Dag 15. Jeg vågner til særdeles kølig morgenstund i det lille anneks i Västerfjäll. Jeg kan se mine egne ånde alt imens jeg klæder mig på. Jeg har nu haft det samme tøj på i 2 uger og selvom det er uld, så må jeg indrømme at det ikke just dufter af violer!
De 40 grader fra aftenen før er bogstaveligt talt gået op i røg og jeg må videre. Jeg pakker sammen, sletter mine spor og hænger nøglen på sin plads.

Bag den lille trækirke finder jeg en lille sporadisk sti som snor sig gennem det stille terræn. Solen kaster lidt stråler på skovbunden og snart er jeg tilbage på Kungsleden og fremme ved broen over Piteelven. Jeg møder en der er ved at lægge nye træplanker ud i det våde, mudrede terræn. Vi sludrer for en stund.

På den anden side af elven møder jeg endnu en grönabandar som også er på vej sydover. Han ligger i telt og ser træt ud. Jeg sætter mig og snakker lidt inden jeg tager hul på dagens opstigning i terrænet.

Det drypper lidt og regnbuen kommer frem og en elg viser mig den ære at stå stille og lade sig fotografere.

Jeg lytter til podcasten “Kvinden med den tunge kuffert” alt i mens sveden springer fra min pande.

Det går faktisk solidt op ad, men hellere det end ned ad. Vel oppe blæser der en strid modvind og landskabet er ikke specielt skønt af gå i. Sådan lidt rodet! Endnu et hak til op og et stort plateau åbner sig på ca. 1000 m o.h. Jeg kan se utroligt langt i alle retninger og fascineres ved tanken om at jeg har gået ude i horisonten dagen før og slutter ude i den nyr horisont til aften. (Hvad hedder horisonten som er bag én??).

Det er koldt og jeg skal bare frem. Jeg holder først pause da jeg efter 25 km, når ned i birkeskov igen. Spiser et par skiver knækbrød med rejeost på tube…  og chokolade og skifter podcast. Da jeg fortsætter af den snoede sti ser jeg en stor klat bjørnelort. Hvem ellers skider blåbær i de mængder?

Efter 34 km kommer jeg frem til Vounatjviken og solen skinner for en kort stund inden regnen tager fat. Jeg afslutter dagen med et bad og en elgburger.

Dag 16. Jeg kan sove længe, fordi båden over Riebnes først går kl. 9.30. Jeg tuller rundt og spiser morgenmad og pakker sammen. Det er jo nærmest en halv hviledag jeg har foran mig. Kun 18 km frem til Jäckvikk. En lidt uinteressant vandring bortset fra at jeg skal ud og ro.

Roning er absolut ikke en del af min komfortzone. Men heldet er med mig og der ligger to robåde på min side, da jeg kommer til passagen. Jeg har besluttet mig for ikke at give mig selv lov til at blive nervøs så jeg smider rygsækken op i den ene båd med det samme og trækker i båden for at få den ned af rampen. Den rokker sig ikke ud af stedet! Jeg prøver fra søsiden, men jeg er for lille. Den anden båd er af en anden type og så springer jeg på den i stedet for. Snart får jeg den fri og skubber fra. Jeg kan se den modsatte bred 300 meter væk og koncentrerer mig om opgaven. Jeg har ikke roet siden barnsben, men jeg kan! På den anden side står en mand som fisker og han hjælper med at trække båden op på rampen. Der er i alt tre både og havde der været en båd på min side, skulle jeg have roet tre gange. Jeg var heldig, men det må man godt være ind imellem.

Resten af eftermiddagen går med indtjeck på Kyrkans fjällgård, snak med grönabandare. Spisning og fodbad. Jeg får spejlæg og skinke  – proteiner er godt! Senere kommer den svenske grönabandar Tony  også frem og tjekker ind på rummet. Mine fødder får lidt ekstra opmærksamhed inden jeg kryber i posen.