Dag 17. Jäckvikk  – Bäverholmen 30 km

Det er vindstille og fint, da jeg forlader Jäckvikk og knokler op over fjeldet. Dagens mål er at komme til Bäverholmen, hvor jeg har reserveret et rum og forhåbentlig varm mad til aften. Men jeg skal være der senest kl. 17, da stedet lukker tidligt i dag.

Jeg holder tempoet og efter 2 timer er de første 10 km ordnet. Jeg krydser ind gennem Piejekaise nationalpark og det begynder at småregne. Ikke på nogen irriterende måde, men regntøjet må på.

Fødderne er som altid våde og mine trailsko er begyndt at revne. Det er utroligt at et par trailsko ikke en gang kan holde 500 km. Men det er faktisk ikke det værste. Det er min ene storetå. Der er gået betændelse ved neglen og den gør ondt. Jeg har givet den fodbad og håber, at det vil hjælpe. Men jeg er nervøs og bekymrer for om det vil udvikle sig til noget der kan genere mig. Resten af kroppen har det forbløffende godt.

Efter 22 km er jeg fremme i Adolfström – en meget lille flække for enden af en asfaltvej. Lige som i marts opsøger jeg Adolfströms kuriøse handelsbod. Den lille butik er som en gammeldags købmandsbutik med lidt af hvert. Det er en ældre dame der har den og vi sludrer alt i mens hun laver en kop the til mig. Der sidder jeg midt i butikken og drikker the af en fin kop og spiser kanelbulle af sølvstel! Den søde dame kan faktisk huske vores besøg i marts og jeg bliver fotograferet til hendes egen lille gæstebog.
Med mig får jeg nøglen til Rävfallsstugan, så jeg har et sted jeg kan sove på vejen til Ammarnäs.

De sidste 8 km til Bäverholmen er nemme og kl 15.45  er jeg fremme i lysningen, hvor der ligger et par små træhuse. Man kan om sommeren kun komne hertil med båd eller til fods. Om vinteren på ski eller med snescooter. Alligevel drives der her et lille overnatningssted med tilhørende spisning. Midt ude i ingenting. Der er ikke andre end mig. Jeg får serveret en tallerken med elgsteg, kartofler og brun sovs inden ejeren lukker og jeg kan kravle i soveposen.

Dag 18. Bäverholmen  – Ammarnäs 52 km

Jeg ved godt, da jeg slår øjnene op næste morgen, at jeg i dag skal præstere maksimalt. Plan B er at gå til Rävfallsstugan som ligger 42 km fremme. Det betyder at jeg næste dag skal gå 21 km inden jeg er fremme i Ammarnäs. Plan A er at gå direkte til Ammarnäs, hvilket i princippet er fuldstændig vanvittigt, fordi det er 52 km. Beslutningen skal træffes efter 33 km.

Klokken lidt over halv syv er jeg i sporet som smyger sig op gennem birkeskoven. Det er så fint vejr! Solen skinner på mig og da jeg kommer over trægrænsen kan jeg se milevidt frem for mig. Det er både godt og ondt at kunne se langt. Det gør det nogen gange til en evighedsvandring. Hvis landskabet har flere kanter og knaster, har jeg en bedre fornemmelse for at jeg kommer fremad. Jeg holder hvil i solskin og spiser rejeost på tube og hjemmebagt brød med tranebær fra handelsboden i Adolfström.

Efter 30 km småregner det og mine fødder er ømme. Måske er plan A alligevel ikke særlig smart? Fremme ved skiltet til Rävfallsstugan 9 km stopper jeg op. 17 km til Ammarnäs eller 9 km+21 km næste dag? En del af den op ad bakke..jeg sparer altså en del kilometer og en dag, hvis jeg bider tænderne sammen og går de 17 km direkte. Så det gør jeg. Og fra det øjeblik bliver der tungt.

Problemet med området omkring Ammarnäs er, at kortet ikke stemmer overens med virkeligheden.  Mange stier er ikke indtegnet på kortet og det forvirrer mig hurtigt at der tilsyneladende er vintermarkering (røde kryds) på sommerstierne på kortet. Jeg søger ned gennem birkeskoven, og synes bestemt jeg har mistet overblikket, da jeg endelig står på grusvejen der fører ned i dalen og videre. Jeg ved ikke lige , hvilken del af hjernen der herefter tager over, men jeg dropper grusvejen og fortsætter i stedet af en stig som ser fin ud. Efter godt 4 km begynder jeg at komme i tvivl om jeg har dummet mig og valgt en vinterlede. De egner sig sjældent til sommerbrug. Jeg går i mudder på en sti, men jeg kan hele tiden se friske spor af en hest og overbeviser mig selvom at hesten jo nok og så skal hjem til Ammarnäs. Bedst som jeg er ved at være mør og opgivende, står jeg på grusvejen. 7 km til Ammarnäs.  Jeg er træt, sætter “Det vi taler om” i ørerne og spiser resten af brødet inden jeg nu trasker frem mod målet.

Efter godt 52 km er jeg endelig fremme. Jeg tjekker ind på vandrehjemmet Ammarnäs Gaarden, får et bad og en skøn middag bestående af fiskesuppe med röding og elgburger. Med fødderne i sæbevand, dejser jeg omkuld. 52 km på 11.5 time skulle der til for at gøre mig fysisk mør. Det er jo godt at vide til en anden gang.

Dag 19. Ammarnäs  – Tärnasjö 36 km

Sover længe. Altså til klokken 7. Sætter igen min betændte tå i sæbevand og renser med klorhexedin. Pakker sammen og spiser en velvoksen morgenmad med vaffler til. Sådan! Jeg er klar.

Jeg vælger at følge asfaltvejen helt ud til StourTjulträsk søen og holde stien stik vest til Serve. Denne del er ikke Kungsleden, men det er jeg fuldstændig ligeglad med. Det er den letteste vej at gå i stedet for at gå via Aigert. I strålende solskinsvejr indtager jeg efter godt 22 km min primitive madpakke foran hytten inden jeg går videre.

Strækningen fra Serve til Tärnasjö er utrolig pæn – ikke mindst i solskin. Kontrasten til den dag i marts, hvor jeg gik samme vej på ski i hård vind, regn og våd sne, er enorm. Lige så skræmmende uvenligt fjeldet var den gang, lige så imødekommende er det nu. I marts var jeg virkelig presset her, hvor jeg nu går og fløjter melodier. I øvrigt er jeg ikke alene. Lugten af rensdyr er hele tiden nærværende og dyrerne krydser konstant mit spor. Jeg forskrækkes af en stor ren, da den prustende løber tæt forbi mig.

Tärnasjö hytten ligger smukt ned til søen og selvom jeg ved at saunaen ligger så fint i vandkanten, orker jeg blot at sætte mine fødder i sæbevand alt imens jeg læner mig tilbage i køjen og kæmper med trætheden. Dagens etape blev på 36 km.

Dag 20. Tärnasjö  – Hemavan 37 km.

En lidt særlig dag. Når dagen er omme, er jeg  halvvejs og jeg tænker på om jeg kan klare at fortsætte.
Da jeg mødte hytteværten i Tärnasjö igår og fremviste mig rabatkort for grönabandar, udbrød hun: Er du en af dem? Med lige del beundring og forundring i stemmen. Jeg svarede ” ja”, for jeg vil så gerne være én af dem. Men jeg er det jo ikke endnu.

Med solen i ansigtet begiver jeg mig af sted til Syter. Det er en særdeles smuk strækning. Efter godt 3 timer og 14 km er jeg ved Syterstugan, hvor jeg spiser frokost. Opstigningen til Sytetskalet går fint, selvom fødder er ømme. For første gang på turen, kan jeg mærke at jeg trænger til at hvile.

Jeg holder en kort pause ved Viterskalet inden jeg tager hul på de sidste 11 km. Snart kan jeg se ned til den lille by Hemavan og lufthavnen. De sidste kilometer ned er lange, men pludselig er der asfalt under sålerne.

Jeg går forbi fjeldstationen og ned til feriecenter, blot for at konstatere, at de har lukket for i dag. Det er rigtig træls, fordi jeg har sendt en pakke med diverse ting som nu ligger bag lås og slå. Pylret og sulten går jeg tilbage til fjeldstationen. Den rare mand i receptionen giver mig mig eget rum og et rent håndklæde. Der skal ikke meget omsorg til at gøre  mig barnlig glad.

Aftensmaden indtages på Nannas kök som efter min overbevisning laver den bedste pizza jeg har fået længe. Men måske er jeg bare seriøst sulten? Jeg vælter omkuld med de trætte fusser i sæbevand alt imens jeg prøver mentalt at komme videre. Heldigvis er det hviledag i morgen, hvor jeg har været ude på tur i tre uger.