Dag 12 / hviledag i Kvikkjokk

Kvikkjokk ligger, hvor vejen ender. Nogen vil mene ved verdens ende. Andre, at byen med 10 1/2 indbyggere ligger der, hvor vejen til fjeld verdenen begynder. Det afhænger af, hvem man er. Den halve indbygger er et skilsmissebarn og skal man så runde op eller ned, når der er mandtal? Hvis der bare havde været to halve…

Jeg har tilbragt dagen med at lave absolut ingen ting. Jeg har maksimalt gået 100 skridt. Over til morgenmad, fra lænestol til wc og tilbage til lænestol. Jeg er mestrer i den grad “at sidde på sin flade og kukkelurre og læse i en bog” – disciplinen. Jeg samler kræfter og spekulerer over alt og ingenting. Nok mest ingenting, hvis jeg skal være ærlig.

Jeg er jo lidt bekymret for næste etape. Føler mig nok lidt som dem fra udsendelsen “Korpset”, da de stod oppe på 10 meter vippen og anmodede om at falde. Jeg skal ud i ukendt land, men jeg kan jo godt svømme. Her er bare ikke lige noget tv hold og fire jærgersoldater på sidelinjen. Det er kun tv-deltagere med (undskyld sproget) nosser forundt! Apropos. Ved du, hvad vi kalder et skispor med for stor afstand i mellem skiene? Et testikelspor.

Vi sidder altså ved vejen og torsdag morgen går der en bus hjem. Jeg skal dog ikke med. Ej heller min mor. Jeg har ellers spurgt. Næste mulighed er om 5 dage! Ole har meddelt mig, at jeg ikke bliver lukket ind derhjemme før tid, hvilket jo gør det lidt svært at give op nu. I øvrigt er vi ikke færdige.
Men der er også en tredje ting som gør at jeg er nød til at fortsætte. For et par dage siden gav en stügvärd mig et brev med som jeg skal aflevere til stügvärden i næstsidste hytte på turen. Men måske gav han mig det, fordi det forpligter at være lapplands courier? Måske er det bare en tom kuvert? Jeg må jo ikke åbne brevet, men må jeg holde det op mod lyset og tjekke om det er tomt?

Vi tager ihverfald en etape til og synger Kim Larsens sang “for vi ber’ bare guderne om godt vejr”.