Nogen kameler er sværere at sluge end andre og det er heller ikke alle hvide elefanter der kan indtages blot fordi man satser på små bider.

Jeg har det sidste halve år brugt rigtig meget tid, penge og energi på at planlægge mit livs store skitur og udfordring – Vita Bandet. To måneder på ski i Sverige. Endelig skulle jeg af sted og alt var klart. Men det gik bare ikke som jeg havde drømt om.

Ekstrem kulde på første dag gjorde at mine skins til skiene faldt af. Uden dem kunne jeg ikke stå fast. Det umuliggjorde i første omgang at jeg kunne fortsætte. Jeg vendte om og indså også snart at min pulk på 50 kg var for tung til mig. Jeg var ulykkelig over at måtte vende snuden hjem. At give op er aldrig sjovt, fordi man har sat sig selv i spil. Nederlaget svier og selvtilliden får et hak.

Det var en stor kamel at sluge.
Jeg brugte nogen dage på at fordøje den. På at finde lys i skuffelsens mørke og løsningen blev at justere drømmen, lette pulken og tage op og starte igen lidt sydligere.

Jeg tog at sted igen, overbevist om at jeg havde fået gjort pulken tilstrækkelig let til at jeg kunne gennemføre. Overbevist om at man kan, hvad man vil, sågar spise en hvid elefant, hvis blot man tager små bider.

Det kunne jeg ikke! Kroppen ville simpelthen ikke slæbe 42 kg. Det har den gjort før, men nu sagde den “nej tak”. Det er svært at acceptere, men sådan er faktum. Allerede efter 6 km var jeg afklaret. Jeg kunne ikke finde glæden i at slæbe de næste mange uger, blot for at få skulderklap og SoMe klapsalver. Det ville blive for surt og slidsomt. Jeg indrømmer blankt at jeg motiveres af præstationer og anerkendelse, men i selve øjeblikket har jeg brug noget andet. Følelsen af frihed, enkelthed og lethed som fjeldets eventyr plejer at give mig i overmål og som jeg er så afhængig af. Det er mit brændstof, når jeg er ude. Den tunge pulk slugte brændstoffet som en sulten amerikaner slæde og efterlod mig uden glæde. Mening og formål kunne jeg ikke se skyggen af.

Så hvor gerne jeg end ville, kunne jeg ikke fortsætte. Jeg måtte erkende min egen begrænsning og vende om. For anden gang!
Det er tungt at indse, at ikke alle ens drømme går at realisere og det kræver solid styrke at komme sig oven på tæsk med det mentale spanskrør. Men sådan er livets sorte skole og den går vi alle i.
Nogen af os “larmer” lidt mere end andre og derfor risikerer vi også at få et par ekstra smæld. Det gør vi, fordi vi jo håber, at vi også indimellem får luft under de vilde drømmes vinger så vi får lov at mærke suset, når de bærer os højt, højt op.

Hvo intet vover, intet vinder.