“Vil du med til Lapland eller skal jeg tage alene afsted? Jeg lover, det bliver helt fantastisk. Solskin døgnet rundt, myggefrit, de bedste udsigter og en let rygsæk… altså den perfekte vandretur”. Ole slog til og kursen den var lagt. Vi skulle endnu en gang til Lapland sammen. Denne gang på research tur fordi jeg sysler lidt med et turguide koncept for kvinder. Ja, og så var det jo oplagt at teste det af på Ole!
Med 14 kg og solstrejf mellem birketræerne går turens start i Abisko sent om eftermiddagen. Og da vi er nord for Polarcirklen, er der midnatssol og vi behøver ikke spekulere på at skulle nå frem.
Strækningen fra Abisko til Abiskojaure bærer desværre præg af et vis slitage, men dalgangen er fin og let vandret og vi kommer frem tids nok til at Ole kan købe en kold øl og en myggestift i den lille butik. Tænk sig, jeg havde simpelthen overset, at en milliard myg holdt myggekongres i netop dette område i juli måned … aldrig har jeg set så mange særdeles aktive, blodtørstige myg på ét sted. Fuldstændige immune og skideligeglade med vores sprays og fakter. Og hjemme ligger min elskede jungleolie med et strejf af Bekkolie som altid virker. Jeg har ganske enkelt glemt, at Lapland først er myggefrit i slutningen af august.
Det er unægteligt svært at sove med solen i ansigtet klokken 2 om natten, men også fascinerende at mørket ikke kommer snigende. Men vi er åbenbart trætte, for først ved middagstid er vi klar til turens anden etape.
Vi følger Kungsleden ca. 6 km inden vi drejer fra mod øst i retning af broen over Aliseatnu. Snart kommer det første tordenskrald og tunge regndråber følger efter. Men seriøst regnvejr er det nu ikke og vi kan sætte teltet op i tørvejr efter vi har passeret søen Bieggaluoppal. De bedste teltpladser findes der, hvor stien er nærmest elven, men vi stopper inden og springer ind i teltet i ly for myggene som vil mere end blot at sværme om os!
Det begynder at prikke på teltdugen og vi tror det regner, indtil vi opdager de tusindvis af små fluer, der har fundet vej ind imellem inder- og yderteltet. Dét må de selv rode sig ud af.
Morgenstunden startes med tilberedning af havregrød og øllebrød med mælk. Der er nemlig sket det, at jeg simpelthen har spist så meget havregryn i mit liv, at jeg ikke kan synke en eneste flage mere af det stads. Så jeg tester nu øllebrød og det fungerer upåklageligt. Det er hurtigt tilberedt og vækker barndomsminder. Ja, man kan vel sige, at det smager lidt af “farmor”.
Planen er idag at nå op til Mårmahytten. Inden vi kommer så langt, skal vi gennem et virvar af vidjer, myg og birkekrat og efter et par timer, er vi fremme ved broen. Altså næsten fremme. Vi taber stien af syne i kradtet og må have hjælp fra gps’en de sidste 300 meter. På telefonen bruger vi også Sweden Topo maps app’en som fungerer offline. Det er et super godt ekstra redskab.
Efter broen ligger vi i græsset og tager tilløb til at vi skal begive os op i dalgangen mod Mårma. Det går jævnt op ad. Stien er til tider svær at se, men bedst er det at gå nede langs elven, så man undgår unødige højdemeter og sved på panden. Opstigningen fra 760 m.o.h til knapt 1200 sker over godt 8 km og kun de sidste par kilometer inden Mårmahytten er på stenblokmark.
Vejret er smukt og solrigt og myggene slipper deres tag i os, da vi åbner døren til hytten – et lille skur med to brikse, en kamin der har set bedre dage og en dør der er tætnet med gaffatape. Vi tjekker ind, bestiller roomservice og nyder de eksklusive omgivelser.
Vi ligger arm i arm, lytter til podcast og elvens kraftige brusen nedenfor. Døren får lov at stå åben hele natten.
Vågner til en magisk morgen. Knald blå himmel og sten så langt øjet rækker. Vi skal afsted. Vi skal op over Mårma passet på godt 1600 m.o.h. Efter et par kilometer krydser vi et snefelt og følger de små stenmarkeringer på den lidt stejle opstigning. Af og til skal hænderne i brug, men det går uden de store vanskeligheder alt imens vi forkæles med en formidabel udsigt til Moarhmma glacieren.
Vi lægger udsigten bag os og indtager en ny som lover endnu bedre.
Nu begynder en lang og sej etape ned ad. Vi skal ned til Vistashytten, hvilket i praksis betyder, at vi skal tilbagelægge 1000 h.m. De fleste på sten. Stille og roligt runder vi Vassanjunnje og sidder en stund og beundrer Vistasdalen under os og Unna reaiddarvaggi overfor. Ingen myg. Bare solskin.
I Vistashytten er der ikke så mange gæster, så vi indtager en køjeseng med madras, slikker solskin og vasker tæer.
Livet kan være ret simpelt, når man giver det lov.
Vi har endnu ikke opbrugt vores solskinskvote næste dag. Det er virkelig varmt, da vi går de godt 4 km ned til broen over elven og vandet er tyrkis blåt. Farven klær’ det grønne og de høje fjelde.
Efter broen starter festen for alvor. Vi skal godt 400 h.m. op på godt 2.5 km. Først i krat og birkeskov og senere over sten. Vi hilser på en dansk gruppe og får pusten for en stund. Vi runder Njunni og noterer os, at teltpladserne dér er førsteklasses. Men vi skal videre. Ned i Kaskavagge og holde øråd om den videre færd.
Det er midt eftermiddag og egentlig havde vi tænkt os at gå til Tarfala, men benene er lidt møre og hvorfor ikke bide etapen over og nyde udsigten til Kaskasatjåkkå?
Vi sætter teltet op ved broen og tilbringer eftermiddagen på langs. Hvis ikke lige det var fordi vi selv havde knoklet op og ned i 5 dage for at komme her til, så skulle man tro, at vi er kommet på charterferie under sydens sol. Da myggene hen under aftenen ankommer til destinationen, kryber vi ind i teltet for natten.
Sidste vandringsdag er altid lidt vemodig. Bevares, hvem kan ikke bruge et bad og lidt strøm til telefonens kamera? Men derudover er det svært at give slip og erkende, at livet på fjeldet er noget vi låner en gang i mellem, når vi har mest brug for det.
Vi er tidligt på færde. Klokken er 6 og solen bager fra en fuldstændig og aldeles blå himmel. Vi tager opstigningen i et snuptag og tænker, det her er let. Vi krydser op over plateauet i retning af Darfalglacieren.
Der er stenmarkeringer, men de er svære at se i stenhavet. En milliard sten hulter til bulter og så skal man spotte et par sten ind imellem som ligger oven på hinanden! Det kræver lidt øvelse. Jeg benytter anledningen til at træne med min nye gps.
Det går jævnt op hele vejen og solen viser ingen nåde. Det sidste stykke op over passet ovenfor forskningsstationen går relativt let, da vi kan passere på snefeltet. Oppe fra ser vi to mennesker komme rutchende ned mod os på et liggeunderlag alt imens et rensdyr spankulerer stolt omkring på sneen.
Det vue der åbner sig for vores øjne heroppe på 1700 m.o.h. er betagende smukt. Som et fotografi står Sveriges højeste toppe udstillet foran os. Knivskarpt. De store glacierere glinser blåt i sollyset og yderst til højre blændes vi nærmest af Tarfala søens tyrkise vand og isflagerne i overfladen. Vi bliver siddende og beundrer. Det er så sjældent, at vi bliver belønnet i den grad som i dette øjeblik.
Indrømmet, det er lidt stejlt ned til bunden af dalen, men det siger vi ikke til nogen.
De sidste godt 7 km ned til Kebnekaise fjällstation burde være lette at indtage, men varmen er ekstrem og her er ingen skygge. Vi bæller vand og fantaserer om badeshorts alt imens vi koger i støvlerne. Da det første forkølede birketræ dukker op, står vi i dets skygge og forsøger at holde hovedet koldt.
Man kan vel sige, at den første cola og øl på fjeldstationen falder på et tørt sted!
Det blev drømmeturen denne gang. Alt lykkedes. Ikke mindst vejret. Og det skal man altid huske på: I solskin er al fjeldvandring nemt, men vejret kan skifte hurtigt i fjeldet og ved dårlig sigt, er denne rute ikke nem. Der er mange stenpartier der skal krydses og meget op og ned.
Men vi havde heldet med os. Og hvilket held!
Nu må tiden så vise om research bliver til virkelighed og jeg tager små grupper af kvinder med herud, hvor livet er helt enkelt.
