Jeg sidder med fødderne i et lille orange fad fyldt med varmt vand og shampoo. Oven på endnu en dag med 35 km, et fodbad langt vigtigere end hårvask og så kan jeg jo samtidigt vaske mine mudrede strømper.
Jeg er helt alene her i det lille anneks i Västerfjäll som jeg har lånt af en sød svensk kvinde jeg aldrig har mødt. Der er faktisk ingen i de små hytter omkring mig. Men jeg nyder roen. Får tændt op i brændeovnen og hentet vand så jeg kan koge vand til mad. Solen går ned over fjeldet jeg skal op over i morgen. Jeg har nu været ude i 2 uger og det er en uge siden jeg startede på Kungsleden i Abisko.
Tidsplanen har været stram og derfor har der heller ikke været plads til en hviledag. Jeg synes ikke det gør så meget. Kroppen har det forbløffende godt og bare jeg hviler 12 timer hvert døgn, så er jeg klar til en ny etape.
Det føles allerede som en evighed siden jeg stod ved Kungsledens port.
Første stop var Alesjaure efter 35 km og som viste sig at gemme på en hyggelig overraskelse. Jan Bolander var stügvärd og da alle senge var belagt kom jeg til at sove som vip-gæst med alt , hvad det indebærer af goder. Jeg øver mig i mit svenske og får ros af de indfødte.
Den nordlige del af Kungsleden er i de grad overrendt i år og det myldrer med vandrerer fra mange nationer.
Næste dag møder jeg endnu en kvindelig grönabandar som er på vej nord på. Det er lidt mærkeligt, men det er som om vi kan spotte hinanden på afstand. Vi sludrer lidt og også i hendes øjne kan jeg se den særlige gnist som må udspringe af følelsen af at klare en kæmpe bedrift for egen kraft. Jeg er misundelig.
Jeg fortsætter helt frem til Singi og kryber træt i soveposen i en stopfyldt hytte. 37 km er langt i mit tempo, men hvis jeg skal nå at spise middag med min mor i Kvikkjock mandag aften, skal jeg ikke slentre af sted.
Vejret har indtil videre været på min side. Lidt regn, lidt sol og ca. 8 grader. Nogen har over natten drysset flormelis på alle fjeldtopperne og det er køligt på morgenstunden. Den første frost er her og myggenes timer er talte.
Turen fra Singi til Vakkotavarra er ingen kunst, men at tage de 37 km i ét hug kræver dog en vis fysik. Og lidt held. Det blæser op, men jeg har heldigvis vinden i ryggen, da jeg først kommer forbi Kaitumjaure og derefter til Teusajaure, hvor jeg skal med båd over søen. Bådoverfarterne foregår på faste tidspunkter, men jeg er heldig og kommer med båden over med det samme. Jeg slipper dermed for 3 timers ventetid, men må vinke farvel til chancen for at få lidt varmt indenbords. Jeg har ingen kogegrej med på denne del af turen, hvilket gør frokost til en saga blot.
De sidste 16 km til Vakkotavarra er drøje og den ene podcast afløser den anden. Jeg har snart hørt samtlige afsnit at Finsk Terapi og Det andet Kapitel. Der må nye downloads til inden turen fortsætter.
Nu forholder det sig sådan, at bus rimer på fusk. Ihvertfald når man er Grönabandar. Så der er ingen vej uden om – jeg må tilbagelægge de næste 30 km på asfalt til Saltoluokta. Det blæser kraftig, men jeg har medvind og nyder faktisk at jeg ikke skal tænke over hvor jeg sætter fødderne. Der er ikke meget trafik, men et par biler tilbyder mig et lift. Jeg ryster på hovedet og smiler. I Stora sjöfallet spiser jeg frokost og snart er jeg fremme ved båden over til den hyggeligste fjeldstation Saltoluokta, et rigtigt bad og 3 retters middag. Selvom jeg er fremme kl 16 er det svært at nå mine 12 timers hvile. Bad, sauna, vask af strømper, lidt indkøb, middag og snak med familien derhjemme. Middagen er som altid god. Man seates af personalet og jeg får hyggeligt selskab af tre svenske herrer.
Vågner til strålende sol over fjeldet og efter en solid morgenmad får jeg snuden i sporet og er efter godt 4 timer ved Sitojaure, hvor vi er to der mod lidt ekstra betaling kommer over med båden med det samme. Turen frem til Sitojaure er let vandret og rensdyrene går så nær mig, at jeg kan høre deres grynten.
Med udsigt til Sareks toppe nyder jeg min store madpakke som i dagens anledning består af rigtigt brød. Det sidste stykke frem til Aktse er magisk.
Renerne er overalt og de halvstore kalve stikker snuden i sky og løber i takt med deres mødre.
Også i Aktse er der fuldt belagt, men hytten er smukt beliggende i en lysning ved Rappadalens udmunding.
Jeg vågner til den smukkeste frostklare morgen, men over søen hænger tågen tæt og det glaciergrønne vand gør det helt umuligt at skelne vandoverfladen fra luften. Stügvärden indviljer i at sejle os de 2 km over, men han har bekymrende lidt orienteringssans. Med hjælp af gps og kompas får vi han guidet over. Kombinationen af blikstille mælkeagtigt vand og tæt tåge gjorde stemningen på søen den morgen til noget særligt, men jeg blev også bekræftet i at mennesket har en tendens til at gå/sejle i ring, når de mister orienteringen.
Foran mig ligger 37 km og jeg er kommet sent af sted. Men foran mig venter min mor i Kvikkjock og en god middag. Jeg ved jeg kan klare det, men det bliver en lang uendelig dag i dyb skov med rødder, sten og mudder. Tiden går dog bedre da jeg får fundet en podcast med eventyren Kaj Spangenberg og af og til stopper jeg og plukker overmodne multebær i skovbunden. Efter 8.5 time kan jeg gå under porten ved fjeldstationen, hvor min mor venter med et kram.
Elghakkebøffen ligger godt i maven.
14. Dag på tur. En lidt speciel dag, fordi jeg skal ud på den strækning som jeg gav op på i mit første forsøg.
Jeg er tidligt over deltaet i båd og kan begynde turen op gennem den gamle tætte skov klokken 9. Jeg er fast besluttet på at jeg skal besejre mig selv i dag. Det regner af og til og sveden hagler af mig. Rygsækken er lidt tungere, fordi jeg har proviant med igen. Jeg møder et par grönabandar som er på vej i samme retning som jeg er. Vores veje har krydset de seneste dage. Dagen går og Solen kommer frem. Jeg passerer det sted jeg slog lejr sidste gang. Tager et billede og fælder en enkelt tåre.
Snart er jeg i ved den lille trækirke i Västerfjäll. Jeg finder nøglen til det lille anneks jeg må låne og føler mig lettet.