Dag 42: 18 km Ammarnäs  – Ammarnäs

Ulempen ved at have erfarenhed med dårligt vejr i vinterfjeldet er, at man på egen krop har oplevet, hvor hurtigt vejret kan skifte og blive kritisk. De oplevelser har sat sig i mit baghoved, hvor de minder mig om, at man rent faktisk er ret lille, når vinden raser.

Det har gjort, at jeg har stor respekt for dårligt vejr om vinteren og kører efter et forsigtighedsprincip. Det betyder, at jeg ikke med fuld overlæg går ud i dårligt vejr, men hellere venter en ekstra dag. Kald mig bare en kryster.

Så dag 42 blev en anskueliggørelse i det princip. Startede efter klokken ni og fuldte scootersporet langs Vindelelven ca. 9 km. Indenfor 10 min blæste det frisk selv hernede i dalen og udsynet til fjeldene forsvandt i sne. Jeg ventede en stund og tjekkede vejrudsigten. 10-14 s/m oppe på fjeldet som jeg skulle videre over. Minus 15° og med vind, rundt -25°. Jeg tøvede. Skulle jeg chance den og tage opstigningen for at se om det ville gå? Slå telt op og vente til næste dag? Gå tilbage og tage turen igen næste morgen.

Brugte godt en time på beslutningen. Vil jo helst bare klø på og være hardcore og sandsynligvis ville det gå godt selvom jeg ville være presset. Men min erfaring siger mig, at jeg får en bedre og meget mere positiv oplevelse, hvis jeg er lidt mere forsigtig og ikke spiller sej. Tvivlen nagede mig virkelig, men til sidst gav jeg mig og vendte om.

Mødte på tilbagevejen en herre på scooter som jeg både havde hilst på igår og her til morgen. Han er fra området og vi snakkede en stund. Han kender fjeldet og syntes min beslutning var rigtig. Fjeldet er der også i morgen og det har han jo ret i.

Så det blev til lidt spildt krudt og et ekstra godt måltid mad (polled moose burger) og så må jeg tidlig afsted i morgen. Herregud, de 9 km kan jo klares på en enkekt omgang Bardabing!

Dag 43: 32 km Ammarnäs  – Sjnulttjie 

Jeg er i startboksen klokken 7. Det er en kold og klar morgen og sneen knirker som den skal. Der er lovet øget vind til aften, så jeg vil over fjeldet hurtigst muligt og allerhelst vil jeg komme så langt, at jeg er nedenfor trægrænsen.

Efter et par timer er jeg klar til at tage opstigningen. Forestil dig, at du først tager to timers løbetur i lavt gear, så to timer uafbrudt squat øvelser med vægt og så runder du af med en løbetur i roligt tempo i fem timer med en enkelt pause på et kvarter. Det er min dag på ski!

Det bider i rumpetten og baglår at gå med pulk op ad i to timer, men når enden er god, er udsigten det som regel også…

Solen skinner og jeg har en fantastisk udsigt 360° rundt heroppe på plateauet. Men jeg kan nu også godt se, at det var godt, at jeg ikke skulle krydse det i hård vind igår. Der er absolut ingen steder at finde ly. Det tager godt to timer inden jeg kan køre ned i næste dalgang. Flere snescootere stopper og snakker med mig på vejen. Det er jo altid hyggeligt.

Jeg møder en tysker på ski som er på vej op, da jeg kører ned. Jeg spørger ham om han skal telte. Det skal han og jeg minder ham om vejrudsigten som lover blæst.

Jeg holder en kort spisepause og snart forsvinder den blå himmel og alt bliver hvidt. Jeg fortsætter og snakker kort med to mænd på snescooter som spørger, hvor langt jeg skal da de bare vil sige, at der er udsendt klasse 1 varsel – hård vind op til 20-26 s/m. Det er nyt for mig. I morges stod der 15 m/s. Jeg skal derfor absolut ikke telte, men må i stedet nå frem til det lille vindskydd/sikkerhedskur som ligger godt 9 km længere fremme. Og det haster. Det blæser op og fyger, men heldigvis har jeg vinden i ryggen.

Endnu en ældre herre (same) stopper og spørger til mig og hvor langt jeg skal – det er lidt rart, at de ikke bare drøner forbi og er ligeglade. Også han siger, at jeg skal stoppe ved vindskydet.

Jeg skynder mig de sidste 8 km. Jeg vil ind i læ. Tænker på den stakkels tysker og håber, at han har klaret den over plateauet eller fået hjælp af scooterfolket.

Fremme ved vindskydet forbereder jeg mig på, at der nok højst sandsynligt ikke er brænde og der venter en kølig nat. Der holder to snescootere med vogne og da jeg åbner døren møder der mig en skøn varme. To mænd som er ude på rypejagt ligger og får varmen og inden de kører, bliver jeg tilbudt et lift ned til Adolfström. Det er jo fristende, men det er jo fusk. Jeg må vente på, at stormen driver over. I stedet bærer de lidt brænde ind og jeg kan indtage skuret.

Det er lidt primitivt, men på sin helt egen måde også hyggeligt. Der er kun en smal bænk, et bord og brændeovn. Det er ikke et sted man sover for sjov. Vinden tager til, mørket falder på og jeg er i ly. Jeg vil slet ikke tænke på, hvis jeg havde ligget i telt. Det havde jeg ikke klaret. Så enkelt er det. Det blæser kraftigt hele natten.

Dag 44: 21 km Sjnulttjie – Adolfström

Det har været en lang nat og jeg er noget stiv i kroppen, da jeg vågner. Vinden har lagt sig og jeg rydder pænt op efter mig inden jeg lukker døren.

Sneen er som silke at køre i og dagen idag bliver lidt en søndagsudflugt. Jeg skal kun 20 km og på vejen skal jeg forbi Bäverholmen Värdshus og spise frokost. Derefter videre til Adolfström, hvor det vel nærmest er obligatorisk at indtage the og kage hos Marianne i Handelsboden. Jo, det bliver en hård dag! Men nogen skal jo gøre det hårde arbejde..

Solen er kun på lynvisit, men føret er så fint. Selv nedkørslen igennem skoven til Bäverholmen går forrygende. Det føles næsten som om, at det er mig der styrer pulken og ikke omvendt. Midt her ude i ingenting ligger et lille pensionat med spisning – et udflugtsmål for scooterfolket her om vinteren. Jeg parkerer slæden ved siden af de andres og indtager pommes frites med ukendt stykke kød. Runder af med vafler med flødeskum og multebærsyltetøj. Så kører vi vist på fuld tank igen!

De sidste 5 km ind til Adolfström går alt for hurtigt og snart er jeg ved Handelsboden. Det er lidt svært at forklare konceptet, men en blanding af retrocafé og souvenirbutik beliggende i et lille samfund med 20 indbyggere for enden af alfavej. Stedet tilhører Marianne som er 75 år og i øvrigt også har en webshop og udlejer 15 hytter!

Jeg har været her før og elsker at komme indenfor, indånde den særlige atmosfære, sludre med Marianne og drikke the af fint stel. Det er helt særligt. Marianne kan huske min mors og mit sidste besøg og finder billedet frem, som hun tog til Facebook. Hun har drevet stedet siden slutningen af halvfjerdserne. Hun blev alene i 2016 og hun fortæller mig om den dag hendes mand pludselig døde og om begravelsen, hvor selv elven lå spejlblank og stille. Jeg bliver rørt, når hun fortæller, men glæder mig over at se, at hun fortsætter med at passe sit unikke sted. Har helt lyst til at blive et par dage og hjælpe hende.

Jeg lejer en lille hytte af hende og nyder et varmt bad. Selv om jeg ikke rigtig synes, at jeg har lavet dagens gerning, indtager jeg lige en stor portion af mit hjemmelavede aftensmad inden jeg triller omkuld i soveposen. Det er godt, at det ikke er søndag hver dag!

Dag 45: 21 km Adolfström  – Jäckvikk 

Det skal blive første dag på denne tur, hvor jeg rent faktisk har følelsen af at jeg nu snart er færdig. Kun 20 dags etaper tilbage. Det føles vemodigt at tælle ned. Det, at der nu er færre dage foran mig end bag. Det er så befriende og sorgløst at være på tur. Ikke at skulle tænke på noget. Ikke have ansvar for andet end ens egne simple behov. Bare køre på ski, sove og spise. Jeg tror faktisk, at bevidstheden om at jeg er i gang med de sidste 500 km gør, at jeg nu kan nyde lidt mere fra nu af. Trække tiden lidt ud måske…

Jeg nærlæser efterhånden vejrudsigten med samme grundighed som en børsmægler studerer aktiekurser. Sammenligner den svenske og norske, vurderer vindretning og tidspunkt for ændringer.

Idag vil det være klart vejr frem til kl 14. Derefter særdeles blæsende. Så jeg er tidlig ude, men når at sige på gensyn til Marianne inden jeg tager den langtrukne opstigning gennem skoven fra Adolfström. Det er en flot morgen og allerede efter et par timer er jeg på vej ind i Pieljekaise nationalpark.

Her må der ikke køre scooter og parken er i det hele taget som et stykke uberørt natur med krumme træer, store sten og dyb, dyb sne. Smukt! Her snegler jeg mig af sted ind imellem træerne og solens stråler og med en konstant følelse af at gå op ad. Der er af og til antydningen af et spor, men heller ikke mere. Den eneste der må køre igennem parken er Länsstyrelsens mand der tilser spormarkeringen og kører brænde ud til nødrum. Ham må jeg se langt efter i dag.

Ved Pieljekaise stugan er det ekstra besværligt at komme op og jeg tror godt man overordnet kan sige, at det kræver en “fornuftig fysik” at trække en tung pulk op her. Men så må skiene jo bare af.

Endelig er jeg over trægrænsen igen og fjeldet åbner sig mod nord. Vinden tiltager og snart fyger det bagfra som om nogen har tændt en overdimensioneret røgkanon. Jeg nyder at have vinden i ryggen, så jeg nærmest flyver ned fra fjeldet mod Jäckvikk.

Jäckvikk er et lille samfund ved hovedvej 95 mod Bodø i Norge. Her kommer mange for at køre på snescooter og fiske. Ikke mindst nordmændene som jo ikke må køre på samme måde i deres egen natur og som jo godt vil over grænsen for at handle.

Jäckvikks scooterspor er i en liga for sig. De gør virkelig noget ud af det. Kører med pistemaskine og jævner brede spor. Jeg har derfor med nærmest barnlig glæde set frem til den lange nedkørsel som jeg for et par år siden knoklede op ad. Jeg bliver ikke skuffet! Selv Pippi har en fest på bagsmækken, da vi suser ned.

En snescooter indhenter mig og jeg får bremset. Det er naturligvis manden fra Länsstyrelsen som akkurat lige er kørt gennem parken i mit skispor! Det er lidt dårlig timing, men sådan er det, når man starter for tidligt om morgenen ?. Vi snakker og det viser sig, at han er ude med brænde til nødrum.

Efter jeg forleden lagde videoen op fra det vindskydd/nødskur som jeg var nød til at overnatte i fordi det blæste hårdt, var der én der havde behov for at indsende en klage/kommentar til dem der står for Vita Bandet. Jeg fik således en påmindelse om at det ikke er tilladt at overnatte i vindskydd og anvende brændet andet end i nød. Det blev jeg ærlig talt lidt irriteret over. Hvem f… er den “sofakartoffel” der kan sidde hjemme i sin lune stue og vurdere om det blæser nok til at det er ok for mig at søge ly for ikke at havne i en farlig situation?

Jeg har vandret og kørt på ski i Lappland mere end 40 gange siden halvfjerdserne og kun overnattet 2 gange i vindskydd. Igår og så i 2017 med min mor i samme vindskydd, hvor vi lå i fuld storm i to døgn. Jeg kender godt reglerne. Vindskydd er et nødrum som især er tænkt til folk på ski som overraskes af dårligt vejr eller oplever andre problemer. Vindskydd ligger typisk halvvejs mellem hytter eller steder, hvor det kan blæse kraftigt. Her kan man søge ind og dermed undgå, at situationen kommer ud af kontrol og i sidste ende at Fjällrädningen må ud. Det giver super god mening.

Jeg fortæller manden fra Länsstyrelsen, at jeg overnattede og brugte brænde forleden og hans kommentar er: Det er jo derfor vindskydd findes. For at folk på ski kan komme ind, hvis vejret bliver for barsk. Så er den sag vist forklaret!!

Jeg har bestemt mig for at overnatte lidt tættere på Vorherre end jeg plejer og kører derfor til Kyrkans Fjällgård. Jeg er eneste gæst og får mit eget anneks og nøglen til baderum og bedesal i hovedbygningen. Er lidt usikker på om det er tilladt har drikke cognac i kakao her, så jeg nøjes med en cola fra den store mennesketomme ICA. Den er lige åbnet med henblik på norsk grænsehandel, men nu er grænsen jo lukket.

Spiser min egen storslåede spaghetti bolognese  – havde helt glemt, hvor god jeg er til at lave min livret – også i tørret form?