Dag 22 / 23 km / 412 km i alt

Ammarnäs – Serve

Kender du det med at man tænker: Denne her dag, den bliver nem? Den er lige til at gå til. Piece of cake! Intet kan gå galt.
Præcis sådan havde jeg det i dag. Herregud, 21 km på ski lige ud. Ingen højdemeter af betydning og god vejrudsigt.

Sådan skulle det så ikke gå. Hvad kan man lære af det? At det er vejret der bestemmer. Og at man skal huske at nærlæse kortet MED kontaktlinser på. Man skal ikke begynde at sjuske bare fordi, at man kan se målstregen.

Havde jeg kigget ordentligt efter og talt højdekurver, havde jeg kunne se, at vi af to omgange skulle op i terrænet. Så havde jeg i det mindste mentalt kunne forberede mig på det.

Dagens første udfordring dukkede op få minutter efter skiene var i sporet. Nul grader er noget skidt. Rigtig skidt. Selv med korte feller kommer der 10 cm klamper under skiene. Så er det slut med glid og hver gang man løfter skiene, er det som om der er monteret blylodder på fødderne.

Jeg skraber konstant skiene fri på vejen op af den første stigning. Når sneen er så tung, glider pulken heller ikke. Det føles som om den suger sig fat til underlaget. Efter 4 km prøver jeg at køre uden feller, men der kommer fortsat klamper under glidezonen på bagskien. Jeg forsøger mig med en rød voks på den del og det hjælper faktisk en anelse.

Vi kører på scooterleden fra Ammarnäs og vest i retning af søen. Da det er lørdag, er der en voldsom trafik og der køres stærkt. Hver gang jeg har et strejf af glid, dukker der en snescooter op og når den har kørt i sporet, virker sneen varm igen og det klamper. Det er vist unødvendigt at forklare, hvor anstrengende og frustrerende det er. Jeg kampsveder.

Men dette var blot en forsmag på, hvad dagen ville bringe af prøvelser. Efter godt 8 km er vi på den store sø vest for Ammarnäs. Jeg har lidt glid og glæder mig allerede til 7 nemme kilometer.
Men så var der så liige det der med vejret. Godt 2 km ude på søen blæser det relativ pludseligt op. Vi har vinden ind lige forfra og den er hård. Vi skal virkelig holde fast for ikke at blæse baglæns. Mor må gå silleben for at komme frem. På et tidspunkt falder hun og jeg må tilbage for at hjælpe. Da jeg vender ryggen op mod vinden, er jeg nød til at plove/ bremse for ikke at køre forbi hende. Lidt vanvittigt på en fuldstændig vandret overflade.
Det bliver 4 barske kilometer inden vi kan mærke at vi er ude af vinden igen. Måske fordi vi kommer i læ af fjeldet, eller fordi vinden løjer af.

Vi puster ud og glæder os over at vi nu kun har 6 km frem til hytten. Men der var sørme også lige en del højdemeter og et par kilometer jeg havde overset. Jeg må indrømme, at jeg er slidt, da vi efter 8 timer og 23 km står ved hytten.

Så dagens morale må være: Sælg ikke skindet før bjørnen er skudt. Der kan nå at gå lus og lopper i skidtet..

Dag 23 / storm i Serve

Vi vågner til snestorm og da der ingen bedring er i vente, kryber vi i soveposen. Dagen er lang og jeg begynder at få en anelse tur-kuller. Jeg har nu læst fem bøger og jeg er udhvilet. Eneste tidsfordriv er de lejlighedsvise ekspeditioner til toilettet.

Vejrudsigten for næste dag ser desværre ikke meget bedre ud, men det siges at vinden vil være mindre på formiddagen og først tiltage til meget hård vind ved middagstid. Vi er fem der skal videre og alle beslutter sig for at forsøge med at komme tidligt af sted.

Vi er så tæt på vores mål om at gå Kungsleden på ski, og egentlig havde jeg ikke forventet de store udfordringer på denne sidste del. Men ingen har lovet at det skulle være let. Så var der nok også flere der gjorde det.

Dag 24 / 15 km / 427 km i alt

Serve – Tärnasjöstugan

Idag blev jeg i den grad udfordret. Jeg vil huske denne dag på ski som én af de absolut mest udfordrende. Og der var ikke et øjeblik, hvor jeg kunne komme i tanke om, hvorfor jeg overhovedet er i gang med det her projekt. Hvorfor ikke bare tage til Thailand og bade som alle andre?

Vi vågner til snevejr, men mindre vind og er tidligt ude for at kunne nå frem til næste hytte inden vinden igen tiltager til hård vind. Det er sandsynligvis svært at forstå at hård vind er et problem, hvis man sammenligner med cykelstien derhjemme, men på fjeldet er hård vind alvor. Kulde føles voldsomt på huden og man har svært ved at stå fast. Der er ingen læ nogensteder, ingen tryg havn.

Allerede 500 meter efter vi har forladt hytten, blæser det op. Vi går i 15 cm nysne, temperaturen er omkring frysepunktet og det regner! I løbet af rekordtid er vi gennemblødte. Mine bukser er ikke vandtætte og jeg mærker at mine fødder sopper i vand i støvlerne. Regnen kommer nærmest vandret i ansigtet på os. Den våde sne klæber til mine ski så jeg knapt kan løfte dem. Mine store Hestra vanter er pjaskvåde og det samme gælder de to par indervanter jeg har på.

For hver 50 meter kigger jeg over skulderen om mor er med og hun nikker. Vi snegler os frem og jeg tør næsten ikke stå stille, fordi kulden lynhurtigt trænger igennem de våde lag tøj. Kombinationen af regn, kulde og hård vind er virkelig en dårlig cocktail. Snart kan jeg ikke mere mærke min højre tommelfinger og kulden får mig til at ryste ukontrollabelt.

Vi holder ingen pauser. Vi snakker ikke sammen. Jeg har en følelse af, at jeg bare koncentrerer mig om at overleve. Vi skal bare over det værste åbne landskab og så ned under trægrænsen de sidste 4 km, hvor der må være lidt læ. Leden deler sig, og vi tager den korte/ sommerleden ned mod Tärnasjöstugan. Her er ingen spor overhovedet og vi kæmper os frem i dyb våd sne alt imens sneen fyger om ørerne på os. Jeg har slet ingen kontakt med min tommelfinger og jeg tør ikke tage vanten af for at se om der er en forfrysning. Vi skal bare frem!

Jeg fryser nu så meget at jeg begynder at blive små pylret indvendigt. Vi må flere gange have skiene af fordi der er for stejlt og pulken vælter flere gange over på siden. Jeg er presset. Endelig et lille træskilt: 75 m til Tärnasjöstugan!

F*** hvor bliver jeg glad. 15 km var max under sådanne forhold. Selvom jeg er bom stærk, så har jeg også mine grænser. Havde vi vidst at vejret blev sådan, var vi ikke gået ud.

Jeg fryser i den grad og alt er vådt. Vi skynder os af tøjet og får rystende hældt noget varmt saft indenbords. Vi brugte 4.5 time på de 15 km som i godt vejr ville have været en ren picnic tur.

Vi er kommet så tidligt frem, at vi kan bruge resten af dagen på at få varmen, komme i sauna og sludre med hytteværterme. Nu har vi haft skidt vejr i over en uge. Hvornår mon det holder op?

Da vi går til ro, blæser det fortsat…vi har to dage tilbage.

 

Dag 25 / 13 km / 440 km i alt

Tärnasjöstugan  – Syter

Gårsdagens oplevelse er gemt som menige soldater gemmer deres minder fra rekruttiden. Gemt, men ikke glemt og med tiden bliver de til gode historier som vi kan fortælle dem der vil lytte.

Hvordan er det muligt at opleve så store kontraster på et døgn? I går var et inferno af sne, blæst og isende våd kulde. I dag sol, lette snebyger og fantastisk skiføre.

Vi kører ud på den store Tärnasjö og vinden fyger og har fart på ude på søen. Vi krydser over mod modsatte bred for at få lidt læ af fjeldene. Sneen er blæst af søen og vi kører på isede skærver, men alt er bedre end regn og våd sne. Vi har solen i ansigtet og vinden i ryggen. Hvad mere kan man ønske sig? Det er så fascinerende at gå på denne store isflade som skinner i sollyset.

Ind imellem rejser vinden sig og det sneer, men  snart er vi på land og kan sidde tilbagelænede i solen og nyde maden. Stor kontrast til i går.

Vi møder to mænd med pulke. De skal gå Kungsleden på ski! Det er deres 2. Dag. Det er vores 2. Sidste dag. Det ved de godt, for det har de set på Instagram. Hvilken forunderlig verden vi lever i.

Fremme ved hytten uden at være udmattet. Det er jo ingen sag at være på langtur! Ville jeg måske alligevel gøre noget tilsvarende igen? Det er utroligt, hvor lidt solskin der skal til for at få dårlige fjeld oplevelser til at forsvinde som dug for solen! Solskin er vist skadeligt for korttidshukommelsen.

Vi har i dag været ude i 25 dage og jeg må konstatere, at vi er gået hen og blevet relativ primitive. Ja faktisk skete det ret hurtigt, hvilket kan undre, når man tænker på det liv vi lever derhjemme. Vi tisser i sporet og gerne med ski på. Vi sluger tandpastavandet. Vi bekymrer os ikke det fjerneste om at vaske hænder og vi snyder næse i vanterne. Ja, mor har sågar præsteret at spæde sin varme cacao op med opvaskevand  (efter jeg havde tilsat sulfo).Vi trækker bare på skuldrene.

Det burde være alle forundt at opleve, at tilværelsen kan være så enkel og ukompliceret. Bare en gang i mellem at trække stikket og trække vejret helt frit. Det er det Lapland handler om i al sin enkelhed. Om bare at være til.

I morgen er der blot en dag tilbage før vi igen skal huske at opføre os civiliseret.