Årets eventyr går til det allernordligste Norge. Her starter Nordkalottleden i den lille samiske by Kautokeino. Den fortsætter ned gennem Finland og krydser derefter den norsk, svenske grænse adskillige gange. Dette er beretningen om første del af ruten fra Kautokeino til Kilpisjärvi.
Dag 1: 20 km – Kautokeino – telt ved søen Majanasjärvi ved fylkesvejen
Så langt mod nord har jeg ikke været før. Alta. Norges klokken tolv punkt. En by ved havet.
Vi finder centrum bestående af et shoppingcenter uden synlige butiksfacader, men indenfor fyldt med glimtende interiør-, sports- og tøjbutikker. Her får vi købt gas og lidt frokost inden vi finder byens busparkering og stiger på bussen til Kautokeino.
Der er åbenbart ikke mange der skal der hen og der tales samisk i bussen. Et par timers kørsel syd for Alta stiger vi af ved hotellet. Byen er nemlig præcis så lille, at man kan bruge bestemt ental om de få ting der er og til at man på Wikipidia har følt sig nødsaget til at nævne tankstationen. Vi er kommet på Finnmarksvidda.
Rygsækkene pakkes om. Jeg synes stadigvæk, at min er alt for tung. Jeg tænker, at Lasses vejer 19 kg og min 16. Men efter en overdådig morgenmad, er der energi i kroppen og vi begiver os til Nordkalottledens startpunkt to km uden for byen.
Man kan ikke sige, at der er gjort noget væsen ud af skiltning eller anden synliggørelse af startpunktet for ruten. Et simpelt træskilt. Nordkalottleden var ellers et stort fælles projekt, da det i 1993 lykkedes Norge, Sverige og Finland at samle eksisterende nationale ruter til én knapt 800 km markeret vandringsrute med hytter. Helt i mål kom man nu ikke med det fælles projekt, og måske derfor er ruten også kendt for at være lidt øde på vise dele, hvor der mangler hytter og, skal det vise sig, er dårligt markeret.
Dagens etape er på 20 km og vi har er blevet lovet myg og sump. Det skal vise sig, at de holder, hvad de lover på de her kanter!
Vi lægger ellers stabilt fra land. Stien snor sig mellem spredte birketræer og det er lunt. Men så må Lasses nyindkøbte myggehat og jungleolien blandet med tjære frem. Der breder sig en duft af gamle træbåde i vores nærvær, men myggene er relativ insisterende alligevel. Men vi er fortrøstningsfulde. Lige indtil 10 minutter senere.
Vi går i sump. Myggene sværmer og stikker igennem alt og markeringen – små rødmalede klatter på træer eller sten er forsvundet og stien ligeså. Terrænet er relativt svært at navigere i og vi må have gps´en på telefonen til hjælp. Men selvom vi krydser os frem, dukker der ingen røde markeringer op. De næste to timer tilbagelægger vi tre km i krat og sump. Svedende, bandende og dybt koncentrerede om at få fast grund under fødderne igen og finde stien. Jeg mærker godt en begyndende vabel under foden, men det virker uoverskueligt at stoppe op, tage støvlen af og tape. Myggene er simpelthen for sultne. Vi vil blive ædt.
Endelig er vi på stien igen. Lige dele rystede og lettede. De efterfølgende 10 km går bedre og vi rammer fylkesvejen, hvor vi slår lejer ved en lille sø. Teltet kommer op og inderteltet holdes hermetisk lukket, så vi har et myggefrit helle. Lasse laver bål og vi hygger os med mad og lidt fodbad i den lille bæk.
Dag 2: 26 km – Telt ved søen Majanasjärvi – Reisavannhytta
Vi ligger trygt i teltet i sikkerhed for de mange utålmodige myg som knitrer mod teltdugen. Det er en solrig morgenstund og vi kan brede os foran teltet og spise vores morgenmad sammen med vores blodtørstige fjender.
Dagens vandring er lang, men smuk. Vi kommer op på fjeldet og kan nyde Finnmarksviddas enorme fjeldplateau. Stien er tydelig og som dagen skrider frem, kommer vi til at gå på en fin højderyg inden vi mod slutningen kan nyde udsigten til Raisjärvi. Her forsvinder stien igen sporløst for en stund.
Vores fødder er meget ømme, da vi nærmer os hytten. Vablen fra dagen før har udviklet sig og har fået følgeskab af artsfæller. Endelig lander vi på hyttens veranda og jeg er glad for, at vi skal sove indendørs. Jeg har nemlig booket og betalt i forvejen, men konstaterer nu, at koden til nøgleboksen ikke fremgår af bookingen… den skulle jeg åbenbart have modtaget på sms. Hvilket jeg så ikke har.
Frustrationen er synlig, da jeg vender mig efter lyden af en motorbåd der er på vej ind til land lidt længere henne. Jeg springer af sted over en bro, hvor der mangler et bræt og fanger et par ved søbredden som er ved at laste ting fra deres båd ind i bilen. Kender de måske noget til til koden? Nej, men hans svoger passer hytten og han bor ovre på den anden side af søen. Suk! Men han vil da godt sejle over og hente den til os. Jeg takker hundrede gange og han sejler væk. I ventetiden taler jeg med hans kone og hun fortæller, at selv samme samiske svoger også gerne transporterer gæster over søen mod lidt ussel mammon.
Jeg render nu tilbage til Lasse ved hytten for at fortælles den gode nyhed om både det ene og det andet. Pludselig forsvinder underlaget under mig og jeg ryger lige i gulvet uden at tage fra. Jeg havde glemt det manglende bræt på broen! Det gør virkelig nas, men intet er tilsyneladende brækket. Det må være de der calcium piller jeg tager… Humpende kommer jeg retur til parret og båden og får endnu en gang takket mange gange for hjælpsomheden og vi aftaler, at de ringer til svoger, når de kommer hjem og får dækning og så skal vi bare stå klar kl. 9 ved søbredden.
Aftenen er skøn og myggefri. Lasse forsøger sig med bad i søen, men må give op. Det er ekstremt koldt vand. Jeg forsøger mig ikke med den slags – jeg nøjes med koldt og varmt fodbad alt imens vi nyder min hjemmelavede mad og varm kakao.
Dag 3: 23 km – Reisavannhytta – Nedrefosshytta
Det er med en vis spænding, at vi går ned til bredden denne morgenstund. Men vi er heldige. En venlig herre med traditionel samisk hovedbeklædning, knive i bæltet og lang håndlavet træbåd, dukker op som aftalt. Det sparer os for cirka syv kilometer rundt om søen og gør dagens etape noget mere overskuelig for os. Og så støtter vi også det lokale erhverv, hvilket jo tæller om end ikke i kilometerregnskabet.
I dag skal vi forlade Finnmarksvidda og ned i den dramatiske og frodige Reisadal – en lang, smal canyon med stejle klippesider. Den har jeg virkelig glædet mig til. Jeg er jo nærmest forelsket i den dal ud fra billederne i guidebogen og på nettet. Det skal vise sig at blive et anstrengende bekendtskab som ikke kommer til at levne noget ønske om et gensyn på trods af skønheden.
Men det starter ellers godt. Stien snor sig fint ind i dalgangen og vi nyder Knorr suppen og de seje knækbrødsmadder med dåseleverpostej med udsigt til det flotte, dramatiske landskab.
Nedstigningen sker stille og roligt og vi krydser lidt våde områder med masser af multebær. Jeg kunne have plukket kilovis den første dag i sumpen, hvis ikke det havde været fordi jeg følte mig som jaget vildt af myggene. Her er der også mange af de overmodne, søde orange bær – Lapplands guld – men når jeg bukker mig ned, er der så langt op igen, at jeg ikke orker det.
Bevoksningen skifter gradvist fra birketræer til gamle fyrretræer og vi træder konstant i elglort. Det drypper lidt for oven, men det bliver ved det. Vi har besluttet, at vi naturligvis vil besøge denne del af dalgangens turistattraktion – Imofossen. Et 20 meter højt vandfald. Det kræver kun en lille detour og vi finder da også det fine skilt der viser vejen. Få minutter sener er stien som sunket i jorden. Vi tror vi følger den, men det må være en dyresti. Vi prøver os frem, men havner ude på en klippehylde. Det regner også. Jeg kan mærke, at mine kræfter ikke rækker til den slags sightseeing nu. Der skal være energi til at komme helt frem til hytten. Vi vender derfor slukørede om og går på gps op og rammer skilt og sti igen. Herregud, det var jo bare et lille vandfald og vi er begge mere interesserede i en varm, tør hytte.
De sidste kilometer er noget værre noget. Sten, lodrette klippesider, dårlig markering. I bunden af Reisedalen løber Reisaelvene og snart går vi på kanten. Derefter kan vi krydse den højt oppe på en god gammeldags vakkevorn norsk træbro og vi er fremme.
Hytten ligger mørkt på skråningen. Et gammelt norsk bjælkehus. Indenfor hilser vi på en fyr der er på langtur. Han er tysk og er startet i Göteborg og på vej til Nordkap. Det er en del af E1 ruten som går fra Nordkap til Sicilien.
Mine fødder er fuldstændig smadrede og ømme nedenunder. Det er som om jeg kan mærke hver eneste sten under mine fodsåler, når jeg går. Jeg tager fodbad imens Lasse får gang i saunahytten nede ved elven. Hvilken luksus det er , at få etage- og hårvask i varmt vand. Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke selv kunne mønstre den fornødne energi til at starte brændeovnen op i saunaen. Men det er vel det man har sin hjælperytter til. Det hæver i humøret betragteligt og vi spiser en god portion varm mad til aften.
Obs. Forbooking af båd ved Raisajärvi – Nilot Samisiida – +47 91385488. De lejer også hytte ud.
Dag 4: 27 km – Nedrefosshytta – Ove Raishiin
Dagens etape er beskrevet som “let” i guidebogen. Nu ved jeg ikke lige, hvilke kriterier der anvendes i den type kategorisering, men lad mig spagt tilføje: Jeg er ikke enig.
På kortet ser dagen tilforladelig ud. Vi skal blot følge kanten af elven. Lige ud hele vejen. Virkeligheden er en ganske anden. Indimellem går, kravler og kanter vi os på den meste stenede ufremkommelige sti langs elven. Kort efter er vi 30-40 meter højere oppe for derefter igen at gå blandet halvanden meter høje bregner dybt nede. Det er varmt og det har regnet hele natten, så luftfugtigheden er høj og der er masser af myg. Jeg er drivvåd af sved og er mere end taknemmelig for mine stave. Jeg fantaserer om korte bukser og kortærmet bluse, men det vil jo blot gøre mig til en endnu større myggemagnet. Det er ikke “let vandring”. Det er i kategorien “anstrengende”.
Vores ankler er på overarbejde og Lasse får flere vrid og en mindre forstuvning. Jeg tænker lidt på, hvordan en evt. evakuering mon foregår her. Helikopter kan ikke være en mulighed.
Men det er magisk alligevel. Nærmest som jeg forestiller mig det dybt inde i Alaskas skove. Fjeldsiderne rejser sig 300 meter op på begge sider. Vi passerer Nordnorges højeste vandfald – Mollisfossen – med et fald på 269 meter, hvor de sidste 140 er frit fald.
Ved elvens bred spiser vi frokost og får fornyet energi, men vi er begge på overarbejde. Litervis af vand hældes ned og alligevel skal ingen af os tisse hele dagen.
Det bliver ved i det uendelige. Sten, rødder, sten og atter sten. Da vi endelig kommer op på en lille grusvej er vi ret brugt, men vi beslutter os alligevel for at gå frem til en lille turistinformation, hvor der eftersigende skulle være borde og bænke. Det skal vise sig at blive en uventet gave.
Der i skovbrynet ligger nogle små nye bjælkehuse, en bålplads, hvor ilden knitrende holder myggene på afstand og et par mennesker sidder på rensdyrskind og nyder aftensolen. Vi kigger os lidt omkring og skal til at gå ned til elven og slå telt op, da jeg ser et skilt på den ene hyttedør. Man kan leje hytten for 200 NOK pr nat pr person. Men klokken er jo otte. Der er lidt dækning på telefonen og jeg ringer op. Her får jeg telefonsvarer til Halti Nationalparkcenter. Men der er to andre numre. Ingen svarer.
Vi sidder lidt. Så tikker der en sms ind og indenfor fem minutter står en sød nordmand og giver os koden til hyttedøren. Vi skal blot efterlade en formular med vores kontaktoplysninger, så får vi en faktura med posten. Det er klassisk norsk stil, år den er allerbedst!
Vi varmer vand i store mængder og vasker hinanden på ryggen ude på terrassen. Vi laver dejlig mad og tænder så meget op i brændeovnen, at vi gisper efter vejret resten af natten, men det er alligevel mega hyggeligt.
Dag 5: 22 km – Ovi Raishiin – telt ved søen Coalbmejärvi.
Efter 12 timer i sporet i går, må vi nok erkende, at femte dagen er nødt til at være mere human. Min planlægning har været alt for optimistisk i forhold til terrænet og vores fødder betaler prisen. Men da vi skal være fremme i Kilpisjärvi senest lørdag eftermiddag, må vi prøve at dele resten af turen lidt anderledes op og alligevel på det til at lykkes.
Vi er langsomme her til morgen. Det er som om vi ikke helt har lyst til at slippe den lille hyggelige hytte på ni kvadratmeter. Solen skinner og vi har mere end 1000 højdemeter lige foran os.
Vi skal op af den dybe Reisadal, op på fjeldet og endelig langt væk fra myggeplagen. Jeg kan faktisk bedst lide at gå op ad. Det er anstrengende, ja, men ikke for mine knæ og ankler. Det er bare simpelt hårdt fysisk arbejde. Jeg kan gå stille og roligt op ad i timevis uden problemer.
Op kommer vi da også og vi fortsætter over de smukkeste grønne fjelde med udsyn til alle verdenshjørner. Solen skinner virkelig på os i mere end én forstand.
Vi tager os tid til lidt sen frokost og jeg nyder, at jeg kan dele dette med Lasse. Det føles unikt og smukt helt ind i sjælen. Vi ser kun to mennesker på afstand og vi har en følelse af at have hele fjeldet helt for os selv.
Da vi beslutter os for at kigge efter en teltplads, mangler der rindende vand og vi må helt frem til søen, hvor vi endelig kan kaste vores rygsække fra os og kravle i soveposerne. Aftenhimlen er lyserød, da jeg kigger ud af teltåbningen.
Dag 6: 21 km -Telt ved søen Coalbmejärvi – Pihtsusjärvi hytten
Vi vågner for en gangs skyld til gråvejr, men det er ikke værre end at øllebrød og havregrød kan tilberedes og “nydes” uden for.
Vi er nu på højfjeldet og stien er nem at gå. Vi holder en pause efter syv kilometer ved den norske Somashytten som er den sidste hytte inden vi kan lægge Norge bag os og krydse grænse til Finland.
Vi er ikke mere end lige kommet over et højt rengjærde inden de første rensdyr dukker op. To og to. Mor og kalv. De stopper op, ligger og løber derefter elegant med hovedet let og majestætisk hævet væk fra os.
Frokosten indtager vi i den hyggeligste lille finske bjælkehytte Kopmajoki. Den er stadig varm fra gæster der lige må være gået. Jeg har lyst til at blive her. Ligge arm i arm i køjen, læse bog og drikke varm kakao og nyde stilheden en ekstra dag. Jeg lover mig selv, at jeg fremover vil planlægge mine ture, så der altid er en ekstra dag til sådan en luksus.
De finske hytter er åben og gratis. De er små og primitive med få sengepladser. Der er gas og brænde. Nogle af hytterne på strækningen er låst, men kan vist forbookes.
Efter frokost møder vi en yngre franskmand. Han har en lille vogn spændt på sin rygsæk. Han er på vej fra Frankrig til Nordkap og nu er han jo snart i mål – han mangler jo kun godt 450 kilometer!
Det egner, da vi i et stenhav passerer mellem to søer. Siden grænsen har vi vadet i sten og Finland forekommer mig at være de tusind stens land og ikke de tusind søers! Regnen tager til og pisker ned nu. Det blæser pludseligt kraftigt op og de sidste tre km ned til hytten er på ingen måde rare.
Der er en del telte ved hytten og jeg ved jo godt, hvad det betyder. Hytten må være fyldt. Jeg åbner døren til hytten der måler cirka 4 x 4 meter. Der er godt nok fyldt! Halvdelen af hytten består af én stor køjeseng, hvor man kan ligge seks mand på rad og række i to lag. Der er et lille bord med bænk, en brændeovn og to glasblus.
Fra overkøjen mødes jeg af tre sæt nysgerrige børneøjne. Ved bordet sidder et ældre tysk ægtepar. Ved gasblusset står en kvinde og så er der tre yngre fyre. De er heldigvis på vej ud. Så der er rent faktisk god plads!
Det ældre ægtepar viser sig at være yderst talende. De er ude og gå fra Nordkap til Kvikkjokk, dvs. omkring 1200 km, men som de siger, de er jo pensionister og har god tid! Moren og de tre børn er fra Tjekkiet. Snakken går på tysk og engelsk og der er en super god stemning
Vi finder vores plads længst inde. Alle er hensynsfulde og gør sig umage for at vi på den trange plads på skift kan få lavet mad og spist. Der er jo fyldt med grej, våde rygsække, sure støvler og strømper og ingen kan have været i bad de sidste par dage. Men det generer egentligt ikke mig. Det her er en anden verden.
Dag 7: 20 km – Pihtsusjärvi hytten – Kuonjarkoki hytten
Vi tager afsked med de søde rare mennesker i den lille hytte og begiver os i solskin af sted. Igen er terrænet enerverende stenet, men også smukt. Blå søer, glitrende elve og grønne fjelde. Vi kommer forbi Finlands svar på Niagara Falls, krydser en bro og følger elven der bugter sig frem til næste lille hytte, hvor vi holder frokost.
Selvom terrænet er irriterende, så må jeg medgive at der er virkelig smukt. Vi krydser et stort fjeldplateau og får en times regn, men da vi kommer frem til hytten, er der fint tørt igen.
Denne gang er der finske mænd i hytten og det er en helt anden snak. Eller det er måske så meget sagt, fordi de siger ingenting. Det folkeslag kræver en dåseåbner og god tid at få lirket op!
Vi kommer ind og jeg vil helst frivilligt ud igen og sove i mit eget telt i stedet for sammen med 4-5 tavse finske mænd. Men min hjælperytter tager udfordringen op og langsomt kommer der op til flere hele sætninger ud af vores forsagte nordiske broderfolk. Det bliver i øvrigt en kølig aften, så måske er det alligevel skønt at sove indendørs.
Dag 8: 21 km – Kuonjarki hytten – Kilpisjärvi
Da jeg åbner øjnene, ligger der en inder i køjesengen ved siden af mig. Han ser aldeles ufarlig ud som han ligger der i en sovepose, hvor prisskiltet stadig sidder fast på lynlåsen. Det må have været en sidste øjebliks pakning vi her er vidne til! Jeg har dog ikke hørt ham komme ind i nat.
Vi tager tidligt af sted. Vi har en bus som vi skal nå i Kilpisjärvi og vi forventer sten og atter sten. Det kommer til at tage sin tid.
Ved nærmere eftertanke er der egentlig ikke noget positivt at sige om denne etape. Det regner ovenikøbet en del. Vi knokler rundt i sten og som prikken over iét har min mave endegyldigt besluttet sig for at fortælle mig med blokbogstaver at jeg har laktoseintolerance … Det er ikke verdens fedeste sted at have diarre, men omvendt er der ikke langt til toilettet herude!
Så står vi pludseligt der på hovedvejen der forbinder Finland og Tromsø. Vi er fremme. Der er rensdyr over alt. De går ude på vejen. Slentrer af sted. Vi slentrer bestemt ingen steder. Jeg forestår, at vi finder ud af om der er et sted vi kan spise. Lasse foreslår, at vi bestiller en taxa derhen…
Men nu virker Google igen og siger, at der kun er 950 meter til en restaurant. Det kan vi vel gå. Vi mødes af et dragende skilt med teksten “buffet” og finder en lille dinner, hvor vi betaler 17 euro. Vi gør de næste to timer så meget vi kan for at det ikke bliver os de tjener penge på.
Efter seriøs overspisning går vi 200 meter til det lokale supermarked. Jeg skal have handlet lidt til næste uges vandring. Ved siden af supermarket ligger der en lille sportsbutik med Salomon sko. Jeg er simpelthen nødt til at prøve om jeg kan finde et alternativ til mine vandrestøvler. Jeg klarer ikke flere kilometer i dem. Jeg har så ondt i fødderne at jeg er tæt på at kaste håndklædet i ringen og tage med Lasse hjem.
De er frygtelig grimme de lilla trail støvler jeg ender med at købe. Det er de grimmeste sko jeg nogensinde har givet 1000 kr for, men allerede på vej ud af butikken føles det lidt bedre. Det er et kæmpe sats at fortsætte i helt nye sko, men jeg føler ikke, at det kan blive meget værre nu.
Planen er at tage bussen til Tromsø, hvor vi skal mødes med Jacob, der skal være min hjælperytter i uge 2 i stedet for Lasse (del 2 – Kilpisjärvi – Abisko).
Denne del af Nordkalottleden var faktisk langt mere krævende end jeg havde forventet. Det er der flere grunde til. 200 km på 8 dage er lige stramt nok. 1-2 dage mere havde været optimalt og ville have gjort det langt mindre anstrengende. Men det var helt klart det stenede underlag i kombination med mine fødder som gjorde denne del så udfordrende.
De norske hytter er på denne del som sædvanlig meget fine. De finske er spartanske, men de er også gratis.
Markeringen på den norske del af ruten er delvist mangelfuld. Man bør derfor have gps på f.eks. sin telefon. Vi havde brug for gps hjælp seks gange de første dage. Markeringen i Finland var fin. Den består af træstolper på cirka 40 cm med orange farve på toppen. De kan dog være lidt svære at se i tåge eller på stenede områder.
Den første dagsetape fra Kautokeino er ikke særlig god. Den er mildest talt en håbløs rute og jeg undrer mig over placeringen. Måske har man ikke kunnet blive enige med samerne om andet. Jeg vil anbefale andre at springe denne del over og i stedet gå på fylkesvejen.
Jeg er bevidst om, at jeg har sprunget 7 km over af Nordkalottleden, da vi valgte at benytte os af bådtransport på 3. dagen.
Del 2 af Nordkalottleden -Kilpisjärvi – Abisko 2023 kommer i et nyt separat indlæg.
