Lige så legende let det er at tage afsted på eventyr, lige så tungt er det at være ved vejs ende og vende hjem. Man glæder sig til alt, hvad man har savnet og har kært, men landingen i hverdagen og virkeligheden kan være hård og længslen efter enkeltheden ude på tur stor.

Det er nu fem måneder siden, at jeg krammede den gule betonklods i nord og blev katapulteret retur til en verden, hvor alt skal være så sterilt og agilt, at resultatet er fuldstændig stilstand og gråvejr.

Alle går rundt i venteposition alt imens uret tikker ufortrødent videre. Ingen lægger planer. Heller ikke jeg. Fordi de ikke bliver til noget. Men uden planer, drømme og nye mål, fungerer jeg ikke. Jeg går i stå og mister gnist og gejst. Så nu famler jeg efter nyt alt imens jeg sniger mig til at lukke øjnene og genbesøge de mange øjeblikke fra mit eventyr på ski.

Mange spurgte mig op til turen, hvorfor jeg ville gøre det. Jeg forsøgte at svare, men det var lige så svært at forklare som det er at beskrive duften af sex og sommerregn. Men alle mine ønsker til eventyret blev til fulde indfriet. Ønsket om at teste mig selv og klare mig selv under barske og krævende forhold. Drømmen om at blive den første dansker der gennemførte Vita Bandet. De mange spontane og livsbekræftende møder med mennesker på min vej. Ønsket om at leve enkelt og ukompliceret uden tanke på andet end at spise rigeligt med Marabou, tage mig sikkert frem og hvile. Alt sammen og meget mere fik jeg med mig og da jeg stod ved målet, var jeg klar til at gøre det igen. Det er jeg stadig. For tænk sig at kunne starte der, hvor jeg sluttede? Med al den erfaring og viden i bagagen, vil “en anden gang” blive en endnu større nydelse, fordi jeg ville være så meget klogere på en del. Det er vist det der kaldes erfaring…

Men jeg har ikke planer om noget nyt eventyr…. lige nu…… kun tanker, men sådan starter det jo altid..
Imens sysler jeg med at skrive en bog og holde lidt foredrag for at motivere og inspirere dig til at forfølge dine drømme. Giv lyd, hvis du vil læse og og lytte med.