Efter en lang lys nat kravlede vi ud af teltet lidt i 7. Trætte. Lidt vand i ansigtet, lidt gryn i maven og en kop the. Så var vi klar til at indtage de næste påtrængende højdemeter lige for næsen af os. Jeg hang i bremsen de første mange kilometer op. Begyndende migræne er ikke sjovt når høj puls er på dagsprogrammet! Vi knoklede op ad og holdt derefter højden. Strålende sol over dette vilde landskab. Vi kan se så langt! Ekstrem rå og smuk natur men ikke løbet egnet. Holder lille chokolade pause – Smadar har heldigvis chokolade med. Jeg måtte droppe mit pga vægten på rygsækken. Men nu er jeg taknemmelig for at få hendes. Nedstigning til Dividalshytten er markant. Vi skal virkelig passe på at vi ikke skrider. Dalen ser vanvittig flot ud oppe fra. Vi kniber os i armen og får associationer til BBC udsendelser fra Alaska. Lidt i 11 er vi ved hytten som er beboet er norske kvinder med børn. Vi sludrer med dem og også en svensker. De norske kvinder tilbyder at tage vores affald med da de skal ned til deres bil. Efter en times pause og lidt suppe smutter vi videre ned i bunden af dalen. Først har vi lidt svært ved at finde stien men derefter går det. Skoven bliver dyb og tæt. Da vi når bunden af dalen og elven, kravler vi på den smalle mudrede sti. Det går langsomt og jeg priser mig lykkelig for at det ikke har regnet fornyligt. Vi har ikke desto mindre løbeskoene fulde af sort mudder. Endelig kommer vi frem til endnu en typisk norsk træbro og så skal jeg lige love for at vi skal op i bakken igen. Vi er begge vanvittig tørstige, men ingen vand! Vi kan se den kæmpe brusende elv igennem træerne. Jeg når så langt som til at overveje om jeg tør drikke af et mudderpøl, da der endelig er en lille kilde der krydser vores vej. Så fik jeg lært at drikke hvert kvarter! Den smalle nye sti snoer sig frem langs elven. Vi er begge en anelse pressede.. vi ved at der kommer en bro cirka halvvejs til næste hytte men hvor er halvvejs, når man kun kan se træer? Endelig bro. Vi får vand og chokolade og en sludder med to yngre mænd. Vi forlader dem efter en kort pause. De forklarer at de max kan klare 15 km om dagen og at deres rygsæk vejer 30 kg! Vi siger at vi har 10 kg og løber 30 km om dagen. Jeg tror, de synes, at vi er vanvittige kvinder! Efter broen går det godt. Vi nærmest løber 5-6 km inden luften går ud af ballonen og vi trætte slæber os op i retning af hytten. Udmattede kom vi frem. Klarede at vaske os ved elven og fik tilføjet endnu en stak myggestik til samlingen. Slæbte vand til hytten og fik ordnet mine miserable fødder. Mine negle er blå! Pressede en pose frysetørret ned. Er ved at få kvalme bare ved tanken om karry og havregryn… vi lægger slagplan for næste dag. Jeg prøver kun at tænke en dag af gangen. Når nogen spørger hvor langt jeg skal svarer jeg bare at jeg skal sydover. Alt andet virker uoverskueligt og jeg savner dem det hjemme.
