Årets eventyr går til Nordkalottleden i det allernordligste Skandinavien. Denne vandringsrute strækker sig over knapt 800 km i Norge, Finland og Sverige. Dette er beretningen om anden del fra Kilpisjärvi til Abisko.
Dag 9: 18 km – Kilpisjärvi – Pältsastugan
Jeg kaster et længselsfuldt blik tilbage, da bussen forlader Tromsøs hyggelige små gader. Lasse skal hjem og Jacob er nu kommet med.
Vi mødtes i går på hotellet og fik gennemgået Jacobs rygsæk. Det er hans første vandretur og rygsækken er enorm! Et 100 liter stor sort monster af en rygsæk. Vi deler aftensmaden imellem os og jeg kigger lidt skeptisk på Jacobs valg af fodtøj – en trailsko fra Ecco. Men han er klar og glæder sig.
Tilbage på værelset kan jeg mærke panikken over min egen rygsæk. Nu hvor Lasse ikke mere kan hjælpe til, er den alt alt for tung. Mine fødder gør stadig rasende ondt under fodballerne, vablerne er heller ikke helet og jeg er ikke i stand til at gå langt med 20 kg i den tilstand. Jeg er desuden nødsaget til at tage mine gamle vandrestøvler med videre indtil jeg ved om de nyindkøbte mega grimme lilla trailsko kan holde min svage ankel.
Jeg går i gang med øvelse nummer et i denne situation – need to have, nice to have. Jeg tager hver enkelt ting frem og vurderer om den kan undværes. Væk ryger blandt andet solcreme, balsam, halvdelen af ost og varm kakao, electrolyter, mælkepulver, skovl, vådservietter mm. Jeg skærer helt ned. Det der er tilbage skal kunne være der.
Støvlerne og knækbrød spændes uden på rygsækken og Lasse foreslår, at jeg beder Jacob bære kogegrej og min ekstra powerbank. Det hele tager pippet fra mig og jeg vil allerhelst hjem. Det virker helt uoverskueligt at skulle gå yderligere knapt 200 kilometer lige nu. Jeg er udmattet, træt, pylret og falder endelig i søvn tæt op af Lasse.
Støvlerne og knækbrød spændes uden på rygsækken og Lasse foreslår, at jeg beder Jacob bære kogegrej og min ekstra powerbank. Det hele tager pippet fra mig og jeg vil allerhelst hjem. Det virker helt uoverskueligt at skulle gå yderligere knapt 200 kilometer lige nu. Jeg er udmattet, træt, pylret og falder endelig i søvn tæt op af Lasse.
Busturen fra Tromsø til Kilpisjärvi i Finland er utrolig smuk med udsigt til høje bjerge og spejlblanke fjorde. Vejen snor sig og solen skinner.
Vi stiger af der hvor vandrerhjemmet ligger og båden skal tage os over søen. Vi har mere end fire timer som vi skal have slået ihjel, men vi finder et hjørne i solen og slår os ned. Det er som om, at ventetid her ikke kan sammenlignes med ventetid derhjemme. Selv fem minutter kø kan jo få de fleste op i det røde felt i Netto. Her er tiden bare en anden.
Vi spiser indenfor i cafeteriaet alt imens vi ud af vinduet kan se rensdyrene gå upåvirket rundt på vejen og p-pladsen.
Vi spiser indenfor i cafeteriaet alt imens vi ud af vinduet kan se rensdyrene gå upåvirket rundt på vejen og p-pladsen.
Endelig går båden klokken to norsk tid. Vi er mange der skal med, men de fleste er turister der skal ud til Treriksrøset – grænsemærket mellem Norge, Sverige og Finland som er en turistattraktion på de her kanter.
Vi bliver sat af og spænder vores tunge rygsække. Heldigvis er vejret med os. Solen bager og vi skal huske at drikke nok, når vi begynder opstigningen. Vi stopper kort ved et skilt, hvor der står:
Grövelsjön 1300 km med vandresymbol
Grövelsjön 1300 km med skisymbol.
Det er så meget mit skilt
og jeg bliver stadigvæk følelsesmæssigt dybt berørt, når jeg ser det selvom det nu er 3 år siden jeg gennemførte Vita Bandet og 5 år siden Gröna Bandet.
Jacob har ingen længsler forbundet til selve den gule betonklods der markerer trelandsmødet, så vi begiver os af sted.
Vi aftaler fra starten, at vi går 50 minutter og holder 10 minutter pause, hvor rygsækken kommer af og vi kan hvile vores fødder.
Anden aftale er, at det er helt i orden, at gå med noget i ørerne. Jeg er ret glad for at høre lydbog eller podcast, når jeg er ude. Den ene time tager den anden og det er en luksus for mig, at kunne tilbringe timevis med læsning uden afbrydelse.
Vi er kommet sent afsted pga båden, men det har vi mentalt forberedt os på og vi kommer stille og roligt op i terrænet og kan nyde en formidabel udsigt.
Efter godt 5 timers vandring har vi tilbagelagt 18 km og er fremme ved Pältsastugan – den nordligste af STFs hytter.
Et par finske damer har indtaget hytten og saunaen, men efter tur får vi også hver især vasket sveden af kroppen og spiser en god portion af den hjemmelavede mad.
Mine fødder gør stadigvæk ondt, men de nyindkøbte lilla lyn har fungeret og de holder mine ankler tilstrækkelig til at jeg tør satse på dem og efterlade mine vandrestøvler. Jeg kan ikke bære dem, så de må blive glemt i morgen.
Dag 10: 19 km – Pältsastugan (Sverige) – Rostahytta (Norge)
Vi har aftalt afgang kl 9. Det regner og skydækket hænger lavt, da vi begiver os af sted. Vi har en plan A og en plan B for dagen. Plan A er at få en kort dag, hvor vi er tidligt fremme til næste hytte og kan slappe godt af og samle kræfter til 3. Dags lange etape. Alternativt kan vi fortsætte forbi og telte og dermed æde lidt af den efterfølgende dags anstrengelser.
Terrænet er let vandret og af og til er det tørvejr. Efter middag letter skyerne en anelse og vi drikker varm suppe inden vi gå ind i Rostadalen og kan fornemme de høje bjerge omkring os. Som forventet hælder jeg til plan A jo tættere jeg kommer på hyttens lokkende varme, men heller ikke Jacob har udpræget lyst til at tilbringe natten i sit telt. Så vi låser os ind og jeg falder omkuld i soveposen et par timer.
Det føles som en halv hviledag og det står endnu mere klart for mig, at jeg er kommet der til, hvor jeg ikke mere vil knokle 25-30 km om dagen. Denne tur er den sidste af den slags. Selv efter mere end en uge på tur og nye støvler, skriger mine fødder af mig. Både når jeg går, men også når jeg kommer frem. Hvis jeg skal lytte til min krop, så er det nok ved at være på den tid livet
.
.
Rostahytten tilhører den norske turistforening og standarden er som sædvanlig meget høj. Her er sågar solceller der giver lys og mulighed for opladning af telefon. Vi laver en god portion mad og nyder aftenen. Der er kun én anden gæst i vores hytte, så det er ren luksus – eller som Jacob siger, det er jo som et godt dansk sommerhus.
Dag 11: 31 km – Rostahytta – telt ved Sturo Nanna – 31 km
Vi har talt om det. Den berygtede tredje dag. Forberedt os. Vi har døbt dagens etape for Kongeetapen og snakket om, hvordan vi skal komme igennem de godt 30 km der ligger foran os.
Taktikken er lagt, Vi går de første 17 km frem til Dærtahytta og holder en lang frokost, og så må vi se om vi har anden halvleg i benene.
Vi starter ud i solskin med en god portion højdemeter fra begyndelsen af. Men alting lykkes i solskin og humøret er i top.
Vi starter ud i solskin med en god portion højdemeter fra begyndelsen af. Men alting lykkes i solskin og humøret er i top.
Vi passerer over bløde, grønne fjelde, vandløb og lange partier med sten. Det sidste er på ingen måde noget Jacob er vild med. Efter godt 17 km kan vi holde en velfortjent og lang frokostpause i Dærtahytten.
Nu venter så anden halvleg og vi må begge kaste os over lydbøger og podcast. Der kommer et par dryp fra oven og regntøjet kommer på og af igen.
De sidste 6 km trækker søm ud, men endelig kan vi efter 12 timers vandring krydse bredt vad dog uden særlig meget vand. Stenene der ligger under vandoverfladen er dog ret glatte og helt tørskoet kommer vi ikke over – hverken i Ecco eller Salomon. Vores gps viser 31 km, da vi smider rygsækken og sætter vores telte op. Klokken er over otte og vi er begge brugt.
Jeg går ned og henter vand til mad med det samme og får varmet vand til mad. Vi har kun energi til at kaste en pose frysetørret mad ned og skure efter med tandbørsten.
Jeg kravler i soveposen og konstaterer hurtigt, at jeg vil komme til at fryse om mine ben. Et lag uld er for lidt, men jeg har ikke mere tøj med. Det vil sige, jeg har min tynde langærmede bluse som jeg har gået i hele dagen i overskud og får stukket benene ned i ærmerne. Det løser problemet. Fiks! Man kan vel sige, at kulde lærer nøgen kvinde at udnytte hver en tråd.
Natten falder på og tågen kryber ned ad fjeldsiderne, men regnen udebliver. Jeg får aldrig den bedste søvn i telt, men 10 timers hvile kan også noget.
Dag 12: 27 km – Telt ved Stuora Nanna – Vuomahytten
Det skal vise sig, at blive den dag på turen, hvor vi begge må grave dybt i os selv for at komme i mål.
Jeg vågner tidligt og gør mig stille og roligt klar inde i teltet. Fødderne fik ingen fodbad i aftes, men de bliver nu minutiøst gennemgået for vabler og sår og de pakkes godt ind i plaster og sportstape.
Min øllebrød indtages i teltåbningen og jeg prøver at høre om der er liv ovre i Jacobs telt. Da han er stille, lader jeg mig i stedet falde tilbage i soveposens dun og blunder. Men det bliver en kort lur – Jacob er klar!
Skydækket hænger tungt, da vi pakker vores våde telte sammen og begynder med en kraftig stigning. Det støvregner og al udsigt er forsvundet. Det ligner unægteligt noget der skal forblive sådan resten af dagen.
Det er surt, men ved frokosttid, kan vi komme indendørs i Dividalhytten. Vi bliver hængende lidt. Det frister ikke rigtigt at begive sig ud i regnen, men der venter yderligere 17 km under trægrænsen. Heldigvis er der ingen myg, men det er nok også det eneste positive der er sige. Jeg ærgrer mig over, at Jacob ikke får fornøjelsen af at se den dramatiske canyon vi følger, men vi må nøjes med det brusende lydspor.
Vores tempo er langsommere end gårsdagens og der bliver også kortere mellem pauserne. Vi holder humøret oppe og lover hinanden, at vi nok skal komme indenfor i dag. De sidste kilometer er mine fødder så utilfredse med strabadserne at de nærmest tigger mig om at lægge mig med.
Endelig er vi ved den fineste hytte – Vuoma. Vi krabber os bogstaveligt talt de godt 150 meter ned efter vand, velvidende, at ingen af os vil være i stand til at gå, når først vi har befriet os fra vores støvler.
Jeg får gang i brændeovnen og lægger mig på gulvet. Der er ikke mere energi i mig. Da vi får sundet os lidt, indtager vi hver vores sofa med udsigt. Det er stærkt vanedannende at ligge på sofa – og her i fjeldet er det nærmest farligt!
Dagen har været hård, men nu er alt godt og så står min livret på menuen – hjemmelavet bolognese med ris til. Det smager himmelsk! Vi har fået selskab af to Gröna Band herrer og de konsumerer hurtigt resterne af vores middag.
Dagen har været hård, men nu er alt godt og så står min livret på menuen – hjemmelavet bolognese med ris til. Det smager himmelsk! Vi har fået selskab af to Gröna Band herrer og de konsumerer hurtigt resterne af vores middag.
Jeg er super træt, da jeg lægger mig i køjen, men også taknemmelig for, at det er lykkedes Jacob at klare disse to lange dage. Det er ikke hver mands kost som vi her er ude i.
Dag 13: 29 km – Vuomahytta – Altavas hytta
Jeg kunne godt have tilbragt en hviledag liggende på hyttens skønne sofa med udsigt. Virkelig godt! Men vi skal videre. Jeg lover hermed nu, at jeg fremover vil have mindst en hviledag per uge på tur.
Solen skinner og det blæser lidt. Foran os ligger godt 29 km, med en jævn stigning og tilsvarende nedstigning. Vi er begge enige om, at vi er bedst op ad. Selvfølgelig er det anstrengende, men det er ned ad som belaster knæ, ankler og fødder mest.
Vejret er fantastisk og fjeldet viser sig fra sin allersmukkeste side i dag.
Gårsdagens regn er fuldstændigt glemt og Jacob må i stedet sande, at han skulle have husket solcreme. Jeg kan godt mærke, at hvis han kunne gå baglæns, så havde han gjort det, så meget brænder hans næse.
Dalgangen er betagende smuk og selv stenpartiet tripper vi over i fin stil inden vi med solen i ansigtet stille og roligt kommer frem til Gaskashytten.
Vi spiser pulversuppe og knækbrød og hviler vores trætte ben. Jacob har problemer med venstre ankel og jeg får den fikseret stabilt med kraftigt sportstape. Hans Ecco sko har sparet ham for vabler, men til gengæld beskytter de ikke ankler og de er nærmest umulige at tørre over natten.
Efter den overdådige frokost, venter yderligere 12 km. Jeg fordriver tiden med opklaring af et enkelt mord, smådrømmerier om varmt karbad og internetforbindelse.
Efter godt 10 timer kan vi låse os ind i hytten. Karbad bliver det ikke til, men et varmt fodbad og lun kakao. Vi Facebook-stener i hver vores sofa og jeg får talt med ungerne derhjemme.
Efter en solid portion aftensmad er der ikke mere at komme efter.
Dag 14: 24 km – Altavashytta – Lappjordhytta
Det går nemmere med at blive klar og få pakket om morgenen. Måske fordi vi nu snart har spist al dem proviant der fyldte for blot 5 dage siden.
Jacob er løbet tør for det allerværste man kan løbe tør for….og mest uundværlige – chokolade! Han havde ikke fantasi til at forstille sig, at en plade chokolade om dagen er et minimum. Selv spiser jeg 3 chokoladebar om dagen, 100 gram saltede cashewnødder, lidt mere chokolade og lidt blandet slik. Kunne sagens spise mere!
Der i faktisk ingen tvivl om, at jeg ikke kan indtage nok kalorier i forhold til energiniveauet og jeg kan mærke, at mit tøj allerede sidder løst på mig. Det er en genial slankekur. 14 dage på tur med store mængder chokolade og mavefedtet er væk!
Igen skinner solen på os, da vi passerer dæmningen. Tempoet er højt. Vi skyder en fart på 4 km i timen og kan alligevel nyde udsigten der langsomt åbner sig foran os. Af og til kigger et sæt rensdyr nysgerrigt på os inden mor og kalv stikker snuden i vejret og løber elegant videre.
Vi slår os ned ved en lille rislende bæk og spiser vores frokost med udsigt til en fjeldside med sne. Jeg opdager til min glæde, at Jacob her på sjette dagen, har fanget den befriende primitivitet der er opnåelig herude. Han dypper nu knækbrød direkte ned i krukken med peanutbutter!
Efter frokost kommer vi let over en større elv og snart står vi på denne turs absolutte flotteste sted. Højt hævet over Torneträsk skuer vi i panorama ud over Abisko- og Kebnekaise fjeldene som de ligger der badet i solskin og blå himmel. Lapporten står som mejslet i horisontens bagtæppe til venstre, Mårma troner og bagerst ses Kebnekaisemassivet. De norske fjelde til højre fuldender billedet som på ingen måde kan tages og gengives i samme storhed som det viser sig for os netop i dette øjeblik.
Vi sætter os ned på vores rygsække og tager udsigten til os.
Vi går ned over bløde grønne bakker og sætter os endnu en gang ned lige over skovgrænsen, og nyder den store sø Torneträsk. Måske nyder vi også den sidste dag i denne stilhed. I det fjerne kan jeg se en bil på vejen til Narvik og jeg tænker endnu en gang på om min beslutning om at stoppe min tur halvvejs nu også er den rigtige. Men det er den.
Vi finder hytten og glæder os over at være fremme i god tid. Aftenen går med snak og skriverier. Jeg nyder stilheden, da mørket falder på og lover mig selv at fokusere mere på nydelse end ydelse på min næste fjeldtur.
Dag 15: 25 km – Lappjordhytta (Norge) – Abisko (Sverige)
Jeg har egentlig slet ikke lyst til at gå fra hytten. Jeg ved jo godt, at så snart vi om få timer står dernede i civilisationen, så er magien væk. Den stilhed vi her nyder vil blive skiftet ud med et mylder af mennesker og en masse at forholde sig til.
Men vi er ved at løbe tør for mad og middagen på fjeldstationen trækker i os. Jeg kan godt mærke, at mine bukser hænger løst, så en god bøf ville nok gøre godt.
Det første stykke ned fra hytten, som ligger med udsigt til Torneträsk og Lapporten, er fin, men derefter er det lidt op, ned og rundt. Solen skinner på Jacobs forbrændte næse, men vi kan ikke tillade os at beklage at vi er så heldige med vejret. Sky- og myggefrit i august er luksus på fjeldet.
Jeg er hundesulten og går langsomt i dag. Rygsækken er jo let nok, men benene og fødderne er stadig er utilfredse. Selvfølgelig vil kroppen de første dage give lyd fra sig, men efter 15 dage?
Så står vi der ved Abisko fjällstation. Vi tager det obligatoriske selfie målfoto og glæder os usigeligt til bad, sauna og en dejlig middag.
Da jeg for et halvt år siden spurgte Jacob om han ville med mig, troede jeg faktisk, at han ville sige nej. Så godt kendte vi jo ikke hinanden. Men han sagde ja tak til udfordringen og selskabet.
Jeg har naturligvis ikke kunnet undgå at bide mærke i andres løftede øjenbryn i den forbindelse. Det undrer mig, at vi stadig her i 2023 har en så fastlåst, stereotyp opfattelse af, hvad mænd og kvinder kan foretage sig sammen. Jeg synes personligt, at det synd at vi pålægger os selv og hinanden den begrænsning ikke at kunne have venskaber på tværs af køn og alder.
Vi har nu tilbragt en uge sammen. 24/7. Spist, sovet, gået sammen. Talt sammen. Været stille sammen. Fuldstændig problemløst. Det har været helt nede på jorden og bare super hyggeligt. Vi er meget forskellige, men vi har været fælles om at ville det vi havde sat os for, og så har vi begge gjort os umage.
Det har været en fornøjelse 🙂
Jeg har nu tilbagelagt knapt 400 km af Nordkalottleden fra Kautokeino til Abisko. Det har været en fantastisk oplevelse, men jeg må også erkende, at mine fødder hele vejen har været særdeles utilfredse med belastningen. Med tanke på, at min krop og jeg skal følges ad på mange eventyr fremover, har jeg for husfredens skyld valgt at stoppe for i år. For når vi er så heldige at have en passion og en glæde ved noget, så skal vi også huske at værne om det. Ikke drive rovdrift på passionen, så vi til sidst kommer til at hade netop det vi elsker allermest.
Fjeldet løber ingen steder og anden halvdel af Nordkalottleden vender jeg naturligvis tilbage til næste år. Det kan jeg nemlig slet ikke lade være med.
Denne del af Nordkalottleden er ca. 185 km. Det er en meget smuk og varieret strækning med omkring 5.000 højdemeter. Vi gik turen på 7 dage, men 8 dage vil nok være mere passende. Der er delstrækninger med stenet underlagt, men det meste af vandringen er på en fin, smal sti.
Den første hytte tilhører Svensk Turistforening. De andre tilhører Norsk Turistforening og kræver DNT nøgle eller forhåndsbooking. Der er ikke telefon/internetdækning på store dele af ruten, men i nogle af hytterne kan man oplade sin telefon.
Markeringen er fin på hele strækningen og man har ikke brug for gps for at finde vej. Jeg er bevidst om, at jeg har sprunget nogle kilometer over af Nordkalottleden, idet jeg tog båden fra vandrerhjemmet i Kilpisjärvi over søen.
Del 1 af Nordkalottleden – Kautokeino – Kilpisjärvi 2023 ligger som separat indlæg.