25 dage uden tandtråd og tv
Der er noget ganske særligt ved at rejse 2000 km nordpå til Abisko og trække vejret dybt ind. Høre lyden af knitrende frost og se nordlyset der flimrer over den klare nattehimmel.
Bevidstheden om at det de næste mange dage kun skal handle om at spise, trække pulk, komme frem, sove og holde varmen, giver en stærkt vanedannende ro i sjælen med et strejf af sommerfuglevinger.
Jeg har pakket min pulk og overtalt min mor (det var ikke svært) til at vi skal forsøge at gå Kungsleden i det nordligste Sverige på ski. Foran os ligger 470 km i noget af det smukkeste polarlandskab vi har i Europa. Vi har pakket så vi kan klare os i kulden og forsøgt at forberede os, men på de her breddegrader er det altid vejret der har det sidste ord.
Nu kan det eventyr jeg har drømt om det sidste års tid begynde..
Vil du med?