Dag 2: Dogcross
Det er jo ferie, så vækkeuret ringer klokken 6. Men det gør ingenting, når man har 5 glade hundebasser der venter på en.

Vi spiser morgenmad, fodrer hunde og pakker sammen. Aftenen før lærte vi at sætte natline på hundene og fodre. Vi graver hundelort ned – faktisk føles det ikke nær så klamt i sne og minusgrader som en varm sommerdag under sålerne på ens ynglingssko

Vi har parkeret mellem birketræer og det er unægteligt ret vildt at starte topmotiverede hunde i dyb sne med træer helt tæt på, men vi kommer fri og det går i god fart ud over søen.

Vi ved ikke, hvor længe vi vil kunne køre i dag, når solen først får fat, men først skal vi et par hundrede højdemeter op og derefter tage en kraftig nedkørsel til Aktse. Den gruer jeg lidt for og det skal vise at være velbegrundet.

Det går ned ad. Jeg vælter for første gang og bakser lidt med at få fastgjort ankeret og rejst slæden op og holde fast. Så går det ellers rigtigt stejlt ned gennem skoven i et smalt spor. Selvom jeg står med begge fødder på bremsen og presser med mine 60 kg, kan jeg ikke bremse helt op. Det her er motorcross bare med hunde. Dogcross.

Matti giver besked om at vi skal omkoble hundene så de ikke kan trække ved hjælp af selen, men kun med halsbåndet. Det hjælper lidt, men adrenalinen pumper i min krop og jeg er ret bange for at miste grebet og hundene. Men det er omvendt tydeligt, at Matti ved, hvad vi har gang i og at det nok skal gå. Eller som man jo siger: Ned kommer man jo altid.

Solen brager igennem, da vi slår os ned i en lysning med udsigt til Skierfe klippen og spiser frokost og det er vel cirka 10 grader. Plus!

Vi kan ikke køre ret meget længere i den varme. Så planen er at køre ud over søen ved Aktse, over en skovstrækning og krydse en reguleret sø, hvor vi vil hvile til det bliver koldt igen.

Med udsigt til Skierfe og indgangen til Rapadalen krydser vi søen. Overfladen er isblå og hvid. Himlen knaldblå. Det er magisk!

Fuldstændigt enestående at glide henover isen til lyden af slæden, hundenes små flittige potter og deres åndedræt. Det bliver svært at finde øjeblikke bedre end dette.

Vi må stoppe på en grusbanke ved totiden. Vi sætter os, ligger, slapper af, drikker te, henter vand, taler med samer. Spiser. Repeat.

Solen bager. Vi ligger med udsigt til Sarek og foretager os absolut ingenting i godt 8 timer. Vi læser ikke en gang. Der er heller ingen dækning, så tiden fordrives heller ikke på Facebook.

Det er jo egentligt en givtig mulighed for at træne evnen til at vente og til at få et mere afslappet forhold til ventetid. Når man først kan finde ud af vente. Altså rigtig vente. Så vil 5 min ekstra tid ved kassen i Netto ikke mere kunne forvandle dig til en møgirriterende, utålmodig kunde. For hvad betyder 5 minutter, når man kan vente dagevis uden at hæve hvilepulsen?

Vi fodrer klokken seks og hundene må ikke trække før efter 4 timer, så vi laver biksemad og tager en lille lur til. Temperaturen falder, da solen går ned over Sarek og tusmørket kommer snigende. Jeg er træt og lidt kold da vi endelig pakker sammen og starter igen klokken 22.30.

Vi skal godt 300 højdemeter op og slå lejr ved en ravine på godt 800 m.o.h. ovenfor trægrænsen. Jeg ville normalt ikke planlægge at telte så udsat, men jeg forstår Mattis overvejelser. Vi har stadig godt 200 h.m. før vi er helt oppe på fjeldet Kabla og på den her måde, har vi bidt opstigningen over. Desuden udnytter vi de lavere temperaturer optimalt ved at køre op sent på aftenen.

Vi er oppe, da det næsten er mørkt og pandelamperne tændes, så vi kan se at gøre hundene klar til natten. Det er stjerneklart med let vind. Vi slår telt op hver især og gør klar til natten. Ved midnatstid samles vi i Mattis telt, hvor der er plads til at vi alle kan sidde og drikke te og spise godis inden vi lægger os i vores soveposer.

Vi er ømme i kroppen. Det er uvant at håndtere slæden og ikke mindst at løbe i dyb sne og man er jo fyldt lyvogtyve for ganske nylig. ..så kroppen giver sig i sømmene.

Dag 3: Vi vender døgnet

Vækkeuret ringer igen klokken seks og da vi kravler ud af teltet indser vi, at vi har overnattet på femstjernet hotel! Hvilken fantastisk solopgang og udsigt!

Og så er der morgenbuffet med grød, yoghurt, brød, ost og kanelsnegle i Mattis telt. Vi får energi i kroppen og er klar til endnu en dag.

Vi skal starte i meget dyb sne, på skrå op ad. Det nærmest skriger på haveri! Jeg vælter og Gus stiger ud af sit halsbånd. Jeg synker i til skridtet og må kravle frem til ham og få halsbåndet på igen, men derefter kører det. Det vil sige vi skubber og løber for at hjælpe hundene op af fjeldet, men belønnes med det mest storslående udsigt til Sarek Nationalpark jeg har haft.

Nedkørslen på bagsiden af Kabla fjeldet er fantastisk. Utroligt smuk og det er skyfrit i alle verdenshjørner. Jeg har aldrig været på denne strækning, da det typisk er en snescooter rute til Årrenjarka, men når man ikke selv skal gå op, så er denne vej langt smukkere end Kungsleden ned til Pårte og Kvikkjokk.

Allerede sidst på formiddagen er vi nede i skoven og det er varmt og vi slår lejr ved et lille shelter. Matti finder brænde, tænder bål, tryller teleskop grilspyd frem og svenskernes klassiske Falukorv (kødpølse) som vi griller og spiser på brød.

Hundene er placeret på deres natliner og sover. Mine to bageste hunde er ganske særlige. Nenana og Gus er virkelig forelskede. Mine to lovebirds.

Når de løber ved siden af hinanden, vender Gus ofte snuden mod Nenana og kysser hende på kinden. Når jeg trækker selen på hende, klæber han nærmest til hende. De er så kælne. Det er alle hundene uden undtagelse og i sådan en grad, at det er fuldtidsbeskæftigelse at kæle for dem. De elsker kontakten med os selvom vi er fremmede for dem. Ens hjerte smelter og deres behov for at skide i fuld galop foran min slæde tilgives øjeblikkeligt.

Öya i midten er ret stor og lidt af en uvorden dame. Når vi starter er hun altid en af dem der hyler og det vil Matti ikke have. Hundene må ikke have lov at gejle hinanden op inden start.
Forrest har jeg kælepotten Sofia som i år får lov at få hvalpe og ved hendes side Clare. En klog lille førerhund som rent faktisk bliver stående, når jeg råber “Stanna Clara” og starter når jeg giver hende signalet (jeg siger, “yup yup”). Det virker.

For at hente vand er vi nød til at tage snesko på. De er rimelig besværlige at gå med og det er mig en gåde, hvorfor nogen vælger at gå tur i fjeldet på snesko i stedet for ski. Men her i de fuldstændig uundværlige. Vi henter vand i en lille bæk og bærer det i nogen specielle vandposer.

Over middag slår vi teltene op og tager nogen timer på langs indtil der igen skal fodres. Til aften får hunde to slags tørfoder med lidt vand på og hakket kød som er frossen. De spiser sne for at dække deres væskebehov. Ved fodringen skal nogle af hundene nødes lidt for at de får spist op, så det tager lidt tid. Til morgenmad får de kun kød og det er de rigtig vilde med.

Til aftensmad står den på laksesuppe og vi sidder længe i shelteret og snakker inden vi pakker alt sammen i mørket og gør klar til at køre gennem natten under stjernerne. Alt er stille lige indtil hundene fornemmer, at vi skal videre.

Fortsættelse følger….