Vil I med på tur?
Det var tre spændte og forventningsfulde kvinder der mødte mig i Aalborg Lufthavn en tidlig august morgen. Med lånte rygsække og nyindkøbte vandrestøvler stod de der – klar til at prøve noget nyt:
Vandretur i det nordligste Sverige.

Jeg havde overtalt dem til at komme med ud på tur, fordi jeg gerne ville vise dem, at det stadig er muligt at stemple ud af dagligdagen for en stund for bare at trække vejret, flytte fødderne og tænke på alt og intet. En stund uden digitale afbrydelser, kø ved kassen og 117 ting at forholde sig til. Jeg havde dog også lovet dem, at turen de skulle på ikke var en overlevelsestur, men en hyggelig vandretur.

Al begyndelse er svær
Turen gik via Stockholm til Kiruna og der fra med taxi ud til Abisko Fjeldstation som er en af Svenska Turistforeningens fjeldstationer. Her starter én af Sveriges og måske Nordens mest kendte vandringstier – Kungsleden som strækker sig ca. 400 km fra Abisko i nord til Hemavan i syd. Stien er markeret og den er et godt udgangspunkt, hvis man ikke har vandret før. Vi skulle vandre fra hytte til hytte på den del af Kungsleden som går fra Abisko til Kebnekaise.

Dagens mål var Abiskojaure stugan og der lå derfor 15 km foran os, da vi midt på eftermiddagen gik igennem porten til Kungsleden og satte snuden i sporet. Fødderne var tapet, rygsækkene justeret og dækningen på mobiltelefonen var væk. Alle var klar, men måske alligevel ikke klar over, hvad det vil sige, at gå med rygsæk i længere tid på ujævnt underlag med sten. Det var tre trætte kvinder som i skumringen kom frem til hytten. Det havde været en lang dag, med både fly- og højdeskræk og fysisk anstrengelse. Den dag fik jeg bekræftet, at udfordringer er en 100 % subjektiv størrelse som afhænger af det enkelte individs fysiske og mentale formåen og erfaring. Udfordringer er individuelle.

En smutvej over søen
Vi vågnede til en solskinsdag i fjeldet. Der blev etagevasket og spist morgenmad inden vi fortsatte vandringen op over trægrænsen. Det gik en del op, men efter et par timer kunne vi nyde en fantastisk udsigt til fjeldene og søerne der strækker sig frem til dagens mål – Alesjaure stugan. Vi holdt pause nær lidt rindende vand, så vi kunne varme vand til suppe. Knækbrød, ost og spegepølse blev fundet frem og med energi i kroppen fortsatte vi frem til bådstedet som ligger godt 5 km inden hytten. Der var en vis træthed af spore i gruppen, og muligheden for at afkorte dagens etape og tilbagelægge den sidste bid med båd blev for fristende for mine tre turdeltagere. Da vi alle var samlet ved hytten igen, stod den på risotto med svampe og masser slik inden vi kunne krybe i køjerne.

Mad skal der til
Nu er der nok nogen der tænker,  hvad får man at spise på sådan en tur? Morgenmad kan være havregrød og knækbrød med ost og te/kaffe/varm chokolade. Jeg foretrækker mysli med mælk (mælkepulver og vand). Frokost er suppe, knækbrød, ost og spegepølse. Til aftensmad frysetørret suppleret med pasta, ris eller kartoffelmos. I mange af Svenska Turistforeningens hytter kan man købe lidt forskellige tørvare og konserves samt snold. Man behøver derfor ikke bære al maden med hjemmefra.
Men denne gang havde jeg besluttet mig for at aftensmaden skulle være hjemmelavet. Jeg havde tørret forskellige grøntsager og kød hjemmefra og uden de store anstrengelser kunne vi hver aften nyde en velsmagende gryderet. Ja, der var faktisk så meget mad, at vi kunne byde de andre i hytten på middag!

Hvor regnbuen ender
De følgende dage vandrede vi videre til Tjäktja, Sälka og Singi. I Tjäktja spillede vi bezzerwisser og spiste os mætte i chili con carne. I Sälka fik jeg endelig overtalt alle i gruppen til at komme med i saunaen og blive vasket med dejligt varmt vand og i Singi bagte vi pandekager på gasblusset. Det var som om at dagenes anstrengelser, ømme skuldre og fødder blev en anelse glemt i stearinlysets skær om aftenen.

Sidste dag gik turen frem til Kebnekaise Fjeldstation. Det var regnfuldt og blæsende, da vi krøb i ly bag en stor sten og spiste frokost. Vi blev belønnet med den fineste regnbue. Der hvor regnbuen ender er skatten som bekendt gemt. Den endte ved fjeldstationen, hvor der ventede varmt bad, sauna og treretters middag og hygge i pejsestuen.

Oven på 86 km for egen motor, ventede den rigtige belønning. Helikoptertur. Det er en sand fornøjelse at se den ægte glæde, der stråler ud af mennesker der får lov til at flyve med helikopter for første gang. Så er man faktisk næsten villig til at gå turen én gang til…

Tak til Lene, Lisbeth og Lotte for en skøn vandretur.