smukt ved indgangen til Rapadalen og især om sommeren er stedet her virkeligt smukt. Men. For der er et men. For at komme videre nord på, skal jeg op af den solide stigning på godt 3 km, hvor af den første kilometer er virkelig stejl. Det er tungt med pulken og skiene må af. Men så fryser jeg da ihvertfald ikke…

Det er en gråvejrsdag og da jeg først er oppe på fjeldet, er udsigten lidt kedelig. Jeg kommer hurtigt frem til Sitojaure stugan og overvejer lidt frem og tilbage om jeg skal blive eller fortsætte. Beslutter mig for det første og får dermed nærmest en hel eftermiddag i soveposen imens vinden tager til udenfor. Bruger tiden på at finde en løsning på mit transportproblem efter målgang og flere reflekterer på mit opslag på FB og forsøger at hjælpe. Hjælpen skal dog vise sig at komme fra en uventet kant.

Jeg tager hul på endnu en roman og nyder, at jeg er langt væk fra resten af verdenen. Hvornår får jeg igen chancen for det?

Dag 52: 32 km Sitojaure  – Stora Sjöfallet 

Efter så mange timer på langs er det godt at komme i gang igen. Desværre til endnu en gråvejrsdag, hvilket faktisk er ret trist. Det kalder ihvertfald på podcast med positive toner at køre 19 km lige ud med udsigt til de næste 30 røde kryds!

Lige som jeg skal til og køre de sidste 3 km ned til Saltoluokta, ringer min far med nok dagens fedeste nyhed. Han har kontaktet de finske grænsemyndigheder og de har ekstraordinært givet tilladelse til at jeg må krydse grænsen til Finland for at komme hjem efter målgang. Det foreligger på skrift og jeg er så lettet. De kunne godt se, at det ville være forkert at bede mig om at gå 150 km tilbage gennem Sverige istedet for at lade mig gå de sidste 13 km ud til vejen i Finland for at tage en taxi en time ned til den finsk/svenske grænseovergang ved Karasurando og herfra videre med svensk bus mod Kiruna.

Med den nyhed i tankerne fortsætter jeg ned. Ovenikøbet i uhørt fin stil uden at falde eller gå. Pulken er føjelig og samarbejdsvillig og jeg er glad.

På Saltoluokta fjeldstation sætter jeg mig og venter på at der åbnes for frokost. Imens ringer jeg til Stora Sjöfallet mountain center som ligger 13 km længere fremme og spørger om jeg kan overnatte der. Det kan jeg godt og ejeren af stedet er faktisk på vej til Saltoluokta et smut, så vi når at hilse på hinanden. Han og en kammerat er ude og fotografere lidt.

Jeg spiser linsesuppe og grønt, men mest af alt frisk brød med tandsmør og ost. Brød er nok det jeg synes er sværest at undvære herude. Med fuld mave fortsætter jeg ned på søen. Her er det ekstremt vigtigt at følge scootersporet, da søen er reguleret og har svag is mange steder. Til gengæld er det nok turens absolut bedste scooterspor og jeg har frisk vind i ryggen. Halvvejs overhaler de to på fotoshoot.

Inden fire er jeg fremme og når både at sludre med buschaufføren der kører bussen til Gällivare og hende der er blevet sat bag disken. Når jeg tænker efter, så er det helt utroligt så mange forskellige mennesker jeg har talt med på to måneder. Det er disse tilfældige møder og samtaler som har givet min tur indhold og gjort den til noget helt særligt. Det er ikke distancen i sig selv, men mødet med mennesker som viser interesse, hjælper og hilser som giver den dybere mening. Nogen møder har jeg nævnt her, men mange flere, som hver og en udgør små fragmenter, har samlet set givet mig stor daglig glæde – de har hver især hjulpet mig frem.

Nu vanker der varm mad og bad. Jeg får den skønneste elgsteg med skøn sauce og ovnbagte kartofler. Den ret sad lige i skabet! Veltilpas indretter jeg mig i vandret position og afventer, hvad morgendagen vil bringe.