(Ikke alle billeder er for sarte sjæle)
Man bør ikke være overtroisk, men jeg synes alt har drillet mig i planlægningen af denne skitur. Alt! Måske skulle jeg have lyttet til min indre stemme, min intuition og lagt en mindre ambitiøs plan for dette års tur? Det er der meget der tyder på nu.
Planen så ellers mega suveræn ud i Excel. 23 dage ude på ski med start i Borga fjäll og slutmål i Kvikkjokk godt 430 km senere. En god kombination af nyt terræn (=nye udfordringer) og kendte områder (= tryghed). Mix af overnatning inde- og udendørs. Først alene og så med selskab. Alt perfekt tilrettelagt og nøje gennemtænkt.
Nu har jeg besluttet mig for, at når jeg inviterer til “brylluppet” i form af solskinsberetninger på de sociale medier fra eventyret, så skal jeg naturligvis også berette om “skilsmissen og “begravelsen ” af samme. Alt andet ville være uærligt. Så her kommer den sande fortælling om en skitur der ikke blev som jeg havde drømt om.
Borga fjäll ligger for enden af alfarvej og nærmeste lufthavn er Vilhelmina – en landingsbane og et rødt træhus med 6 meter bagagebånd. Vi er i det sydlige Lapland og sneen ligger i gaderne og befolkningen er venlige. Det kræver logistisk øvelse at komme her til med en 42 kg tung pulk og ski, men det kan lade sig gøre.
Så sådan blev det. Efter et døgns rejse stod jeg der under skiltet “Välkommen till Borgafjäll”. Spændte skiene på for første gang efter Vita Bandet for 2 år siden. Datidens trængsler var forlængst fortrængt og omsat til en beretning på papir der står på det lokale bibliotek rundt omkring i landet.
Lagde ud med bagglid og satte de lange skin under skiene i stedet for og begyndte med små skridt at tage mig frem. De sædvanlige tvivlstanker dukkede naturligvis op. Hvorfor er du nu her? Kan du overhovedet trække den pulk? Er det nu det rigtige at gøre? Hvad med ryggen? Tør du? Eller sagt på en anden måde: Alt var helt normalt. For det er helt normalt og legitimt at føle sig usikker, når man bevæger sig uden for sin komfortzone. Når man slipper alt det kendte, trygge og forudsigelige til fordel for det ukendte og nye.
Jeg stopper en podcast i ørerne, så jeg kan få lidt arbejdsro. Pulken føles tung. Nu kan jeg huske det tydeligt fra sidste gang. Ulidelig tung. Men det kan jo lade sig gøre og jeg kommer stille og roligt fremad. En kilometer blir til flere, men hver og en af dem kan mærkes. Terrænet er kuperet og det går jævnt op hele tiden. Efter 4 timer, beslutter jeg mig for at være på forkant med mig selv og slå lejr inden kræfterne slipper op.
Ikke en vind rør sig og det er ret varmt. Omkring frysepunktet. Teltrutinen er der og på kort tid er jeg indefor, smelter sne, laver min aftensmad, stirrer huller i luften og prøver at fylde energi på kroppen. Falder omkuld i soveposen med alt for meget tøj på og vågner efter et par timer. Kigger til mine fødder… der er ingen vabler og den forebyggende tape sidder på plads. Men hælene er ømme af at gå på ski i stedet for at glide. Pulkens vægt og trækket gør, at jeg har svært ved at glide og dermed holde foden i ro i støvlen. Men alt ser fint ud og jeg dejser omkring og tager 10 timer på langs.
Vågner i et varmt telt. Ikke engang Nutellaen er frossen! Jeg er ikke sulten, men både marcipan og brød blir spist og efter halvanden time er alt pakket igen.
Terrænet er det samme. Hele tiden lidt op, lidt ned. Ingen spor, men sneen bærer ok. Jeg slider. Solen kommer frem efter nogen timer og fjeldplatauet åbner sig 360 grader omkring mig. Vindstille. Det er præcis som det skal være. Men så alligevel slet ikke.
Mine hæle gør ondt. Jeg forsøger at stramme støvlerne, skifter til andre skin med mere glid og ser frem til frokost i Slipsikstugan efter 14 km.
Her er holder scooterfolket picnic og faktisk er der to der kan huske mig fra jeg var her sidst….de kan kende Pippi der sidder på pulken.
Jeg går ind og sætter mig. Jeg er nødt til at se på fødderne. De bekymrer mig. Tapen er gledet ned pga sveden i støvlerne og der er en stor vabel på hver hæl. Ironisk nok præcis som sidst. Jeg lægger frisk forbinding på og skubber tankerne bort. Det må kunne klares.
Turen ned mod Klimpfjäll er så skøn. Solen skinner og sneen er fin. Jeg kører uden vanter, men glæder mig egentlig bare mest til at få støvlerne af. Efter 25 km parkerer jeg ved købmanden og handler til de kommende 6 dage. Finder et rum på det lokale hotel og trækker støvlerne af og kigger på mine dunkende hæle.
Jeg sidder lige så stille og blir i tvivl. I tvivl om jeg har viljen til at gå igennem de smerter der nu venter mig de næste mange dage. I tvivl om det er det jeg har lyst til. I tvivl om formålet. Motivationen. I tvivl om jeg gør det jeg virkelig har lyst til. Jeg har jo lovet mig selv at gøre mere af det jeg har lyst til og mindre af det jeg ikke har lyst til. Hvad laver jeg så her? Kan jeg glæde mig over skønheden og nyde eventyret, når mine fødder gør så ondt? Er det det værd?
Jeg finder svaret i leveregel nr. 1:
Er du i tvivl, så er du ikke i tvivl.
Mine fødder kan åbenbart ikke holde til at trække en tung pulk. De går i stykker og jeg er ikke mere villig til at betale prisen. Jeg har ingenting, jeg skal bevise.
Med erkendelsen og klarsynet følger tristheden og sorgen over at måtte indse, at jeg er færdig med den slags eventyr. Jeg må skille mig af med drømmene om langture på ski med telt og erstatte dem med noget jeg kan holde til. Jeg må vende tilbage til de eventyr der giver energi og glæde mig over det jeg har prøvet.
Der er en tid for alt. Min tid med tung oppakning er forbi. Jeg har ikke mere viljen til at betale prisen.
Så det var det. Hjem og slikke sårerne….altså ikke dem på fødderne, men dem på selvtilliden.
Et nyt eventyr venter😉