Dag 5: 20 km Tännäs – Tänndalen
Der er dage på ski som man godt gad bytte bort til selv den sureste regnvejrs mandag i Danmark…
Startede ellers godt med solstrejf og fint føre, men føj, hvor blev det tungt da de første 300 højdemeter sad i benene. Det er tungt at trække pulken jævnt op ad bakke i flere timer. Især når man ikke bliver belønnet med nedkørsel.

Men det har dog én kæmpe fordel: Jeg må og skal spise alt, hvad jeg orker. Så morgenmaden suppleres med Marabou chokolade og varm kakao. Mellem måltiderne er der salte nødder og blandet slik på menuen og en sneakers kan man jo også altid klemme ned ? Kort sagt, en fantastisk diæt.
Ellers lever jeg af øllebrød med mælk (pulver), lidt knækbrød med ost, suppe og frysetørret. Vand tilsættes elektrolytter for at bevare salt og mineralbalancen.

Jeg ved af gode grunde ikke, hvor mange kalorier jeg forbrænder i timen, men mon ikke 6 timer svarer til 3000 kcal? Det betyder, at jeg ihvertfald skal indtage 4500 kcal pr dag. Det har jeg simpelt hen ikke nok appetit til at klare.

Terrænet er kedeligt resten af dagen og så blæser der op, det sneer og det udvikler sig snart til en hård vind. Heldigvis går jeg i lavt terræn og er dermed ikke udsat. Men sneen er ultra langsom fordi temperaturen ligger omkring nul. Sneen klumper under skiene og jeg hænger efterhånden noget i stavene af træthed. Hvert skridt er tungt og pulken glider slet ikke. Når jeg ikke kan glide på skiene, men kun gå, får jeg vabler. De gør vanvittig ondt!
De sidste 7 km varer en evighed og jeg skal tage mig seriøst sammen for ikke bare at blive stående og glo tomt ud i luften og prøve at komme i tanke om, hvorfor.

Endelig rammer jeg vejen i Tänndalen og kravler de sidste 800 meter op til Skarvruets højfjeldshotel. Det ser faktisk lukket ud, men jeg tager i døren og står i det mest charmerende oldschool lodge.

Ejeren dukker frem fra en dyb sofa og snart lykkedes det hende at få åbnet et rum i annekset. Jeg får slæbt pulken til døren og da jeg tømmer den, dukker hun op med en bakke med hjemmebagt brød, hjemmelavet ost og gulash jeg kan varme.
Jeg bliver så glad. Og rørt. Det er kommet med alderen, at jeg bliver det, når nogen hjælper mig, fordi de bare har lyst. Det har jeg måske ikke været så vant til.

Jeg spiser rub og stub plus mere chokolade. Orker ikke at tage et bad i denne omgang. Snakker med dem der hjemme og savner, at jeg ikke kan kramme min datter på hendes fødselsdag i dag.

Det kan ikke udsættes længere. Jeg er nød til at se på skadernes omfang på mine hæle. Det ser skidt ud! Bare tanken om at skulle tage et par skistøvler på i morgen, virker håbløs. Jeg roder lidt i førstehjælpsgrejet, men beslutter mig for at trusseindlæg og tape må være den bedste løsning nu. Libresse er et alsidigt produkt!

Tager en lang snak med den søde hotelmutter inden sengetid. Hun er herlig! Og vi får vendt en masse inden jeg må ned i vandret position for at blive klar til i morgen.

Dag 6: 23 km Tänndalen – Ramundberget
Jeg vågner til 30 cm ny sne og det sneer fortsat. Starter kl 7 med at tage støvlerne på…hold da fast hvor det kan mærkes, men efter en times tid beslutter jeg mig for at jeg godt kan holde det ud.

Inden jeg går skal jeg ringe tilbage til en rekrutteringsperson i forbindelse med et job jeg har søgt. Forklarer hende at jeg af gode grunde får svært ved at komme til personlig ansættelsessamtale. Vil de ha mig, må vi være kreative? Men på en eller anden måde er det lige nu svært at forholde sig til det der er derhjemme. Det er så uendeligt langt borte.

Det starter hårdt ud med en solid stigning. I ny sne og med pulk på slæb. Jeg må gentagne gange have skiene af og gå. Det er seriøst tungt. Heldigvis har der kørt snescooter så jeg ikke skal spore selv.
Sneen vælter ned hele dagen. Jeg hører podcast – Dronekrigeren, men alligevel snegler jeg mig af sted. Lige inden nedkørslen til Bruksvalla skal jeg igen op. Af med skiene for hundrede syttende gang!

Jeg er ved godt mod da jeg glider ind og parkerer slæden ved det lille supermarked i Bruksvalla. Da jeg af erfaring har lært at indkøb på tom mave, når man er på tur, giver et ret ensidigt resultat (læs: kun guf) har jeg lavet en liste. Jeg kommer helskindet ud af butikken med bl.a en pakke brød og leverpostej. Jeg er nød til at få flere kalorier og fedt i mig.

Jeg er i et område med langrendsløjper og jeg har hørt at der er betalingspligt. Ved siden af det lille supermarked ligger en udlejer af langrendsski og jeg spørger om jeg også skal betale. Det ska jeg! 100 kr. Så spørger jeg ham om jeg ikke bare kan køre på vejen til Ramundberget, men det siger han ikke kan lade sig gøre, da der er sten.
Hans kollega er mere medgørlig. Jeg skal ikke betale, men blot hilse fra ham hvis jeg bliver stoppet. Han henviser til den løjpe jeg skal følge og jeg stikker glad afsted ved halv tre tiden. Det skulle vise sig at være et seriøst dårligt råd og de længste 8 km.

For her pisker folk af sted i lycra som skal træne til vasaløbet. De vil ha’ op og ned. Mest op. Løjpen er ikke skrabet og der ligger 10 cm sne. Jeg er ved at miste modet. Hver gang der er en stigning, må jeg af med skiene. Jeg er på den forkerte side af elven så jeg kan ikke komme op på vejen. Jeg forsøger tricket jeg bruger fra maratonløb. Når jeg passerer et skilt med fx 7 km tilbage, så er jeg på vej imod 6 km. Da jeg når 4 km skiltet er det ved at blive mørkt og jeg bliver pylret. Jeg kører på reservebatteriet nu.

I skumringen dukker en smal bro over elven op som ikke er på kortet. Den forbinder et par hytter med vejen på den anden side. Jeg tager skiene af og finder pandelampen frem. Jeg skal op på vejen! Det er stejlt og glat. Det sidste stykke kravler jeg, men det er det hele værd! Vejen er fin til at køre på. Faktisk perfekt. Den klovn i butikken har lige kostet mig hundredevis af kalorier og givet dødsstødet til mine vabler!

I pandelampens skær glider jeg total udmattet ind i skibyen Ramundberget. Jeg er helt færdig, men må vente en time på at få et rum.

Jeg får et bad og får pulken bakset ned i skiopbevaringen. Det vrimler med folk med make up og jeans.
Mine vabler ser så skidt ud at to damer i badet ikke kan holde deres udbrud tilbage.

Jeg får et lille værelse og smider mig i sengen. Her er rigtigt linned! Overfor ligger et spisested og jeg konsumerer på rekordtid den største burger og to store cola med sukker inden jeg vælter omkuld. Her gad jeg godt blive!

Dag 7: 18 km Ramundberget – Fältjägerstugan

Vågner og overvejer seriøst om jeg skal tage en hviledag. Men vejret er så fint og det bør jeg udnytte. Jeg forsøger at gøre et indhug i buffeten og går jeg over til lægemodtagelsen overfor. Hun renser og forbinder mine vabler og så er jeg klar til afgang, dog lidt sent.

Da jeg finder sporet op til Fältjägerstugan står det efter 300 meter klart for mig: Det her kan jeg ikke! 40 cm dyb sne og ingen spor. Det betyder at pulken føles dobbelt så tung og min grænse er nået. Jeg får kigget på kortet og beslutter mig for en 4 km omvej for at ramme det spor som snescooterne må køre på. Det skal vise sig at være en klog beslutning.

Den første stigning er så kraftig, at jeg må spænde skiene på pulken og gå. Jeg sætter podcast i ørerne – Robert og Thetanerne og slæber mig op. Tre afsnit tager det at komme op på fjeldet. Jeg kommer frem til vindskyddet og spiser frokost i solskin. Nu er der kun 8 km tilbage. Havde jeg valgt det andet spor, havde jeg ikke klaret det.

Det skal vise sig at det heller ikke er idag at jeg får noget forærende… Det fortsætter med at gå jævnt op ad til jeg når 1000 m.o.h.
Herefter går det over stok og sten ned af, hvilket selvfølgelig er fantastisk, hvis ikke det lige er fordi jeg under hele nedkørslen har udsigt til at skulle op på samme niveau igen på den anden side! Det tager lidt af fornøjelsen.

Solen går ned bag mig, da jeg kan se hyttens skorstene. Jeg er træt. Tæller kryds og siger tallet højt til mig selv. 40 kryds og jeg er fremme. Hytten er naturligvis kold og selvom jeg fyrer op, kan jeg selv efter er par timer, se mine egne ånde. Der ligger sne i vindueskarmen.

Her er helt stille. I en radius af 15-20 km er der ingen mennesker. Jeg føler mig også noget alene, da jeg kryber ned i soveposen. Den første uge har været for hård ved mig. Det må jeg erkende. Spørgsmålet er, hvad jeg skal gøre anderledes. Men først må jeg hvile.

Dag 8: 13 km Fältjägerstugan – Helags

Jeg har været oppe en del gange i nat. Fyret og spist chokolade. Sover mest i intervaller af halvanden time, så kl. 7 er jeg kun oppe for at fyre op under hr. Jøtul, for derefter at krybe i posen igen og hvile mig. Jeg har brug for minimum 12-15 timer vandret for at restituere.

Det er en solskinsdag. Lidt vind fra nordvest. Det kan ikke udsættes længere – besøget på det lille hus. Det første af dem er dog fyldt med sne fra gulv til loft. Der er nok en der har glemt at lukke døren i sensommer!

Jeg vågnede i nat af sult, men appetitten er der alligevel ikke. Lidt mærkeligt at de to ting ikke følges ad. Drikker lidt varmt og tvinger brød med leverpostej og ost i mig. Da jeg tager mit tøj på, kan jeg nu i lyset tydeligt se, hvide plamager af salt jeg har svedt ud. Jeg må være ekstra omhyggelig med at drikke vand og hele tiden tilsætte elektrolytter. I smeltet sne er der selvsagt ingen mineraler og salte, blot skidt fra luften.

Pakker sammen. Lever nu et liv i poser med hver deres farve. Klar blå er tøj, grå er mad, petroleum er grej og orange er hygiejne. Alt har sin plads. Også i pulken. Det er egentlig utroligt så hurtigt jeg slår over på primitiv adfærd, når jeg er ude. Mit krus og min ske vasker jeg ikke af. Vasker hænder i sne. Børster tænder i det vand jeg nu har. Tevand går også. Lever med buff og hue 24-7. Ingen bad i mange dage. Jeg må virkelig bidrage positivt til klimaregnskabet.

Har her til morgen genopdaget at jeg kan høre radio på min iPod! Det bliver en dag med musik og solskin! Og når de snakker ind imellem, er jeg ikke nær så alene.
Skægt nok virker signalet dårligt udenfor, så da jeg skal til at gå, må playlisten tage over. Min strategi for i dag er, at popmusikkens lethed skal få mig hurtigt frem.

Jeg standser på en forhøjning og strækker armene i vejret, synger selvom jeg ikke kan og vender ansigtet mod solen. Det er det her det også handler om – om at føle sig helt fri.

Idag bærer sneen mig. Den har fået en hård overflade og det gør det lidt lettere. Lidt over halvvejs, skal jeg runde Helags massivet og altså ca. 200 h.m. op. Jeg klarer et langt stykke på skiene, men så må de af og på pulken. Det er ganske enkelt hurtigere at gå i scootersporet som er hårdt og ujævnt som et jysk provinsfortorv. To mænd på snescooter stopper. Det er dem der tjekker op på STF hytterne og sørger for gas og brænde. Jeg spørger til vejrudsigten for i morgen. 20 s/m i vindstødene. Ja, så skal jeg ihvertfald ingen steder!

Nu tiltager vinden. Heldigvis har jeg den i ryggen. Da jeg kører ned ad, skubber vinden mig så meget at farten bliver for høj. Jeg må af med skiene og gå! Den sidste kilometer frem til Helags har jeg vinden ind i siden og nu skal jeg holde fast for ikke at lette. Måske har det anet mig idag for jeg har ingen pauser holdt. Bare kørt på. I det her område føler jeg mig eksponeret. Her er åbent og vinden har frit spil. Da jeg tømmer pulken ved sikkerhedshytten, blæser der fuld storm. Jeg er kommet frem i tide.

Der er strøm i hytten og elvarme. Jeg fryser men har ikke overskud til at få varmen koblet til. Efter 3 timer er jeg nød til det! Går også i krig med endnu en Hr. Jøtul der er kold som is. Det blæser så kraftigt at ilden har svært ved at få fat. Jeg forsøger tålmodigt, men må til sidst ofre en af mine spritoptændingsposer og efter en halv time kan hr. Jøtul selv finde ud af det.

Tilser mine fødder og det er ikke noget pænt syn. De compeed lignende plastre som lægen satte på er gledet ned og har delvist opløst sig selv. Sandsynligvis pga varmen og sveden i støvlen. Det ser grimt ud. Jeg renser, smører lidt salve på kanterne for hæmme betændelse og sætter et trusseindlæg løst over, så det knapt rører. Begge vabler væsker. Der til kommer nr to tå. Den er rasende øm. Jeg lader den være.

Nu er det bare at lægge sig ned og vente på at stormen aftager. Det blæser så kraftigt at jeg ikke vil kunne gå over til wcbygningen. Udenfor lyser en mast på toppen af bjerget, men jeg har ingen dækning! Det er typisk. Skulle have skiftet abonnement til Telia! Har ellers lige nu ret meget brug for at snakke med mine kære. Det er lørdag. Det bliver tidligst tirsdag.

Dag 9: Helags – storm
Endnu en stormfuld søndag. Vejret ser lusket ud og Ole skriver på min nødsender at de lover 10-12 s/m, 16 i vindstødene og sne.
Jeg beslutter at give min krop og ikke mindst mine fødder en tiltrængt pause.

Den ømme tå ser nu ret så pudsig ud. Det er som om at neglen svæver på en stor pude. En stor vabel under neglen…Det har jeg ikke prøvet før. Jeg sætter en nål ind i neglebåndet og får tømt den. Smører betændelseshæmmende salve på. Det hjalp.

Men der mangler noget. Finder den eneste ting der ikke står på min officielle pakkeliste frem – min mørkerøde neglelak. Lakerer de 9 negle på fødderne og derefter får neglene på hænderne også en tur. Konstaterer med forundring at farven hedder “enough”. Det gir jo god mening! Når jeg kommer til Vålådalen om et par dage, skal jeg hente min første depotpakke. Der i ligger næste neglelak og for hver pakke jeg samler op, kan jeg skifte farve. Når jeg har været igennem 8 farver, er jeg i mål? Jeg ved det virker skørt, men ritualet fungerer for mig på et eller andet plan?

Resten af dagen går med disciplinen at lave absolut ingenting. Udsigten til at gøre netop dette og i eget selskab i flere døgn uden Netflix ville nok sætte de rastløse på en prøve. Men øvelse gør mester og jeg lukker øjnene og accepterer tilstanden.

På et tidspunkt kan jeg ikke høre vinden mere og tænker på om jeg måske godt kunne være gået videre. Er jeg for forsigtig? For nervøs? Jeg åbner yderdøren og flyver med ud, da vinden tager den. Vinden har blot skiftet retning og da jeg står der i et inferno af sne, er jeg klar over at jeg tog den rigtige beslutning. Det blæser hårdt. I det her vejr var jeg aldrig kommet frem. Jeg ordner mit ærinde lynhurtigt og skynder mig ind i soveposen.

Resten af dagen og faktisk natten med går med at læse endnu en bog. En af den slags bøger jeg som læser bliver direkte irriteret over. Bare fordi man kan skrive, er det ikke sikkert man skal. “Mellem himmel og hav” kunne lige så godt være erstattet at en udgave af familie journalen!

Dag 10: Helags – storm
Okej, nu begynder selv jeg at have det lidt stramt med udsigten til endnu et døgn på langs. Det blæser 25-30 s/m og det sneer. Hele hytten ryster. Jeg må ud og træde af på naturens vegne, men det er nærmest umuligt og yderst primitivt. Håber inderligt at det webcam der sidder på en mast, ikke er rettet mod mig….Det vil i så fald være toppen af berømmelse!

Jeg kan via min Garmin Inreach mini sende og modtage beskeder samt hente en vejrudsigt. Jeg får bedt Ole om at sende mine gamle skistøvler op til Vålådalen. Aner ikke om de når op, men jeg kan jo være heldig.

Og så kom dagen i mit liv, hvor jeg måtte overgive mig og tisse i en plastikbøtte som nogle håndværkere har efterladt! Der er ikke læ nok til at gøre det udendørs. Føler mig sgu lidt sølle da jeg kravler i min sovepose – det månedlige, ingen bad i snart en uge og så det her. Så er vi ligesom ved at være der. (Sorry til de sarte, men jeg har lovet mig selv at skrive så ærligt som det er muligt)

Hen på eftermiddagen får jeg selskab af to på snescooter og en hund. De har opgivet at komme videre og indlogerer sig i rummet ved siden af. De fortæller at vinden ligger på 30-37 m/s. Så er der ikke noget at sige til at det rusker noget i hytten.

Jeg får taget mig sammen til at lave en portion frysetørret, men må igen konstatere at jeg ikke kan spise det. Det bliver helt tykt inde i munden. Jeg gir op og læser istedet endnu en bog, denne gang en lidt bedre af slagsen. “En uskyldig familie”. Prøver at sove, men ved midnatstid er jeg så sulten at jeg må spise knækbrød med ost og drikke the. Lang nat forude!

Dag 11: 24 km Helags – Vålåstugan
På tredje dagen opstanden… fra køjeseng. Har ligget på langs i mere end 60 timer. Klokken er 7 og jeg er så klar til at komme videre! Månen står rund og fin ovenfor Helagsmassivet. Det er stille og klart ude. Og solen rammer mig i ansigtet, da jeg begiver mig afsted. Endelig.

Sneen er bogstaveligt talt blæst væk og har efterladt en iset og hård overflade med bølger på. Det er naturligt lidt ujævnt, men en bærende overflade er tusind gange at foretrække i forhold til den første uges dybe nysne.

Pulken følger mig som en ivrig lille hund i snor og jeg behøver ikke slide mig selv ihjel idag. Landskabet er åbent og helt øde. Smukt og glinsende i solen. Jeg holder en godt fart og efterlader kun et svagt spor efter mig.

Holder pause efter tre timer og sidder med ryggen op mod døren til et vindskydd og solen i ansigtet. Drikker suppe og kakao og tænker på absolut på ingenting.

Eftermiddagen går hurtigt i selskab med et par podcast og efter blot 6 timer kan jeg trække pulken det sidste stykke op til hytten. Jeg er for en gangs skyld ikke alene. Her er snakkesalig svenskere som straks byder mig på the og småkage.

Runder dagen af med at tilberede en af mine egne retter. Det smager himmelsk! Spiser op! Burde simpelt hen starte en business med produktion af velsmagende tørret friluftsmad som man ikke har betalt 90 kr for, for så bare at have lyst til at spytte det ud ?

Dag 12: 19 km Vålåstugan – Vålådalen
Fra jeg slår øjnene op, har jeg blot ét på nethinden. Jeg skal tidligt af sted, så jeg kan nå at få frokost på fjeldstationen i Vålådalen OG aftensmad. Det bliver ikke mig de kommer til at lave overskud på, når jeg rykker ind til buffeten! Eller når der tages bad for den sags skyld…

18 km med snuden i sporet og jeg er fremme og har nu klaret første del etape på 170 km. Min første depotpakke er ankommet og med den en ny farve neglelak.Jeg indkvarterer mig i dobbeltseng med lagner og hvidt håndklæde. Overbelaster internettet og bruger uforskammet meget varmt vand efter en uge uden bad.

Finder neglelakken frem og kigger nysgerrigt efter navnet på farven. Anything goes! Det er da en farve der vil noget! Mine vabler heler langsomt, men gør vanvittig ondt. Jeg er desværre løbet tør for Panodiler og der er to dage til apoteket i Åre.

Så kom jeg altså så langt. Jeg er her endnu og jeg er okej. Nu venter Jämtlands skove i mange dage og der er problemer i horisonten. Hvordan kommer jeg på ski ind til Åre, hvis søen ikke er frosset til? Er jeg nød til at gå rundt om Kallsjön af samme grund? Hvordan bli’r det at skulle telte alene?
Jeg tager en dag af gangen og bliver jeg i tvivl om jeg klarer det, så kigger jeg på mine pink negle og husker på at “Anything goes” ??