Nogen gange skal man jo prøve noget nyt og hvorfor ikke springe ud i All inclusive konceptet?
En uges hundeslædetur nord for Polarcirklen med telt og personlig guide. Et fuldstændig plug & play wildlife adventure, hvor der er sørget for alt, så man som gæst kan nyde fra start til slut.

Jeg har længe drømt om at få lov at køre hundespand. Ikke mindst, når jeg har trukket rundt med pulken og er blevet overhalet af en hundeslæde. Her har jeg kastet længselsfulde blikke efter det heldige væsen der var klog nok til at stå bag en slæde i stedet for foran!

Så nu skal det være og jeg har efter grundig research besluttet mig for at jeg vil afsted med Jokkmokkguiderna og jeg har valgt forårets sidste slædetur fra Saltoluokta og cirka 200 km ned til Jokkmokk med eget hundespand.

Saltoluokta ligger halvanden times kørsel fra Gällivare….som ligger godt 21 timer med tog fra Helsingborg. At rejse med tog føles godt for sjælen, så det er den perfekte start på denne ferie.

Vi træder ud på perronen i Gällivare og finder bussen efter at vi har tilbragt natten i en rokkende sovevognskupé. Totalt afslappede og en anelse svimle. Det regner og vejrudsigten lover plusgrader og solskin, hvilket er stærkt bekymrende, men vi er kommet her til, så nu må det være vores guide der fixer resten.
Bussen stopper ved en stor sø og sammen med et par andre gæster, venter vi på snescooter transport over søen til Saltoluokta Fjällstation, der helt sikkert ligger top 3 på listen over de hyggeligste fjällstationer i Sverige.

Vi møder vores guide Matti og hans hustru Stina ved søkanten, hvor de er i fuld gang med at laste hundemad og proviant i to slæder. Det viser sig også, at de to andre deltagere på turen, et svensk par er her. De har været med en uge tidligere på en tur der blev ramt af dårligt vejr og nu er de så med igen. Det er lidt spændende at møde de mennesker man skal tilbringe en uge, 24/7 sammen med, men de virker søde og let omgængelige ligesom vores guide. Så alt er godt, da vi tjekker ind og spiser frokost I den charmerende spisesal inden der venter en middagslur, en saunetur og en fælles middag.

Menuen byder på sourvas (rensdyrgryde med flødesauce) og chokoladekage. Der er en fin stemning i gruppen, men ikke nogen introduktion til det at køre hundespand, men det får vi nok næste morgen inden det for alvor går løs…håber jeg!

Dag 1: Hvor sidder bremsen?
Efter morgenmaden får vi udleveret varme støvler og varmt overtøj og mødes nedenfor fjällstationen, hvor der står 28 huskies i liner og kigger lige så forventningsfulde på os som vi på dem.

De fem slæder står i rækker og snart får vi stukket en hundesele i hånden og besked om at gå igang med at give seler på og placere hundene på deres line foran den slæde de hører til.

Der uddeles telt, soveposer og liggeunderlag og slæderne lastes med hundemad og vores proviant.

Min erfaring med hund er begrænset, måske fordi mit forhold til hundelort er yderst anstrengt. Men i løbet af de første 10 minutter, beslutter jeg mig for at ændre indstilling – midlertidigt – til den uendelige mængde af hundelort jeg nu skal være omgivet af den næste uges tid. Det følger med. Lidt ligesom når ens vidunderlige børn leverede remoulade i rigelige mængder. Vil man have de store øjeblikke, må man affinde sig med lugten.

Vi er næsten klar. Det svenske par har prøvet det her 4 gange før og har styr på det. Jeg er lidt nervøs. Vi skal starte op ad bakke, men hvor sidder bremsen på en hundeslæde? Hvordan får jeg hundene til at stoppe og starte og hvad gør jeg, når jeg skal tisse og er nød til at gå fra slæden og hvad nu, hvis jeg vælter? Jeg får en 2 minutters lynintro. Der er to fodbremser. En flad til let bremsning fx over overflader med sten og en grov bremse som bruges mest. Et anker i reb som trampes fast i sneen ved siden af slæden, hvis man skal slippe den. Hvis slæden vælter, skal man holde fast og lade sig trække med til hundene stopper…..det gør de hurtigt, når slæden ligger ned!
Så værsågod. Here we go!

Matti kører forrest med 8 hunde med en stor slæde med slæb. Jeg ligger nummer 3 i kolonnen. Bagerst kører Melli og Micke. Vi har alle hver 5 hunde. Mine førerhunde hedder Clara og Sofia. I midten har jeg Öya, og bagerst Nenana og Gus. De har forskellige størrelse seler på som er mærket med forskellige farver på den knop man fastgører dem til linen med.

Hundene er SÅ klar til at komme afsted og det er bestemt ikke nu, man liiige skal binde snørebånd, tisse eller sende en sms! Vi hæver ankret, slipper bremsen og i et ryk går karavanen i gang.
Hold da fast for kræfter der her slippes fri!

Det første stykke er op ad og man må konstant ud på siden af slæden for at hjælpe til. Enten ved at sparke fra med det ene ben eller ved at løbe og skubbe samtidigt og sørge for at holde fast og komme op på slædens meder, når hundenes tempo øges igen. Det er koncentreret intervaltræning i tunge støvler og blød sne hele vejen op på fjeldet fra Saltoluokta.

Vi belønnes med den storslåede udsigt til Stora Sjöfallet. Derefter flader det ud og jeg begynder at vende mig til rytmen og balancen på slæden.

Vejret er stille og fint. Overskyet. Vi holder pause på en snefri plet og Matti retter an med buffet på tube, varme drikke og brød.

Hans skønne bordercolli Annie ligger ved vores side og vi tager en times pause inden vi fortsætter de sidste 5 km ned til Sitojaure hytten som tilhører SvenskaTuristföreningen.

Jeg er nu glad for at første nat er indendørs og jeg nyder den hyggelige stemning der er, når vi samles om de små gøremål. Vi henter vand ude på søen, slikker solskin og fodrer hundene inden vi laver mad – elggryde med kartoffelmos.

Aftenen går med snak om udfordringen med det varme vejr. Men der skal vise sig et endnu større problem. Samerne vil flytte flokke af rener op på fjeldet i den her uge og vi skal passere samtidigt. Det går absolut ikke og Matti går i gang med at tage kontakt med de forskellige samere, så der kan laves en plan så vi ikke forstyrrer.

Dagen går på hæld. Vi venter oppe i håbet om nordlys, men vi har grus i øjnene og må til køjs.

Fortsættelse følger…